Åbn hovedmenuen

Ændringer

48 bytes fjernet ,  for 5 år siden
m
Bot: Tilføjer beskrivelse til eksterne links, se FAQ; kosmetiske ændringer
[[Fil:AD 0350 - Central Eastern Europe to Ural - DK.png|thumb|upright=2.00|Hunnernes og andre stammers placering omkring år 350.]]
[[FileFil:Hun üstök.jpg|thumb|upright=1.35|Hunniske kogekar, fundet i det nuværende [[Ungarn]]. På grund af deres ligheder med tilsvarende kogekar fra Mongoliet, bliver de brugt i argumentationen for hunnernes oprindelse ved Kinas grænser.]]
Begrebet '''hunner''' er en betegnelse for et [[Centralasien|centralasiatisk]] folk med [[nomade|nomadisk]] og senere halvnomadisk levevis. Man ved ikke ret meget om hunnernes oprindelse, og forskerne diskuterer stadig, hvilket sprog, de talte. I lighed med mange andre nomadefolk efterlod de ingen skriftlige spor, og historikerne må derfor forlade sig på de beskrivelser, der findes hos de folk, de kom i berøring med, primært [[romerriget]].
 
Den græske videnskabsmand [[Ptolemæus]] omtaler i sin ''Geographia'' et folk nord for [[Sortehavet]], der kaldes "Chuni".<ref>Ptolemæus, ''Geographia'', Bog 3, kapitel 5.</ref> Dette er af nogle historikere blevet omfattet som en henvisning til hunnerne, men ''Geographia'' er skrevet omkring år 160, og nutidens historikere placerer hunnerne meget længere mod øst på dette tidspunkt.<ref>Ptolemæus omtaler så mange forskellige stammer, at næsten hvad som helst kan tolkes ind i navnene. Heather (2009), side 6, kalder det ''"an almost bewildering list of group names".''</ref>
 
Omkring år 370 krydsede hunnerne floden [[Volga]] og strømmede ind i de områder, der hidtil havde været beboet af [[alanerne]]. En stor del af alanerne flygtede vestpå, og de dukker op igen ved [[Rhinen]] som deltagere i [[Rhinovergangen 406|Rhinovergangen i 406]]. De øvrige alaner måtte underkaste sig hunnerne, og de tog del i hunnernes næste bevægelse mod vest - cirka år 375 - hvor greutungerne blev angrebet. Greutungerne var den ene af de to store [[Goterne|gotiske]] sammenslutninger - den anden var tervingerne. Senere slog de forskellige gotiske grupper sig sammen som henholdsvis [[ostrogoter]] og [[visigoter]].<ref>Heather (1996), side 53.</ref> Heather skriver, at det tilsyneladende kun var mindre hunniske styrker, der angreb greutungerne. Hunnerne havde imidlertid følgeskab af så mange alaner, at greutungerne ikke i længden kunne modstå dem, og efter kong Ermenariks død trak de sig tilbage til floden [[Dnestr]], som dannede grænsen til tervingerne.<ref>Heather (1996), side 99-100.</ref> Tervingerne - under kong Athanarik - var heller ikke i stand til at modstå det alansk-hunniske pres, og måtte trække sig tilbage mod [[Donau]], hvor deltagere fra begge gotiske grupper forsøgte at få en aftale med romerne om bosættelse på den romerske side af floden. Som sagt var der tale om mindre grupper af hunner, og hovedparten af dem slog sig tilsyneladende ned i området nord for Sortehavet, omkring floderne [[Don]] og Volga.<ref>Heather (1996), side 103.</ref> Hunnerne havde imidlertid igangsat en kædereaktion, der fik omfattende følger for folkeslagene i Europa. Biskop [[Sankt Ambrosius|Ambrosius]] af [[Milano]] skrev omkring 380:''"Hunnerne kastede sig over alanerne, alanerne over goterne, og goterne over taifalerne og [[sarmater|sarmaterne]]ne ... og det er ikke slut endnu."''<ref>Heather (1996), side 104.</ref> Senere i 380'erne har man efterretninger om, at hunnisk-alanske tropper er gået i romersk tjeneste som lejesoldater, men det drejede sig fortsat om mindre grupper.<ref>Heather (2009), side 214.</ref>
 
