Wikipedia

Peder Olivarius Bugge: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Addbot (diskussion | bidrag)
Botter
151.154 edits
m Bot: Migrerer 4 interwikilinks, som nu leveres af Wikidata på d:q1785260
Linje 1:
{{wikify}}
'''Peder''' (''Peter'') '''Olivarius Bugge''', ([[2. december]] [[1764]] i Holt ved [[Tvedestrand]] - [[6. december]] [[1849]] i [[Trondhjem]]) var en norsk Biskopbiskop og politiker, søn af provst [[Søren Bugge]] og far til [[Fredrik Moltke Bugge]].
Politiker, f. i Holt ved Tvedestrand 2. Decbr
1764, d. i Trondhjem 6. Decbr 1849, søn af provst [[Søren Bugge]].
 
Han tog 1784 filol., 1786 teol. Eksamen, 1787 Magistergraden, var 1787-90 Sognepræst paa Sjælland,
blev derefter sin Faders Efterfølger i Vanse ved Farsund, 1799-1803 Sognepræst i
Magistergraden, var 1787-90 Sognepræst paa Sjælland,
Fredericia, 1804-42 Biskop i Trondhjem. B. fandt ved sin Tiltræden til Bispeembedet dettes Sager
blev derefter sin Faders Efterfølger i Vanse
i Uorden og dets Indtægter beskaaret, hvilket havde til Følge, at han kom i Strid med
ved Farsund, 1799-1803 Sognepræst i
Kancelliet i Kbhvn, der blev Skive for den stridslystne og skarptungede Prælats bidende Kritik
Fredericia, 1804-42 Biskop i Trondhjem. B. fandt
og Spottegloser. Det endte med, at han 1813 af Kongen fik tildelt en »fortjent og alvorlig
ved sin Tiltræden til Bispeembedet dettes Sager
Irettesættelse«, medens en paatænkt Afsættelse ikke længere lod sig gennemføre, om ikke af anden Grund,
i Uorden og dets Indtægter beskaaret, hvilket
saa fordi de politiske Begivenheder i og ang. Norge snart skaffede Regeringen i Kbhvn andet
havde til Følge, at han kom i Strid med
at tænke paa. I disse Begivenheder spillede B. en fremtrædende Rolle. Han havde længe staaet
Kancelliet i Kbhvn, der blev Skive for den
i Korrespondance med Prins Christian Fredrik, og fra Jan. 1814 traadte den stærkt politisk
stridslystne og skarptungede Prælats bidende Kritik
interesserede B. i et personlig fortroligere Forhold til ham som Raadgiver og ivrig Forfægter
og Spottegloser. Det endte med, at han 1813 af
af Norges Løsrivelse fra Danmark og sin Vens Kandidatur til Norges Trone. B. var for længst
Kongen fik tildelt en »fortjent og alvorlig
en bitter Modstander af det danske Styre, stærkt paavirket af den fremspirende eng. Liberalisme,
Irettesættelse«, medens en paatænkt Afsættelse ikke
og brugte med lige saa megen Energi som Held sin Indflydelse hos Prinsen til at faa ham til
længere lod sig gennemføre, om ikke af anden Grund,
at godkende Folkets Suverænitet som Grundlag for den konstitutionelle Forfatning, hvilken
saa fordi de politiske Begivenheder i og ang.
Selvstændighedspartiet snart skulde sætte al Magt ind paa at gennemføre. Et af Aaret 1814’s mange
Norge snart skaffede Regeringen i Kbhvn andet
Grundlovsudkast (optrykt i Y. Nielsen, »Bidrag til Norges Historie 1814«, I) skyldes B., der
at tænke paa. I disse Begivenheder spillede B.
ogsaa, uden at være Medlem af Rigsforsamlingen, opholdt sig paa Eidsvold under dennes Samvær
en fremtrædende Rolle. Han havde længe staaet
der som Prinsens Gæst og Omgangsfælle. Paa det første ordentlige Storting 1815-16 mødte
i Korrespondance med Prins Christian Fredrik,
B. som 1. Repræsentant for Trondhjem og valgtes til Odelstingspræsident og Vicepræsident i
og fra Jan. 1814 traadte den stærkt politisk
Stortinget, foruden at han var Medlem af en Række vigtige Komiteer. Hos Karl Johan stod
interesserede B. i et personlig fortroligere
B. til at begynde med alt andet end i Gunst, men der gik ikke ret lang Tid, før B. havde
Forhold til ham som Raadgiver og ivrig Forfægter
forsonet sig med Monarken og de ny Tilstande, og ved Kongens Kroning i Trondhjem 7. Septbr
af Norges Løsrivelse fra Danmark og sin Vens
1818 holdt B. en Tale, der noksom viste, hvilket overvældende Indtryk Karl Johan’s
Kandidatur til Norges Trone. B. var for længst
Personlighed havde gjort paa ham, men som indbragte den for Tvetungethed mistænkte Prælat
en bitter Modstander af det danske Styre, stærkt
demonstrativt Mishag fra hans Medborgeres Side, idet de samme Aften slog hans Vinduer ind.
