Mainframe: Forskelle mellem versioner

hard drive. I 1970 opstod begrebet '[https[://en.wikipedia.org/wiki/:Minicomputer |minicomputere]]' (bl.a. [[Hewlett-Packard]]). Senere skiftede mainframe-begrebet betydning til at skelne mellem de nyeste kommercielle modeller, og modeller med lavere kapacitet, der typisk blev anvendt i et netværk – se begrebet distribueret databehandling eller SNA – Systems Network Architecture fra slut-70-erne. Egentlige mainframes blev lanceret i 1960’erne men er siden hen blevet videreudviklet igennem flere generationer. Særligt i 1990’erne undergik mainframen en gennemgribende re-udvikling der resulterede i den mainframe vi kender i dag.

[[Fil:IBM7030 p1040280.jpg|thumb|left|IBM 7030 / mainframe fra 1961]]

Mainframes kan i dag tilføje eller ”[[Hot-swap|hot swappe]]” systemkapacitet uden at forstyrre systemfunktioner med langt større nøjagtighed end de fleste andre serverløsninger. Moderne mainframes, specielt IBMs [https[://en.wikipedia.org/wiki/:IBM_System_z |zSeries]]; System z9 og System z10 servere, er i stand til at producere to niveauer af virtualisering: Logisk opdeling (logical partitions) (LPARs via PR/SM) og virtuelle maskiner (via z/VM systemet). Mange mainframe kunder bruger to maskiner: én som deres primære datacenter, og en anden som deres back-up datacenter, som enten er helt eller delvist aktive, eller på standby – i tilfælde af at en katastrofe indtræffer og påvirker bygningen. Tests og udvikling af applikationer og disses funktion kan typisk køre på en enkelt maskine, med undtagelse af enkelte situationer hvor kapaciteten ikke nødvendigvis rækker. En installation af to mainframes vil kontinuerligt kunne udføre funktioner i tilfælde af overbelastninger. Mange kunder benytter sig af flere mainframes som er forbundet gennem Parallel Sysplex og delt DASD (i IBMs tilfælde), eller gennem delt, men geografisk spredt hard drive plads som udbydes af EMC og Hitachi. Mainframes er designet til at kunne klare meget store mængder af input og output (I/O), og repræsenterer essensen af ”throughput computing”. Siden midten af 1960’erne i forbindelse med lanceringen af IBM's 360-arkitektur har mainframe-designet inkluderet flere underordnede computere (kanaler eller perifære processorer), hvis formål er at styre I/O således at CPUs kapacitet kan fokuseres udelukkende på high speed memory. IBM 360-serien var den første serie computere, hvor interfacet til disk blev offentliggjort og standardiseret i form af veldokumenterede systemkommandoer, såkaldte CCW'er – Channel Command Words. Dette første i slutningen af 1960'erne til fremkomsten af de første kompatible, konkurrende leverandører af disk enheder (især Memorex). Håndtering af meget store databaser of filer er norm-praksis for mainframes, og rekord store gigabyte/terabyte ratioer er ikke ualmindeligt i dag. Sammenlinget med den almindelige PC, har mainframes op mod 100.000 gange så meget plads til online lagring af data, og kan få adgang til data langt hurtigere. Andre typer servere benytter sig ligeledes af throughput computing. Med hensyn til mainframes økonomiske rentabilitet eller ROI ([https[://en.wikipedia.org/wiki/:Return_on_investment |return on investment]]), afhænger dette af dens evne til at skalere og effektivt køre forskellige mængder data, reducere arbejdsomkostninger, levere uafbrudte ydelser til forretningsapplikationer, samt andre omkostningsfaktorer.

Mainframes besidder også ”udførelsesintegritet” i forbindelse med [https[://en.wikipedia.org/wiki/:Fault_tolerance |fault tolerant]] computing.Alklerede IBM 370-serien, der blev lanceret i 1971, arbejdede med single bit correction, så systemet automatisk opdagede og rettede enkeltbits fejl i memory – i modsætning til for eksempel CDC's mainframe. Tilsvarende udfører z900, z990 og System z10 serverne resultatorienterede instruktioner to gange, sammenligner resultater og vurderer eventuelle forskelle gennem genstartning af gennemløbet og failure isolation. Dernæst skiftes arbejdsbelastningen til processorne uden at de operationelle funktioner, applikationer eller brugere vil blive påvirket. Denne hardware egenskab, som HP’s nonstop systemer også besidder, er bedre kendt som ”lock-stepping”, fordi begge processorere udfører deres instruktioner i trin (læs: steps). Mange applikationer har brug for, at serverne er i stand til at udføre lock-stepping i forbindelse med eksempelvis finansiel transaktionsbehandling.

I 1980’erne blev Honeywell opkøbt af Groupe Bull og UNIVAC indgik senere som en subdivision under Sperry, som senere gik sammen med Burroughs og udgjorde Unisys Corporation i 1986. I 1991 tilfaldt NCRs ejerskab til AT&T, men aktiemajoriteten blev hurtigt købt tilbage. I denne periode, fandt andre virksomheder ud af at servere som var baseret på mikrocomputerdesign kunne installeres langt billigere, og tilbyde brugerne langt større kontrol over deres egne systemer i forhold til de daværende IT-regulationer og praksis. Terminaler som blev anvendt til interaktion mellem mainframes blev erstattet af PC’en. Dette medførte at efterspørgslen styrtdykkede, og den traditionelle mainframe blev nu hovedsageligt anvendt af finansielle - og regeringsinstutitioner. I starten af 1990’erne var der bred konsensus blandt analytikere om, at mainframes var et forældet produkt fordi mainframe-platformene i stigende grad blev erstattet af PC-netværk. [https[://en.wikipedia.org/wiki/:Stewart_Alsop_II |Stewart Alsop]] fra InfoWorld er berømt for sin udtalelse om, at der ville blive slukket for den sidste mainframe i 1996.