Hannah Arendt: Forskelle mellem versioner

Arendt dækkede i [[1960]] retssagen mod [[Adolf Eichmann]] for ''[[The New Yorker]]'' i [[Jerusalem]]. Eichmann var hovedansvarlig for det praktiske omkring jødedeportationerne og fra 1941 jødeudryddelsen. Selv sagde hun: "Jeg må se den mand, der næsten nåede at tage mig." Noget af det første, Eichmann foretog sig, efter at tyskerne havde erobret Frankrig, var netop at tømme lejren i Gurs, hvor Arendt og hendes mor havde siddet interneret. De fanger, der ikke var undsluppet, blev sendt til [[Auschwitz]].<ref>Bernt Hagtvet: ''Ideologienes århundre'' (s. 174)</ref> Hendes bog ''Eichmann in Jerusalem – On the Banality of Evil'' stammer fra disse artikler, og er således en reportage blandet med filosofiske refleksioner. Arendt var slået af, at Eichmann ikke virkede frygtindgydende eller ond eller i det hele taget særligt optaget af sine handlinger under krigen. Bl.a. havde han svært ved bare at huske flere vigtige begivenheder, somsåsom hanssin organisering af [[Wannseekonferencen]]. Han havde en meget almindelig personlighed og var nærmest en normal, kedelig kontornusser. Ifølge Arendt var Eichmann heller ikke specielt fjendtlig overforover for jøder – han var oven i købet en beundrer af [[zionismen]], og han mente selv,at han levede efter [[Immanuel Kant]]s [[kategoriske imperativ]] og var en god mand.

Bogen mødte stor modstand, og var kontroversiel af flere andre grunde – en af disse var ArendtArendts synspunkt, at jødiske ledere og råd i flere europæiske lande havde samarbejdet med nazister som Eichmann, stort set frem til deres egen død. Nyere forskning har i øvrigt dokumenteret, at Eichmann ikke var en anonym administrator, men en indædt jødehader, - modsat Arendts billeder, der fremstiller ham som venligtsindet overforover for jøderne og interesseret i zionisme.