Den første konfrontation mellem hunnerne og det romerske rige kom i 395. Tidspunktet var velvalgt for hunnerne: Der var i 393-394 et oprør i gang mod kejser [[Theodosius den Store|Theodosius]], og felthæren fra de østlige provinser var sendt til Norditalien for at indgå i kejserens styrker. De hunniske angribere forcerede [[Kaukasus]]-bjergene og strømmede plyndrende ned gennem [[Armenien]] og angreb bosættelser i såvel Romerriget som det [[Persiske rige]]. Hunnerne kom vidt omkring i området, men var dog ikke i stand til at indtage de største, befæstede byer som [[Antiochia]], [[Edessa]] og den persiske hovedstad [[Ctesiphon]]. Først i 398 nåede en romersk hær frem, og da havde hunnerne indledt hjemturen. Det massive plyndringstogt fik blandt andet den effekt, at perserne befæstede passet ved Darial i Kaukasus, og udstationerede tropper i fæstningen. Som noget hidtil uset gik romerriget med til at betale en del af anlægget, da det helt klart var i begge parters interesse at forhindre nye angreb.<ref>Heather (2005), side 386-387.</ref>
=== Hunnerne i det 5. århundrede ===
[[Fil:Giorgio Vasari - Defeat of Radagasio below Fiesole - Google Art Project.jpg|thumb|upright=1.35|Hunnerne deltog som romerske lejetropper i nedkæmpningen af de gotere, der blev ledet af [[Radagaisus]]. I loftudsmykningen i ''Palazzo Vecchio'' i [[Firenze]] indgår dette billede - malet 1563-1565 - hvor [[Giorgio Vasari]] har forestillet sig det afgørende slag ved [[Fiesole]].]]
[[FileFil:Hunnish - Bracelet - Walters 571082 - Detail Front.jpg|upright=1.35|thumb|I takt med, at hunnerne fik adgang til guld, udviklede de deres eget guldsmedearbejde. Her et granat-besat guldarmbånd fra det 5. århundrede. Er på Walters Art Museum]]
[[Fil:Walls of Constantinople.JPG|thumb|upright=1.35|Selv om hunnerne i løbet af 430'erne havde lært at bygge belejringsmaskiner, så opgav de på forhånd at forcere de nybyggede og massive mure omkring [[Konstantinopel]].]]
 
I 400-401 kom de første beviser for, at en gruppe hunner var nået frem til området ved Donaus udmunding i Sortehavet, direkte ved grænsen til det [[Østromerske rige]]. Den gotiske general [[Gainas]] havde forladt [[Konstantinopel]] i 400, da først folkestemningen, og derefter kejseren, vendte sig imod ham. Hans udmarch blev forvandlet til flugt, og da han søgte mod Donau med sine tropper, stødte han sammen med hunnere, der var ledet af høvdingen(kongen) [[Uldin]]. Gainas blev overvundet, og Uldin sendte hans afhuggede hoved som gave til kejser [[Arcadius]] i Konstantinopel.<ref>Norwich, side 127</ref>
 
I perioden lige efter år 400 ser det ud som om hovedparten af hunnerne indledte en ny flytning mod vest, og dermed igangsatte en kædereaktion, der svarede til den, der blev observeret i 375-376. Hunnerne havde brug for store græsningsarealer til deres kvæg og heste, og det havde de haft nord for Sortehavet. Imidlertid fandtes der et tilsvarende steppeområde i det nuværende Ungarn, og det havde den fordel, at det var tættere på romerrigets rigdomme. I starten af 400-tallet var det primært beboet af gotere, og de kom nu under pres.<ref>Heather (2005), side 204</ref> Man ved, at en stor del af den gotiske befolkning under ledelse af [[Radagaisus]] valgte at forcere Donau, og de hærgede i Norditalien i 405. I slutningen af 406 gik store befolkningsgrupper af [[vandaler]], sveber og alaner over [[Rhinen]] med kurs mod [[Gallien]] (Frankrig). Det [[vestromerske rige]], ledet af [[Stilicho]], fik nedkæmpet Radagaisus, blandt andet ved at hyre Uldins hunner som lejetropper,<ref name=autogeneret3>Heather (2005), side 196</ref> men Rhinovergangen fik voldsomme følger og indebar, at de nævnte folkeslag i de følgende årtier var i stand til at opholde sig inden for rigets grænser. Begge romerske riger var svækket, og i 408 tog Uldin chancen, og gik over Donau og besatte det østromerske fort Castra Martis (i den nuværende provins [[Vidin (provins)|Vidin]] i [[Bulgarien]]). Han forlangte så store beløb for at trække sig tilbage, at østromerne i stedet valgte at bestikke hans undergivne, samtidig med at de udrustede en hær. Da de østromerske tropper nåede frem, faldt Uldins hær fra hinanden. Han måtte flygte, og man hører ikke mere til ham.<ref>Heather (2005),name=autogeneret3 side 196</ref>
 
