Versionen fra 14. jul. 2006, 03:01 redigér RobotQuistnix (diskussion \| bidrag) 116.785 edits m robot Ændrer: id:Glossolalia ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 16. jul. 2006, 17:31 redigér fjern redigering Pinnerup (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 2.244 edits Omskrev for at gøre den mere generel. Gå til næste forskel →
Linje 1: '''Tungetale''' eller '''glossolali''' betegner helt eller delvist uforståelige lyde, som frembringes i en art [[religion\|religiøs]] ekstase og som ofte tolkes som en [[guddom]]s tale gennem den eksalterede. Glossolali kendes fra mange kulturer og religioner verden over, men i [[Danmark\|dansk]] kontekst kendes glossolali primært i form af den tungetale, der praktiseres i visse kristne bevægelser, særligt [[pinsebevægelsen]]. ~~'''Tungetale''' beskrives i [[Bibelen]] som et sprog, [[Jesus\|Jesu]] [[discipel\|disciple]] talte, efter at de var blevet fyldt med [[Helligånden]], efter at Jesus var blevet korsfæstet og begravet.~~ ~~Han “gav dem Helligånden”, så de kunne holde kontakt med ham og [[Gud]].~~ ==Alment religionshistorisk== ~~Tungetale beskrives som et sprog, som den enkelte person taler direkte med Gud.~~ Glossolali ses ofte i forbindelse med besættelse eller profetisk henrykkelse, hvor guddommen taler gennem en af sine tilhængere, ofte med det formål at give varsler eller advarsler, således f.eks. præstinden [[Pythia]], der fungerede ved [[Apollon]]s [[orakel]] i [[Delfi]] i det gamle [[Grækenland]]; tilsvarende ses i dag fx i en [[hindu]]istisk kontekst, hvor højdepunktet for en religiøs festival kan være, at en guddom tager bolig i den pågældende [[præst]] eller [[præstinde]] og for en stund taler gennem denne. Sproget er normalt uforståeligt for andre, så der kræves en oversættelse, som det praktiseres i forskellige [[protestantisme\|protestantiske]] kirker som [[Pinsekirken]], [[Apostolsk Kirke]] med flere. ==Kristendom== I kristen kontekst kendes fænomenet særligt fra [[Pinsekirken]], men også fra [[Apostolsk kirke]] og andre såkaldte "karismatiske" kristne kredse, der opfatter tungetale som en naturlig følge af den "dåb ved [[Helligånden]]", som enhver troende bør efterstræbe. Denne forestilling baseres på en passus i [[1. Korinterbrev]] kap. 12-14, hvor [[Paulus]] nævner evnen til at tale i tunger som en nådegave, der på grund af Helligåndens udgydelse er udbredt i menigheden. Tungetalen siges her at være uforståelig for andre end Gud, hvorfor den kun tjener til opbyggelse for den, der taler i tunger, hvorfor Paulus kritiserer dens brug i forsamlingssammenhæng, hvis ikke der samtidig er en person, der har nådegaven til at tolke en sådan tungetale, så den kan komme de forsamlede til gavn. Ifølge en anden gængs opfattelse er tungetale imidlertid ikke blot uforståelig tale, men kan også give sig udtryk deri, at den tungetalende faktisk ved Helligåndens mellemkomst taler et fremmed [[sprog]], som han ikke ellers kan tale. En sådan opfattelse finder sit grundlag i beretningen om "[[pinseunderet]]" i [[Apostlenes Gerninger]] kap. 2, hvor [[Jesus af Nazareth\|Jesu]] [[disciple]] er forsamlede efter hans død og pludselig oplever "tunger af ild" flyve ned fra himlen og sætte sig på dem, hvorefter de bliver i stand til at forkynde det kristne evangelium for de omkringstående folks egne tungemål. [[Kategori:Kristendom]] [[Kategori:~~Sprogforskning~~Religionsvidenskab]] [[de:Zungenrede]]

Tungetale: Forskelle mellem versioner