Galicien (Centraleuropa): Forskelle mellem versioner

Det slaviske fyrstendømme Galicien eller Fyrstedømmetfyrstedømmet Halytsj (også ''Galitsch'' eller ''Halicz''), hvis hovedstad var byen [[Halych]] ved [[Dnjestr]], opstod i 1100-tallet, som mod slutningen af århundredet blev slået sammen med det nærliggende ''Vladimir'' eller ''Lodomerien'' (i [[Volhynien]]) for at danne Fyrstedømmet [[Halytsjfyrstendømmet Halych-VolyniaVolhynien]]. Befolkningen var rent [[slaverne|slavisk]] og stod vestslaverne nærmere end de med finske elementer blandede nordlige og østlige russiske fyrstedømmer. De galizisk-volhyniske krøniker fortæller om voldsomme kampe mellem fyrsterne af Halicz og den mægtige og selvrådige adel, [[bojar]]erne. Omkring 1060 var [[Rostislav Vladimirovitsch]], en sønnesøn af [[Jaroslav I af Kiev]], fyrste af Galicien, med ham kom [[Rurikslægten]] til magten indtil 1188, hvor de blev fordrevet af indre uroligheder, derefter kom [[Roman Mstislavitsh]] af Volhynien på tronen. Han måtte længe kæmpe mod en ungarsk støttet konkurent til tronen, men sejrede over denne og undertvang bojarerne med hård hånd. I 1205 faldt han i et slag mod polakkerne, hans søn [[Daniel Romanovitsh]] vardavar da kun 5 år, og besad tronen kortvarigt til 1206, igen fra 1211-1213 og endeligt fra 1228-1264 blev han udråbt af bojarerne efter at havdehave genintaget Volhynien. Han blev kronet til konge af Galicien-Volhynien i 1253. I perioden fra 1206-1228 kæmpede flere ungarsk og polsk støttede fyrster om magten, blandt andet udråbte kong Andreas af Ungarn sin søn Koloman til konge af Galicien i 1215. Han forblev på tronen til 1219, efterfulgt af Andras og Mstistlavs Mstistlavičs.<ref name=autogeneret1>Salmonsen, s. 357</ref>

Under Daniels regeringtid faldt [[mongoler]]ne ind i landet og ødelagde det. Daniel, der forgæves førte forhandlinger med paven for at få et [[korstog]] i stand mod mongolerne, så sig 1249 nødsaget til at underkaste sig under den mongolske [[khan]] [[Batu]] og Galicien blev et mongolsk len. Han søgte dog bestandig at løse sig fra dette forhold, og efter at han ved hjælp af kong [[Bela]] af Ungarn havde bevæget paven til at prædike korstog mod tatarerne, lod han sig krone til konge af Galicien i 1255 af en pavelig udsending i håb om en forening mellem den [[Den ortodokse kirke|græske]] og den [[Romerskkatolske kirke|romerske]] kirke. Daniel begyndte nu, i forventning om hjælp fra Polen, Litauen, Ungarn og Paven, krig mod mongolerne for at befri Sydrusland fra det tatariske åg. Men da hjælpen udeblev, brød Daniel igen med kirken i Rom, og fra 1260 måtte han atter adlyde tatarerne. Hans søn Lev, der også førte titlen konge af Galicien, knyttede sig så tæt til tatarerne, at han endog holdt tatarisk livvagt<ref name=autogeneret1 />.