Heliocentrisme: Forskelle mellem versioner

I november 1572, opdagede Tycho Brahe (1546-1601) en såkaldt nova, en ny stjerne. Det var et meget stort brud med det aristoteliske verdensbillede. Da det supralunare område var uforanderligt, kunne en ny stjerne ikke opstå. Senere i 1577, så Brahe en komet på himlen. Ud fra længdeudregning, kunne han bedømme at kometen befandt sig i det supralunare område og at den havde krydset flere af planeternes baner. Dette var igen et brud på det gamle verdensbillede. Aristoteles mente jo at alt i det supralunare område, bevægede sig i cirkelrunde baner rundet om jorden, men det gjorde den komet ikke. Det supralunare område skulle også være et område, hvor intet opstod eller forgik. Kometen modbeviste også denne påstand, da man ikke havde set den før. Da Tycho havde fundet alle disse fejl i det gamle verdensbillede, blev han nødnødt til at vende sig mod dette, men han tog ikke Kopernikus’ verdensbillede til sig. Tycho mente nemlig ikke at jorden kunne bevæge sig, for hvis den gjorde det, ville man kunne måle en parallakse, og det kunne han ikke. Den manglende parallakse kunne skyldes at hans målenøjagtighed ikke var god. Hvis det var tilfældet, regnede Brahe sig frem til at afstanden fra solen til den nærmeste fiksstjerne måtte være 700 gange længden fra solen til Saturn. Dette stred imod det gamle økonomiprincip, at naturen ville ikke gøre noget unødvendigt. Ergo var det unaturligt at Gud ville have ladet så meget plads gå til spilde. Derfor kom Brahes verdensbillede til at se således ud: Jorden står stille nær universets centrum, uden om den cirkulerer solen og månen, rundet om solen cirkulerer de resterende planeter, og yderst er fiksstjernerne. Alle banerne i denne model er cirkelrunde.