Historikerne diskuterer stadig, hvornår hunnerne nåede frem til de ungarske stepper i større tal. Peter Heather argumenterer for, at det skete allerede omkring år 410, og baserer det blandt andet på, at der i 412 i Konstantinopel blev givet ordre om at styrke de østromerske flådestyrker på Donau, og at selve Konstantinopel i disse år blev beskyttet med kraftige mure, hvilket kunne være en reaktion på de nye magtforhold nord for grænsen.<ref>Heather (2005), side 203</ref> Et andet argument for denne datering er [[Olympiodoros af Theben|Olympiodorus af Thebens]] diplomatiske mission til hunnerne i 412. Han sejlede fra Konstantinopel, men baseret på en oplysning om, at han efter en storm søgte ly i [[Athen]], ser Peter Heather dette som bekræftelse på, at sejlturen gik til [[Adriaterhavet]] og [[Aquileia]], hvorfra der var gode vejforbindelser til stepperne bag Donau.<ref>Heather (1996), side 108.</ref> Hunnerne havde på dette tidspunkt endnu ingen egentlig konge, men i stedet et hieraki af høvdinge.<ref>Heather (1996), side 109.</ref>
De to nye konger gik straks i gang med at genforhandle den eksisterende aftale med det østromerske rige. Forhandlingerne foregik uden for byen Margus (det nuværende [[Požarevac]] i [[Serbien]]) i vinteren 439.<ref>Kelly, side 97.</ref> Den østromerske embedsmand og historiker [[Priscus]], der senere besøgte Attilas hof, fortæller, at hunnerne insisterede på at forhandle siddende på deres heste - alt andet var umandigt. Da romerne ikke ville sidde lavere end hunnerne, måtte de også til hest. Traktaten indebar, at den årlige betaling blev fordoblet til 700 pund guld, at der blev aftalt løsesum for romerske fanger hos hunnerne, at hunnerne fik adgang til visse romerske markeder og at fremtidige flygtninge fra hunnerne skulle sendes retur, hvis de nåede ind på romersk område.<ref>Heather (2005), side 300-301.</ref> Attila og Bleda havde imidlertid fået blod på tanden, og deres timing var oplagt: En stor del af den østromerske felthær var i 440 blevet sendt til [[Sicilien]] for at forberede en invasion af Nordafrika, hvor vandalerne havde sat sig fast. En fælles øst- vestromersk invasion skulle erobre de rige provinser tilbage, og der var derfor relativt fri bane på Balkan. Kort efter - Heather tidsfæster det til vinteren 440-441 - opfandt hunnerne en anklage mod biskoppen af Margus. Han blev beskyldt for at have krydset Donau og plyndret en hunnisk høvdingegrav. Den skrækslagne biskop slap ud af klemmen mod til gengæld at åbne byens porte for hunnerne.<ref>Heather (2005), side 301.</ref> Efter at have skaffet sig dette støttepunkt på den romerske side af Donau, indledte hunnerne et regulært felttog mod sydøst, langs romernes gamle hærvej gennem Balkan. De erobrede Viminacium (nær nutidens Kostolac i Serbien) og derpå den vigtige by Naissus ([[Niš]]) i 442. Normalt var de "barbariske" invasionshære ikke i stand til at erobre store, befæstede byer - bortset fra at sulte dem til underkastelse - men hunnerne havde tilegnet sig viden om belejringsmaskiner, og havde bygget deres egne. Hermed var det lykkedes hunnerne at forrykke den strategiske balance, idet romernes herredømme over landområder i høj grad var baseret på befæstede byer, som kunne modstå ethvert angreb fra omkringboende stammer.<ref>Heather (2005), side 302-304.</ref> Østromerne var nu parate til en genforhandling af traktaten. I 442-443 blev der lavet en ny aftale, hvor den årlige betaling til hunnernes blev sat yderligere op, og fra 443 var der igen fred på Balkan.<ref>Heather (2005), side 307.</ref>
 
