Kynisme (filosofi): Forskelle mellem versioner

'''Kynisme''' ([[Oldgræsk|græsk]]: Κυνικοί, [[latin]]: Cynici) var en indflydelsesrig [[filosofi]]sk skole i [[antikken]]. Den er mest kendt for tilhængernes afvisning af datidens sociale konventioner, som de ofte på chokerende vis hånede for at understrege deres synspunkter. I moderne tid opfattes [[Kynisme|kynikeren]] som en person, der hånligt afviser menneskelig godhed og [[altruisme]], og som føler sig overlegen i forholdhævet tilover andre mennesker. Følelsen af overlegenhed er dog ikke en nødvendig egenskab for kynikeren i den filosofiske betydning.

Hvor betegnelsen stammer fra er i dag usikkert,usikker: den kan enten være en afledning af [[Cynosarges]], den bygning i Athen som var skolens første hjem, eller dannet af det græske ord for hund: ''cyon'' (κύων,''kýōn''). Den sidstnævntesidste kan være en hentydning til tilhængernes grove, aggressive og bidske fremfærdadfærd. Uanset hvilken forklaring der er korrektKynikerne tog kynikerne gerne sammenligningen med hunde til sig, fx [[Diogenes|Diogenes af Sinope]].

Den kyniske skolesskole fårfik stor betydning for senere filosofiske skoler, idet den var et forbindelsesled mellem [[Sokrates]] og [[Stoicisme|stoikerne]],. ogOg dermed var bindeled mellem den [[Førsokratikere|tidlige]] [[Filosofi i antikken|græske filosofi]] i det [[4. århundrede f.v.tKr.]] og de skoler og idéerideer, som har præget den vestlige verdens tænkning. Kynikerne udviklede deres eget [[Etik|etiske]] system og bevægelsen blomstrede fra 4. århundrede f.v.tKr. til [[2. århundrede]] e.v.tKr. I en ubrudt kæde fra Sokrates’Sokrates til [[Hadrian]]s tid blev den repræsenteret af stærke personligheder. I begyndelsen bl.a. [[Antisthenes]], [[Diogenes]], [[Krates fra Theben|Krates]] og [[Zenon fra Kition|Zenon]],. iI den senere [[romersk]]e periodetid dominerede personer som [[Demetrius Kynikeren|Demetrius]] (en ven til [[Seneca den Yngre|Seneca]]), [[Oenomaus af Gadara|Oenomaus]] og [[Demonax]]. AlleDe dissefastholdt mænd fastholdtalle Antisthenes’, grundlæggeren af bevægelsens,grundlæggende principper.

[[Antisthenes]] var en af Sokrates’ elever, og den fundamentale leveregel, at [[Dyd (filosofi)|dyden]] og ikke [[Hedonisme|nydelsen]] var målet med livet, fik han derfra. Han befandt sig derfor i første række i en intellektuel revolution, hvor fokus blev flyttet mod denne verden og menneskets erkendelse af den gennem sin [[fornuft]]. Dagligdagen og menneskenes indbyrdes forhold var nu det væsentlige i denne filosofiske strømning, frem for forholdet til guderne. Sokrates, der var en af tidens fremmeste filosoffer, sagde: ''’’Dyd er viden’’''{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} og i den ultimative harmoni mellem moral og fornuft findes menneskets sande eksistens. Antisthenes videreførte denne idé bogstaveligt og beskrev viden i den mest snævre form; at sand erkendelse kun var mulig for mennesket gennem de handlinger og valg, det selv foretog i livet. Herved udelukkede han alt andet end det, individet selv oplever i den fysiske verden; dvs. det er ikke muligt at erkende et fænomen gennem andre mennesker, men kun ved selv at opleve det. Det endelige resultat iaf denne logik var en rendyrket [[nominalisme]], og Ii sin etik blev han drevet mod en ekstrem [[individualisme]] og en afvisning af samfund, videnskab og næsten alt, hvad man i datidensden græske verden forstod ved uddannelse. På denneden baggrund anså Antisthenes definitioner og forudsigelser for enten at være forkerte eller [[tautologi]]er, han sagde fx: ''’’En hest kan jeg se, men (fænomenet) hest kan jeg ikke se’’''{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}; en definition var en [[Cirkelslutning|cirkulær]] måde at fastslå en identitet, og fx at et træ er en plantevækst var ifølge hans logik det samme som at sige, at et træ er et træ.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}

Antisthenes og hans tilhængere tog den ydersteyderst logiske konsekvens af dettedet standpunkt og ikke bare negligerede, de glæder livet bød, men anså dem for at være direkte skadelige for den frie vilje og fornuften. De mente, at rigdom, popularitet og magt nedbrød fornuftens autoritet og forvrængede sjælens natur. I stedet eksisterede et menneske kun for sin egen skyld, og målet for eksistensen var en selvindsigt og en selvrealisering, der var i overensstemmelse med dets egen fornuft og helt uafhængigt af stat og samfund. Foragt og fattigdom var på dettedet grundlag ikke længere en nedtur, men snarere en fordel, hvis det hjalp den enkelte til selvindsigt og selvkontrol ved at fjerne fokus påfra ydre ting. Det ideelle menneskeliv var frit for begær og stræben og ligesomlige som guderne selvforsynende: ''’’Lad mennesket opnå viden – eller køb et reb’’''{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}, man var ikke borger i et bestemt samfund men i verden.

Kynismen opnåede tilsyneladende stor popularitet i Rom i [[1. århundrede|1.]] og 2. århundrede e.v.tKr. Seneca og [[Lukian]] priste fx henholdsvis Demetrius og Demonax, og I Rom var kynismen både satirikerens rod og tænkerens ideal.

I kynismen var derdet principper, der blev lagt særlig stor vægt på.: Det ene var individets selvstændige og absolutte [[Moralsk ansvar|moralske ansvar]], det andet var [[Frie vilje|viljens frihed]]. Det fik [[Epictetus]] til at beskrive kynikerne som ‘’retfærdighedens kæmpere’’.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} Kynikerne fik stor betydning ved at væresom forløbere for stoikerne, og. denDen tætte forbindelse mellem de to skoler illustreres bl.a. i [[Juvenal]]s kommentar: ''’’Kynikeren adskiller sig kun fra stoikeren ved manglen på en [[tunika]]’’''.<ref>latin: ''"accipe quae contra ualeat solacia ferre et qui nec Cynicos nec Stoica dogmata legit a Cynicis tunica distantia"'', Juvenal XIII’’ (''tunika'' er ofte fejloversat med ''kappe'')</ref>