Joe Satriani: Forskelle mellem versioner

(amerikansk) fodbolds træning, hvorefter han konfronterede hanssin træner, og meddelte at han ville

Satriani begyndte at undervise guitar, med hanssin mest bemærkelsesværdige elev på det tidspunkt, nemlig Steve Vai. Steve Vai havde aldrig modtaget undervisning i guitar før sit møde med Satriani. Han dukkede op hjemme hos Joe, med en spansk guitar i den ene hånd, og et sæt strenge i den anden. Mens hanSatriani underviste Vai, studerede han musik på ”Five Town College” i New York.

Satriani begyndte at spille i et band fra San Franciscos ”Bay-area” kaldet ”The Squares”, med Jeff Campitelli (tr) og Andy Millman (bs). Her fortsatte han med at udvide sit netværk og sine eksperimenter i nye musikalske sammenhænge, bl.a. med John Cuniberti, The Squares’Squares lydmand, som senere har produceret adskillige af Satrianis albums. Joes ry som ekstravagant guitarist førte til en invitation til at deltage i ”Greg Kihn Band”, som var for nedadgående karrieremæssigt, men hvis gavmildhed hjalp Satriani med at afbetale en overvældende kreditkortgæld kommendesom stammede fra indspilningen af hans første album(Not of this Earth).

I 1989 udgav Satriani albummet ”Flying i en Blue Dream”. Det siges bl.a. at være inspireret af hans far, som døde i perioden under indspilningen af albummet. ”One Big Rush” medvirkede på soundtracket til Cameron Crowe filmen ”Say Anything ....”, ” The Forgotten Part II” i en Labatt Blue reklame i Canada, ”Can’t Slow Down” blev brugt til en biljagt sekvens i Don Johnsons Nash Bridges.

I 1992 udgav Satriani ”The Extremist”, hans mest anmelderroste og kommercielt mest succesfulde album til dato. Radiostationer over hele landet var hurtige til at lægge mærke til nummeret ”Summer Song”, som fik en stærk promovering, i kraft af at Sony gjorde brug af det i en reklamekampagne for deres nye discman. ”Cryin”, ”Friends”, og titelnummeret ”The Extremist” blev også til radiohits over det meste af USA.