I 444 eller 445 døde Bleda under en jagt. De samtidige kilder nævner ikke noget om, at Attila var indblandet i dødsfaldet, men mange senere historikere hælder til denne opfattelse.<ref name=autogeneret1>Heather (2005), side 308.</ref>
 
I det østromerske rige oprustede man i denne periode. Felthæren var kommet tilbage fra Sicilien, og i september 443 blev der udsendt en forordning om, at alle fæstningsanlæg skulle repareres og antallet af tropper i garnisionerne skulle bringes op på de aftalte styrkemål. Man vurderede, at Attila havde nok at se til med at fastholde positionen som enehersker efter boderens død, og østromerne følte sig derfor stærke nok til at se stort på de årlige betalinger til hunnerne.<ref>Heather (2005),name=autogeneret1 side 308.</ref> Svaret fra Attila kom i 447. Med en stor invasionshær gik han over Donau og de romerske fæstningsbyer faldt én efter én. Ved floden Utus (nu ''Vit'') i det nuværende Bulgarien tørnede hunnerne sammen med den romerske felthær på Balkan og besejrede den. Herefter var vejen åben mod syd til Konstantinopel, og de mellemliggende byer blev næsten alle erobret og plyndret. Endnu en østromersk hær blev slået, ikke langt fra Konstantinopel, men byens mure var trods alt for stor en udfordring for hunnerne, så i stedet indledte de et plyndringstogt sydpå i det nuværende [[Grækenland]].<ref>Heather (2005), side 308-309.</ref> Kejser [[Theodosius 2.]] så ingen anden udvej end at bede om fred, og i fredstraktaten gik østromerne med til at betale 6.000 pund guld, som havde været tilbageholdt, samt en årlig udbetaling på 2.100 pund guld.<ref>Heather (2005), side 312.</ref>
 
[[ImageFil:Huns450.png|thumb|upright=1.35|Hunnernes magtområde omkring 450, da rigets indflydelse kulminerede. Lysere farver symboliserer svagere tilknytning.]]
[[FileFil:Hunnish - Set of Horse Trappings - Walters 571050, 571051, 571052, 571060 - View A.jpg|thumb|upright=1.35|Hunnerne brugte noget af det nyvundne guld på deres heste. Her er det en pandeplade, hovedtøj og et piskeskaft. Fra Walters Art Museum]]
I slutningen af 440'erne gik Attila i gang med at forberede krig mod det Vetstromerske rige. Forholdet til romernes magthaver, Aëtius, havde været godt i mange år, men nu var der ikke meget mere at plyndre mod øst, så Attila vendte blikket vestpå. I 448 gav han asyl til nogle oprørsledere fra Gallien, hvis hære var blevet nedkæmpet af Aëtius, og i 449 truede han vestromerske udsendinge med krig, fordi en romersk købmand havde beholdt noget guld, som Attila mente at have plyndret sig til. I 450 modtog Attila et brev fra kejser [[Valentinian III|Valentinian 3.'s]] søster Honoria. Hun bad om hjælp til at undgå et tvangsægteskab, og sendte oven i købet en ring. Attila tog det som et ægteskabstilbud og forlangte halvdelen af det Vestromerske rige som medgift. Senere i 450 støttede Attila en anden kandidat til kongetitlen over de ripuariske frankere, end den mand, Aëtius ønskede på tronen. Selv om Attila truede med at invadere Italien for at få ægteskab og medgift, så var hans fokus rettet mod Gallien, og han lod skrive breve til goterne i Gallien, hvor han opfordrede dem til oprør mod romerne.<ref>Heather (2005), side 335-336.</ref> I foråret 451 satte den hunniske invasionshær sig i bevægelse, og overskred Rhinen i nærheden af [[Koblenz]]. Byerne [[Metz]] og [[Trier]] blev erobret og plyndret, og hunnerne satte derefter kurs mod [[Orléans]] og indledte en belejring. Hunnernes hær bestod - foruden hunner - af folkeslag de havde overvundet eller allieret sig med. Det Vestromerske rige sendte en undsætningshær med Aëtius i spidsen, og han havde også hjælpetropper med, i form af visigoter (anført af deres konge, Theoderik) og [[burgunder]]. Hunnerne afbrød belejringen af Orléans og de to hære stødte sammen i [[slaget ved Chalons]] i juni 451. Kampen endte med, at hunnerne måtte trække sig tilbage, og det siges, at Attila overvejede selvmord i sin vognborg. Aëtius fulgte imidlertid ikke op på sejren, og hunnerne kunne foretage et ordnet tilbagetog over Rhinen.<ref>Heather (2005), side 337-339.</ref>
 
