Krigsfange: Forskelle mellem versioner

 

Danmarks engagement i det humanitære arbejde intensiveredes, da man efter schweizisk forbillede ønskede at oprette lejre i Danmark, hvor syge krigsfanger kunne behandles. Dette tiltag var i høj grad politisk, da man mente, at et omfattende dansk humanitært arbejde ville bestyrke Danmarks anseelse hos de krigsførende magter og at disse dermed ville vedblive med at anerkende Danmarks [[neutralitet]]. Det lykkedes at etablere en udveksling af krigsfanger mellem på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden side Rusland. Krigsfangernes hjemlande skulle betale for krigsfangernes forplejning i Danmark, mens Danmark skulle betale for lejre og administration. Dette betød, at omkostningerne for Danmark ville være overskuelige til trods for projektets størrelse.<ref>Adriansen, Inge, Ivan fra Odessa – Krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1920 (Historisk Samfund for Als og Sundeved, 191) p. 67ff.</ref> Til formålet med at huse de syge krigsfanger opførtes to lejre i henholdsvis [[Horserød]] i Nordsjælland og ved [[Hald Ege|Hald]] nær [[Viborg]]. [[Horserødlejren]] kom til at huse de russiske krigsfanger, mens de tyske og østrig-ungarske blev anbragt i [[Folkekuranstalten ved Hald|Haldlejren]]. Frem til 1918, hvor arbejdet med syge krigsfanger ophørte, blev cirka 3800 krigsfanger behandlet i Danmark.

 

Et særligt kapitel i dansk historie i forhold til krigsfanger er [[Sønderjylland]]. Frem til [[Genforeningen i 1920]] var sønderjylland en del af Tyskland. Tyskland tog store antal krigsfanger under 1. Verdenskrig og af disse blev mange sat til at arbejde i landbruget, der akut manglede hænder, da mændene i landegnene ofte var blevet udskrevet til militærtjeneste. Det anslås at 6000-7000 krigsfanger, hovedsageligt russere, var udstationerede i Sønderjylland fra 1914-1918. Af disse fanger formåede en anselig del at flygte over grænsen til det neutrale Danmark. Da Danmark var neutralt og derfor formelt set ikke kunne tage krigsfanger, blev disse overløbne krigsfanger betragtet som militærflygtninge. Dette betød, at Danmark ikke kunne sende dem retur til deres hjemlande, men måtte internere dem til krigen var slut.<ref>Adriansen, Inge, Ivan fra Odessa – Krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1920 (Historisk Samfund for Als og Sundeved, 191)</ref>

== Eksterne links ==

* [http://en.wikisource.org/wiki/Geneva_Convention Geneve Konventionen – 4 konventioner og 3 protokoller – Original tekst]

{{Commonskat|Prisoners of war}}