Johann Hartwig Ernst von Bernstorff: Forskelle mellem versioner

[[Fil:JohanJohann Hartvig Ernst Bernstorff.jpg|thumb|250px|right|JohanJohann Hartvig Ernst Bernstorff malet af [[Peder Als]].<br />Portrætsamlingen på [[Frederiksborg Slot]]]]

([[1749]]) og samtidig også hidførte [[mageskifte]]traktaten ([[1750]]) med den svenske tronfølger [[Adolf Frederik af Sverige|Adolf Frederik]]. Det var også under Paris-opholdet, at Bernstorff lagde grunden til sin senere betydelige bogsamling, bestående af de nyeste bøger indenfor genrerne historie, statsvidenskab og skønlitteratur, og mange dyre pragtværker. I [[1803]] erhvervedes en del af samlingen af [[detDet Kongeligekongelige Bibliotek]], hvor de i dag kan kendes på det bernstorffske [[super-exlibris]] som de alle er forsynet med.<ref>Palle Birklund et al. (red.), ''Nordisk Leksikonleksikon for Bogvæsen'', Nyt Nordisknordisk Forlag, bind 1, 1951, s. 61.</ref>

Den gangDengang Bernstorff skulle sendes til Frankrig, skrev den franske statsafsendingstatsudsending i [[København]] til sin regering med afgjort uvilje om ham. Hans hannoveranske byrd gjorde ham i den mistænksomme franske diplomats øjne til en farlig person, der havde [[England|engelske]] sympatier, og med den i den diplomatiske verden ganske almindelige letfærdighed i domme forberedte han sin regering på, at Bernstorff var "''en lidet paalidelig Karakter''" og så meget mere farlig, som han var "''dygtig, af et vindende Væsen og elskværdig i Selskabslivet''". Det blev kun disse sidste egenskaber, man kom til at gøre bekendtskab med i [[Paris]], thi han var i virkeligheden såre langt fra at være fjendtlig stemt imod Frankrig, og den franske udenrigsminister fik i sine [[depeche]]r til statsafsendingen i København lejlighed til ikke alene at fremhæve den store "Veltalenhed", som Bernstorff kunne udfolde i sine forhandlinger med ham, men også til at omtale hans fremragende begavelse, behageligheden ved at forhandle med ham ("sa douceur") og den ubegrænsede tillid og højagtelse, han selv havde for ham.

Lige siden [[Den Storestore Nordiskenordiske Krig]] var der blevet arbejdet på at sikre, hvad der var vundet ved denne krig, nemlig den gottorpske del af [[Slesvig]], og spørgsmålet om, hvorledes en endelig udjævning af striden med [[Slesvig-Holsten-Gottorp|huset Gottorp]] kunne bringes til veje, havde været alvorlig oppe. Mageskiftetraktaten med den svenske tronfølger Adolf Frederik 1750 var det sidste skridt på denne bane. Derimod var et forsøg, der samtidig var gjort på at komme til en lignende afgørelse med chefen for den ældre gottorpske linje, den russiske tronfølger hertug [[Peter 3. af Rusland|Carl Peter Ulrik]], ganske slået fejl. Opgaven måtte blive for Bernstorff at vinde et heldigere resultat over for denne linje, og han viede med trofasthed og talent sit liv dertil.

I nøje forbindelse med den gottorpske sag stod spørgsmålet om magtens fordeling i Norden. Siden [[Rusland]] efter den store nordiske krigs slutning ikke alene var blevet den overlegne stat ved [[Østersøen]], men også den magt, til hvis hjælp gottorperne ivrigst bejlede, havde tanken om det nødvendige i et godt forhold imellem de [[Skandinavien|skandinaviske]] stater for det meste haft råderum hos regeringen i København, især fra Christian 6.’ss tid. Atter her optog Bernstorff den foregående tids politik. Uheldigvis havde denne sunde og forstandige stræben store hindringer at besejre, dels ved de levninger af det gamle nationalhad, der havde holdt sig på begge sider af [[Øresund]], dels derved, at også her gottorpernes had til Danmark greb forstyrrende ind. Da Adolf Frederik besteg tronen i [[Sverige]], var hans stemninger i så henseende kun alt for godt kendte, og de næredes end mere af hans herskelystne, intrigante dronning, [[Lovisa Ulrika af Preussen|Louise Ulrikke]]. Kun nødtvungne havde de samtykket i mageskiftet af 1750, og med ikke mindre vrangvilje var de gåede ind på at lade deres ældste søn Gustav, den senere [[Gustav 3. af Sverige|Gustav 3.]], der dengang kun var 5 år gammel, blive trolovet med den

jævnaldrende danske prinsesse [[Sofia Magdalena af Danmark|Sophie Magdalene]], Frederik 5.’ss Datter.

Samtidig med at Bernstorff havde sådanne opgaver at løse, kom han til at se den ene store europæiske forvikling efter den anden krydse hans veje, store begivenheder indtraf, der stærkt lagde beslag på opmærksomheden, forudsætninger, som det havde været naturligt at gå ud fra, bristede, hvad der havde gjaldt som det naturlige og sikreste alliancesystem, slog fejl, og nye midler måtte gribes for at nå målet. Bernstorff viste sig under alt dette som en overlegen statsmand. Han havde en sindets ligevægt, der aldrig svigtede, en sejhedsejghed, som ikke slappedes ved skuffelser og uventede hindringer, et fint politisk instinkt til at gætte sig af lidt til sagernes rette sammenhæng, stor omtanke og forsigtighed ved afslutning af overenskomster, en betydelig årvågenhed, således at han kastede øjnene til alle sider, en ualmindelig arbejdsdygtighed, endelig en rig ånd, som hele tiden forstod at skabe udveje og at knytte nye tråde, når de gamle brast. Ja, det var næsten, som om han æggedes ved vanskeligheder, og som om han fandt en nydelse i nye kombinationer. Det 18. århundrede var en gylden tid for diplomatiets kunster med konstant nye forsøg på at skabe alliancesystemer og koalitioner under den række af store krige, der fulgte hverandre i hælene. Bernstorff havde så at sige en dygtig kunstners selvbevidsthed på dette område; men da han af princip fordømte enhver krig, der ikke var nødvendig som forsvarskrig, var han allerede for så vidt oplagt til kun at bruge diplomatiens midler for at opnå en fredelig afgørelse af de forskellige stridsspørgsmål; og da det var faldet i hans lod at blive leder af en stat med forholdsvis svage kræfter, var han også herved mest henvist til at forsøge, hvad der kunne udrettes ad underhandlingers vej. Det er vel endog et spørgsmål, om han ikke har haft vel optimistiske forhåbninger i så henseender og troet, at noter og depecher kunne strække til, hvor der i virkeligheden behøvedes et kraftig ført sværdhug.