Attila kom hurtigt over tilbageslaget i Gallien og i 452 var hunnerne klar til en ny offensiv, denne gang mod Italien. Én efter én blev de rige, norditalienske byer belejret og plyndret: [[Aquileia]], [[Padua]], [[Mantua]], [[Vicenza]], [[Verona]], [[Brescia]], [[Bergamo]] og [[Milano]]. For at frelse Rom fra at blive det næste mål, drog [[Pave Leo 1.]] i spidsen for en delegation til hunnerne. Selv om [[Vatikanet|Vatikanets]]s historikere gerne vil give paven æren for at have fået Attila på bedre tanker, så er sandheden mere prosaisk. Italien havde været ramt af misvækst i 451, og i 452 var det ikke meget bedre. Der var udbredt mangel på fødevarer, og den hunniske hær, der for længst havde brugt sine medbragte forråd, havde svært ved at finde mad. Der var sygdom blandt tropperne, og dertil kom nyheden om, at den nye østromerske kejser, Marcian, havde sendt tropper over Donau for at plyndre hunnernes hjemland. Endnu en gang valgte Attila at trække sig tilbage.<ref name=autogeneret2>Heather (2005), side 339-341.</ref>
 
I foråret 453 var Attila i fuld gang med at forberede en ny offensiv. Han havde dog tid til at gifte sig igen, og på selve bryllupsnatten forblødte han efter at have sprængt et blodkar.<ref>Heather (2005), side 342.</ref>
 
==== Hunnerrigets undergang ====
Attilas død udløste en magtkamp mellem hans sønner Ellac, Dengizich og Ernakh. Mens hunnerne var optaget af indbyrdes strid, gjorde [[gepiderne]] oprør mod dem, ledet af Arderic. Ellac havde vundet magtkampen blandt brødrene, og han var i spidsen for den hær, der skulle bringe gepiderne og deres allierede tilbage under hunnisk dominans. De to hære kæmpede ved floden Nedao i [[Pannonien]] (nuværende Ungarn) i 454. Ellac faldt i slaget og hunnerne måtte opgive overherredømmet over gepider og flere andre folkeslag i området. De øvrige brødre forsøgte i løbet af 450'erne og 460'erne flere gange at genoprette overherredømmet, men uden held, og i takt med at flere folkeslag faldt fra, måtte hunnerne trække sig tilbage til området nord for Donaus udløb i Sortehavet. I 467-68 forsøgte Dengizich et angreb over Donau mod det Østromerske rige, men han blev overvundet i 469, og hans hoved sendt på en stage til Konstantinopel. Dermed var det slut på det hunniske rige. De overlevende hunner, der havde været med Dengizich, fik lov til at slå sig ned i det nuværende [[Dobrogea]] som østromerske undersåtter. Broderen Ernakh fik med sine tilhængere på samme måde lov til at slå sig ned syd for Donau i det nuværende Bulgarien.<ref>Heather (2005),name=autogeneret2 side 339-341.</ref> Der var kun tale om mindre grupper hunnere, og til gengæld for at få asyl i det østromerske rige, måtte hunnerne betale for deres ophold og levere soldater til den romerske hær.<ref>Heather (2009), side 259.</ref>
 