paavirket af den fremspirende eng. Liberalisme,
Krænket og misfornøjet trak B. sig herefter tilbage fra Politikken. Hans Holdning til det norske
og brugte med lige saa megen Energi som Held
Kirkedepartement blev efterhaanden præget af den samme Stridbarhed, udløst i uærbødig Vid
sin Indflydelse hos Prinsen til at faa ham til
og Spot, som havde dikteret hans Optræden lige over for det danske Kancelli; men hans
at godkende Folkets Suverænitet som Grundlag
Autoritet var efterhaanden blevet svækket, og 1842 blev han lemfældig tvunget til at søge
for den konstitutionelle Forfatning, hvilken
sin Afsked. B., der i yngre Aar tilhørte den rationalistiske Retning, blev med Aarene stærkt
Selvstændighedspartiet snart skulde sætte al Magt
paavirket af Herrnhutismen og gav sig mere og mere hen til Missionering i pietistisk Aand med
ind paa at gennemføre. Et af Aaret 1814’s mange
Bibellæsninger og Opbyggelsesmøder. B. var en sjælden rigt udrustet Personlighed, rig ogsaa
Grundlovsudkast (optrykt i Y. Nielsen, »Bidrag
paa Karaktermodsætninger; med tilsyneladende Skaanselsløshed i sin Dom over dem, der
til Norges Historie 1814«, I) skyldes B., der
kom ud for hans Kritik, var han mild og hjælpsom indtil den højeste Selvopofrelse lige over
ogsaa, uden at være Medlem af Rigsforsamlingen,
for dem, der søgte ham af Nød ell. som Sjælesørger. Selv usædvanlig lærd, bl.a. Latiner paa
opholdt sig paa Eidsvold under dennes Samvær
sin Hals, var han en varm Ven af de klassiske Studier og af en grundig teol. Dannelse;
der som Prinsens Gæst og Omgangsfælle. Paa
1803-15 var han Vicepræses, 1815-20 Præses i Videnskabernes Selskab i Trondhjem. En Række
det første ordentlige Storting 1815-16 mødte
interessante Breve fra B., udgivne af M. Birkeland i »Bidrag til Norges Historie 1814« (1858),
B. som 1. Repræsentant for Trondhjem og
valgtes til Odelstingspræsident og Vicepræsident i
Stortinget, foruden at han var Medlem af en
Række vigtige Komiteer. Hos Karl Johan stod
B. til at begynde med alt andet end i Gunst,
men der gik ikke ret lang Tid, før B. havde
forsonet sig med Monarken og de ny Tilstande,
og ved Kongens Kroning i Trondhjem 7. Septbr
1818 holdt B. en Tale, der noksom viste, hvilket
overvældende Indtryk Karl Johan’s
Personlighed havde gjort paa ham, men som indbragte
den for Tvetungethed mistænkte Prælat
demonstrativt Mishag fra hans Medborgeres Side, idet
de samme Aften slog hans Vinduer ind.
Krænket og misfornøjet trak B. sig herefter tilbage
fra Politikken. Hans Holdning til det norske
Kirkedepartement blev efterhaanden præget af
den samme Stridbarhed, udløst i uærbødig Vid
og Spot, som havde dikteret hans Optræden
lige over for det danske Kancelli; men hans
Autoritet var efterhaanden blevet svækket, og
1842 blev han lemfældig tvunget til at søge
sin Afsked. B., der i yngre Aar tilhørte den
rationalistiske Retning, blev med Aarene stærkt
paavirket af Herrnhutismen og gav sig mere og
mere hen til Missionering i pietistisk Aand med
Bibellæsninger og Opbyggelsesmøder. B. var en
sjælden rigt udrustet Personlighed, rig ogsaa
paa Karaktermodsætninger; med
tilsyneladende Skaanselsløshed i sin Dom over dem, der
kom ud for hans Kritik, var han mild og
hjælpsom indtil den højeste Selvopofrelse lige over
for dem, der søgte ham af Nød ell. som
Sjælesørger. Selv usædvanlig lærd, bl.a. Latiner paa
sin Hals, var han en varm Ven af de klassiske
Studier og af en grundig teol. Dannelse;
1803-15 var han Vicepræses, 1815-20 Præses i
Videnskabernes Selskab i Trondhjem. En Række
interessante Breve fra B., udgivne af M.
Birkeland i »Bidrag til Norges Historie 1814« (1858),
kaster Lys over ham som Menneske og Politiker.
(Litt.: B.’s nedenn. Søn F. M. B., »Charakteristiske Træk af Biskop B.’s Liv og
Virksomhed« [1851]; D. Thrap, »Fra Biskop B.’s Haand« [1886; heri ogsaa den famøse Kroningstale]).
»Charakteristiske Træk af Biskop B.’s Liv og
Virksomhed« [1851]; D. Thrap, »Fra Biskop B.’s
Haand« [1886; heri ogsaa den famøse Kroningstale]).
 
== Kilder ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Peder_Olivarius_Bugge"