Puniske krige: Forskelle mellem versioner

Krigene var et resultat af Roms ekspansion på den [[Apenniniske halvø|italiske halvø]] og især under den 2. puniske krig løsrev de italienske forbundsfæller sig fra Rom, hvilket i sidste ende førte til, at de blev godt og grundigt banket på plads og fik konfiskeret deres jord, som altså blev ''ager publicus'' – offentlig jord eget af staten Rom.

 

Den [[første puniske krig]] mellem [[264 f.Kr.|264]] og [[241 f.Kr.]] blev udløst af Karthagos ekspansion på [[Sicilien]], som af romerne ansås som en trussel mod Rom og dennes dominans på den italiske halvø. Krigen blev mest kæmpet på havet og endte med, at Rom vandt Sicilien, [[Sardinien]], [[Korsika]] og de [[Baleariske Øer]] fra Karthago. Herefter havde Karthago kun besiddelser i Nordafrika og på den [[iberiske halvø]].

 

Den [[anden puniske krig]] varede fra [[218 f.Kr.|218]] til [[202 f.Kr.]] Forinden havde Karthagos general [[Hannibal]] ekspanderet kraftigt på den iberiske halvø. Krigen er mest berømt for Hannibals togt over [[Alperne]] med elefanter og hans sejre over romerne 218-216 f.Kr., især [[slaget ved Cannae]] [[216 f.Kr.]]. Krigen endte dog med Roms sejr, der fratog Kartago alle besiddelser pånær landområdet omkring selve byen i Nordafrika.

{{Puniske krige}}

Den [[tredje puniske krig]] mellem [[149 f.Kr.|149]] og [[146 f.Kr.]] var en lang belejring af Karthago og endte med byens fuldstændige ødelæggelse.

Den romerske politiker [[Cato den Ældre]] er berømt for sit udsagn ''"[[Ceterum censeo Carthaginem esse delendam]]" ("Desuden mener jeg, Karthago bør ødelægges")'' i perioden mellem den anden og tredje puniske krig.

Hovedkilden til krigene er historikeren [[Polyb]].

 

[[Kategori:Antikken]]