Herefter forsvinder hunnerne ud af historien. Man kan finde senere henvisninger til "hunner" i historieskrivningen i middelalderen, men det drejer sig typisk om, at forfatteren opfatter folkeslag, der bor i det gamle hunniske rige, som "hunner", uanset hvad folket selv har valgt at kalde sig.<ref>Halsall, Guy, ''Barbarian migrations and the Roman West, 376–568'', side 48, Cambridge University Press, 2008, ISBN 0-521-43491-2</ref>
[[FileFil:AttilatheHunonhorsebackbyGeorgeSStuart.jpg|thumb|upright=1.35|Denne figur er George Stuarts bud på, hvordan en hunnisk kriger så ud. Stigbøjlerne er uhistoriske.]]
== Udseende og skikke ==
Når man læser beretninger om hunnerne, må man hele tiden have i baghovedet, at de er skrevet af hunnernes modstandere (hunnerne var selv [[Analfabetisme|analfabeter]]), og man vil derfor lede forgæves efter rosende omtale af deres væsen og udseende. Goteren [[Jordanes]], der skrev i 551 i Italien - omkring 100 år efter hunnerigets undergang - omtaler hunnerne som ''"en vild race, der i begyndelsen boede i sumpene, en forkrøblet, ildelugtende og splejset stamme, knapt menneskelig, og uden et sprog, bortset fra noget, der kun svagt mindede om menneskelig tale."''
{{citat|De fik deres fjender til at flygte i rædsel, fordi deres mørklødede fremtoning var frygtindgydende, og de havde, hvis jeg må kalde det sådan, en slags uformelig klump, ikke et hoved, med noget, der mere lignede nålehuller end øjne. Deres hårdhed fremgår tydeligt af deres vilde udseende, og de er væsener, som er brutale mod deres børn fra den dag, de er født. For de skærer i drengenes kinder med et sværd, sådan at de, inden de kan modtage føde fra mælk, må lære at udholde kvæstelser. På den måde vokser de op skægløse, og deres unge mænd er utiltalende, fordi et ansigt, furet af sværdet, ødelægger med sine ar et skægs naturlige skønhed. De er korte af vækst, har hurtige bevægelser, er dygtige ryttere, har brede skuldre, er trænet i brugen af bue og pil og har en kraftig hals, som de altid strækker i stolthed. Skønt de lever som mennesker, har de samme grusomhed som vilde dyr.<ref>[http://www.romansonline.com/Src_Frame.asp?DocID=Gth_GOTH_24&Lat= Jordanes, kapitel 24, side 127-128.] </ref> }}
 
Med hensyn til behandlingen af børn ved man, at hunnerne benyttede kunstig kraniedeformation, og at denne skik smittede af hos nogle af de folkeslag, der blev overvundet.<ref>Bernard Bachrach, ''A history of the Alans in the West: from their first appearance in the sources of classical antiquity through the early Middle Ages'', U. of Minnesota Press (1973), side 67-69</ref><ref>Doris Pany og Karin Wiltschke-Schrotta, Artificial cranial deformation in a migration period burial of Schwarzenbach, Lower Austria, ''VIAVIAS'', nr. 2 (Vienna Institute for Archaeological Science 2008), side 18-23.</ref> Derimod er nutidens historikere generelt enige om, at Ammianus havde fået forkert fat på historien om ansigtssårene. På samme måde som hos andre folkeslag, var det almindeligt, at de hunniske mænd skar sig selv i ansigtet, så de kunne "græde blod", når deres slægtninge eller høvdinge døde.<ref>Maenchen-Helfen, side 361</ref>
 
Med hensyn til Attilas udseende, kan Jordanes genfortælle beskrivelsen fra diplomaten Priscus, der besøgte Attilas hof: ''"Han var lavstammet, med bred overkrop og et stort hoved. Hans øjne var små, hans skæg tyndt og gråsprængt, og han havde en flad næse og solbrændt hud, der vidnede om hans afstamning."''<ref>[http://www.romansonline.com/Src_Frame.asp?DocID=Gth_Goth_35 Jordanes, kapitel 35]</ref>
 
== Sprog ==
Der er skrevet rigtig meget om hunnernes sprog, og der er opkastet adskillige teorier om dets oprindelse og tilhørsforhold. En del af disse går på, at det er et tidligt [[tyrkisk sprog]]<ref>Maenchen-Helfen, side 403</ref> Problemet med tolkningerne er, at Priscus og Jordanes kun har omtalt nogle få navne, samt tre ord fra det hunniske sprog. Navnenes betydning tolkes ikke i kilderne og de tre ord (medos, kamos, strava) kan ikke umiddelbart knyttes til tyrkisk. Flere forskere betegner derfor de fremsatte teorier som "spekulative".<ref> Doerfer, Gerhard. Zur Sprache der Hunnen. ''Central Asiatic Journal'', 17(1), side 1-50.{{de icon}}</ref><ref>Sinor, Denis. 1977. The Outlines of Hungarian Prehistory. ''Journal of World History'', 4(3), side 513-540.</ref><ref>Poppe, Nicholas. 1965. Introduction to Altaic linguistics. Wiesbaden: O. Harrassowitz. Ural-altaische bibliothek; 14.</ref> På den basis konkluderer Heather, at vi rent faktisk ikke ved, hvilket sprog hunnerne talte.<ref>Heather (2009), side 209</ref> Derimod ved man, at sproget ved hoffet - i takt med hunnerrigets øgede betydning - i stigende grad gik over til at være [[Gotisk (sprog)|gotisk]], da mange af de erobrede folk (og deres repræsentanter ved hoffet) forstod dette germanske sprog.<ref>Heather (2005), side 330</ref> Heather henviser også til Maenchen-Helfen, der skriver, at de hunniske ledere formentlig både har haft et gotisk/germansk og et hunniske kaldenavn. Således betyder Attila "lillefar" på germansk.<ref>Heather (2009), side 665, note 3.</ref>
[[ImageFil:Hunnen.jpg|thumb|upright=1.35|På denne illustration fra 1870'erne viser Peter Johann Nepomuk Geiger hunnerne i kamp mod [[alanerne]]. Bemærk brugen af lassoer.]]
== Samfund ==
=== Styreform ===
Da hunnerne første gang dukker op i de romerske beskrivelser i det 4. århundrede, omtales de som ''"et folk uden konger, men med skiftende ledere."''<ref>Ammianus, citeret i Heather (2009), side 215.</ref> Meget tyder på, at de på dette tidspunkt stadig opererede i mindre grupper, uden central styring. Det er også betegnende, at man i denne periode ikke har kendskab til navne på konger eller høvdinge - der har været for mange af dem, og de har hver især ikke haft den store indflydelse. Samlingen af hunnerne ser ud til at være begyndt omkring år 400, og det første eksempel på en stor hunnisk styrke, der er registreret, er den hær, der plyndrede i Armenien og Mellemøsten fra 395.<ref>Heather (2009), side 216-219.</ref> Som tidligere nævnt, kan man i 420'er konstatere, at magten over hunnerne - og dermed også deres allierede - er blevet samlet hos en enkelt familie. Magten forblev hos denne familie eller klan indtil Attilas sønner døde eller blev romerske undersåtter. Selv om Attila kontrollerede mange folkeslag og store landområder, blev der ikke oprettet nogen centraladministration efter romersk eller orientalsk forbillede. Hans administration bestod af en sekretær, som Aëtius havde sendt til ham, samt en romersk fange, der blev brugt til at skrive breve på latin og græsk. De overvundne folkeslag blev holdt i snor med trusler og repressalier, samt lejlighedsvis andel i byttet fra felttog og plyndringstogter. Desuden sørgede Attila for, at de enkelte folkeslag aldrig havde én central leder, men derimod flere sideordnede høvdinge. Det var en styrform, hvis effektivitet afhang af evnerne hos den regerende konge, og her ses også en forklaring på, hvordan riget kunne gå så hurtigt i opløsning efter Attilas død.<ref>Heather (2009), side 233-234.</ref>
 
[[ImageFil:The Hun and the Home.jpg|thumb|upright=1.35|''The Hun and the Home.'' Britisk [[propaganda]] fra 1917, der spiller på forskellen i [[1. verdenskrig]] mellem det fredelige England og det tysk-besatte og undertrykte [[Belgien]].]]
 
=== Militær ===
Hunnernes militære fremgang kan ikke henføres til, at de var mange. Peter Heather anslår krigernes antal omkring år 400 til mellem 10 og 20 tusind ryttere. De var derfor ikke numerisk overlegne i forhold til for eksempel goterne, og alligevel vandt de over dem.<ref>Heather (2009), side 217-218.</ref> Svaret ligger i deres våbenteknologiske overlegenhed. De fleste af deres våben svarede til modstandernes: På mellemdistancen kunne de også anvende spyd, i nærkamp lange ryttersabler, og når fjenderne flygtede, var hunnerne ferme til at indfange dem med lassoer. På større afstande var de derimod suveræne: Hunnerne havde videreudviklet den asiatiske [[Bue (våben)|kompositbue]]. I sin grundform bestod buen af træ og dyresener, holdt sammen af en speciel lim. I enderne og på midten var den forstærket med horn, typisk fra bøfler. Hunnernes videreudvikling bestod i at sætte flere hornstykker på buen og i at gøre den længere. Når man sidder på en hest, vil der være en begrænsning nedad og indad mod hesten. Dette problem løste hunnerne ved at gøre buen [[asymmetrisk]], så den var længere foroven end forneden. Det krævede nogen korrektion omkring sigtet, men gav til gengæld en langtrækkende bue. Hunnerne havde ikke [[Stigbøjle|stigbøjler]], men problemet med at få rytteren til at sidde fast på sadlen, når buens skulle spændes og affyres, løste de ved at lægge kraftige træsadler på hestene, så rytteren kunne låse sig fast med benene. Hunnerne kunne dermed uskadeliggøre de ubeskyttede gotere på 150-200 meters afstand og de jernklædte alanske [[katafrakt|katafrakter]]er på 75-100 meters afstand, uden at disse kunne gøre gengæld. Det gav hunnerne en taktisk overlegenhed, som de udnyttede til fulde.<ref>Heather (2005), side 156-157.</ref>
 
I takt med, at hunnerne undertvang de omkringboende folkeslag, stillede de krav om, at de overvundne skulle møde med soldater til hunnernes felttog. Hermed kunne de skabe så store hære, at selv de kampvante romerske legioner (og deres forbundsfæller) tabte adskillige slag mod dem. Den sidste brik i puslespillet var evnen til at konstruere belejringsmaskiner, og den betød at hunnerne kunne tvinge det østromerske rige til at bede om fred - og til at betale årlig tribut - i 440'erne.<ref>Heather (2005), side 308-312.</ref>
 
Hunnernes militære overlegenhed i forhold til romerne og de største omgivende folkeslag, var helt afhængig af Attilas evne til at holde sammen på riget. Da han døde, og den interne magtkamp brød ud, blev hæren reduceret. Vasallerne faldt fra i hurtig rækkefølge, og dermed var hunnernes militære overlegenhed forbi. På trods af deres avancerede buer var de simpelthen for få.<ref>Heather (2005) side 365.</ref>
Erindringen om hunnerne blev også fastholdt i middelalderen i form af drengenavne i Europa. I sin oprindelige form betød navnet Hunfredus "Hunnerfred", dvs "den, der fremmæglede fred med hunnerne". [[Normannerne]] tog det gammel[[Fransk (sprog)|franske]] drengenavn Hunfroi med til [[England]], hvor det forvandledes til Humphrey, og i [[Italien]] til Umberto.<ref>John Man: ''Attila'' (side 233), Forlaget Gyldendal, Oslo 2009, ISBN 978-82-05-39335-6</ref>
 
I det 20. århundrede blussede brugen af hunner-henvisninger op, første gang den 27. juli 1900. Under [[bokseropstanden]] i Kina, gav den tyske kejser [[Wilhelm 2. af Tyskland|Wilhelm 2.]] ordre til, at oprørerne skulle behandles nådesløst: ''"Lige som hunnerne for 1000 år siden, under deres konge Attila skabte sig et navn, der stadig giver genlyd i overleveringerne, sådan vil navnet Tyskland i Kina blive så kendt, at ingen kineser vover at kaste så meget som et blik på en tysker."''<ref>''Weser-Zeitung'', 28. juli 1900, anden morgenudgave, forsiden: "Wie vor tausend Jahren die Hunnen unter ihrem König Etzel sich einen Namen gemacht, der sie noch jetzt in der Überlieferung gewaltig erscheinen läßt, so möge der Name Deutschland in China in einer solchen Weise bekannt werden, daß niemals wieder ein Chinese es wagt, etwa einen Deutschen auch nur schiel anzusehen".</ref> Det var altså tyskerne selv, der lavede koblingen til hunnerne, og da [[1. verdenskrig]] brød ud, var den allierede [[propaganda]] ikke sen til at omtale tyskerne som "hunnerne". Den franske sangskriver Theodore Botrel beskrev den tyske kejser som "En Attila, samvittighedsløs", der styrede sine "kannibalske horder".<ref>"Quand un Attila, sans remords, / Lance ses hordes cannibales, / Tout est bon qui meurtrit et mord: / Les chansons, aussi, sont des balles!", fra ''Theodore Botrel'', af Edgar Preston i ''T.P.'s Journal of Great Deeds of the Great War'', 27. februar 1915</ref> Under [[2. verdenskrig]] dukkede koblingen til hunnerne op igen, men slet ikke i samme omfang. Et eksempel er [[Winston Churcill|Winston Churcills]]s radiotale i april 1941: ''"Der er færre end 70 millioner ondsindede hunner - nogle af dem kan omvendes, andre må ombringes, og de fleste af dem er allerede optaget af at undertrykke østrigere, tjekker, polakker og mange andre gamle folkeslag, som de nu plager og plyndrer."''<ref>[http://www.ibiblio.org/pha/timeline/410427awp.html Premierminister Winston Churchills radiotale ''Report on the War'' 27. april 1941]</ref>
 
== Henvisninger ==
519.834

redigeringer