Stenografi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 11:
i det daglige Liv, og efterhaanden som Trangen til en saadan praktisk alm. Nytteskrift er vokset, er der ogsaa stillet større og større Krav til S.’s Nøjagtighed, Letlæselighed, Konsekvens og Letfattelighed.
Det ældste Spor af S. findes i Grækenland. En 1883 fundet Marmorindskrift fra Midten af 4. Aarh. f. Kr. indeholder Regler for en S., som adskillige tilskriver Historikeren og
Hærføreren Xenofon, andre Filosoffen Aristoteles ell. Statsmanden Archinos. Særlig fra det sidste Aarh. f. Kr. indtil 4. Aarh. e. Kr. blev S. under Navn af »Tachygrafi« (Hurtigskrift)
anvendt i Grækenland, bl.a. i den gr. Kirkes Tjeneste og ved Konciler. Den var en Slags Stavelsesskrift, ɔ: hver Stavelse blev skrevet for sig, og Bogstaverne føjedes saaledes sammen,
at hver Stavelse saa vidt muligt blev gengivet ved ét træk.
Line 53 ⟶ 50:
skrive Vokalerne sammen med Konsonanterne blev Forbilledet for de senere franske systemer.
Heldigere med sit Tegnvalg var dog [[Louis Félix Conen de Prépean |Conen de Prépéan]] (1813), hvis system simplificeredes
1822 af [[Aimé Paris]] (1798-1866). 1884 føjede Senatsrevisor [[Louis Prosper Guénin|Prosper Guénin]]
(1843—1908) en Forkortelseslære til Aimé Paris’ opr. uforkortede System. I denne Form
repræsenteres Systemet af Société de sténographie Aimé Paris med Revue de st. som Organ. — Taylor’s
Line 61 ⟶ 58:
(1828—92). Prévost-Délaunay’s System benyttes af de fleste fr. Fagstenografer. Det har ikke forsk.
Trin, men kun een Skriftform, degré rapide. Organer: Association sténographique unitaire
og Tidsskriftet L’unité sténographique. [[Émile
er dog det mest udbredte, særlig i det daglige Liv og i Skolerne i Frankrig og i de
fransktalende Lande. Organer: l’Institut Sténographique de France og Tidsskriftet Le Sténographe illustre.
Line 72 ⟶ 69:
dette Systems Forbedringer, der har fundet den største Anvendelse.
I Tyskland udgav 1678 Ramsay et System, 1796 kom Mosengeil’s og 1797 Horstig’s — alle efter eng. Mønster. 1834 udkommer Gabelsberger’s S. Dette er det
første Skriftsystem, der finder Indgang, og det grafiske Princip har derefter fuldstændig fortrængt de geometriske Systemer fra de
tysktalende Lande og Skandinavien. Allerede 1839 oprettedes i Dresden et »kgl. stenografisk Institut« (nu »Stenographisches Landesamt«), som
indtil 1925 har arbejdet for Gabelsberger’s S., men nu virker for den tyske Rigs-Einheitskurzschrift. 1854 indførtes Gabelsberger’s S. med
Udelukkelse af alle andre Systemer som Undervisningsfag i Seminarierne og de højere Skoler i Bayern, 1870 i Østerrig og 1873 i
Sachsen. I disse Lande blev dette System derfor saa godt som det eneste, der benyttedes. Gabelsberger’s System overførtes til de
fleste europæiske Sprog og benyttes som Referentstenografi i mange Parlamenter, dels udelukkende, dels ved Siden af andre Systemer.
Det System, Gabelsberger udgav, var genialt; det indeholdt en Mangfoldighed af Maader at betegne Vokalerne paa, snart ved Forandring
i Konsonanternes Form, snart ved Forskydning af deres Stilling til hinanden, snart i Forlyden, snart i Baglyden, undertiden paa et helt andet
Sted, end hvor Vokalen lyder, ell. den udelades fuldstændig, ligesom adskillige Konsonanter udelades i nogle Ord, medens de skrives i
andre. 1857 revideredes Gabelsberger’s S. første Gang (ved Dresden-Beslutningerne), 1895 ændredes den anden Gang (ved
Wien-Beslutningerne). 1902 spaltedes den gabelsbergerske S. i to Systemer, idet et Flertal af Systemets Tilhængere i Berlin vedtog ny, gennemgribende
Forandringer, medens et Mindretal — hvoriblandt særlig Østerrigerne — holdt paa den ældre Form. 1921 fandt dog atter en Sammensmeltning Sted.
1841 udgav Stolze en S., særlig med det Maal for Øje, at den skulde kunne blive alm. Brugsskrift. Dette System vandt stor
Udbredelse, særlig i Nordtyskland, indtil det 1897 gik op i »Einigungssystem Stolze—Schrey« (se Stolze og Schrey). Det benyttedes dog længe i
den preuss. Landdag og den tyske Rigsdag i en af Steinbrink ændret Form, samt i fl. a. Parlamenter. Af andre Systemer, der følger de af
Gabelsberger og Stolze angivne Principper, maa nævnes Faulmann’s Phonographie (1875) i Østerrig, Lehmann’s Stenotachygraphie (1875),
og frem for alt Schrey’s 1887. Sidstnævnte S.’s Tilhængere enedes 1897 med største Delen af Stolzeanerne om et Fællessystem, »Vereinfaehte
deutsche Stenographie«, der nu er eneraadende i det tysktalende Schweiz og det mest udbredte i Nordtyskland; det er overført paa mange
andre Sprog og anvendes dels udelukkende, dels ved Siden af andre Systemer i en Række parlamentariske Forsamlinger.
1850 udgav Arends en S., der gaar en ny Vej, idet han skriver Vokalerne udtrykkelig. Andre »vokalskrivende« Systemer er udg. bl.
a. af Roller 1875, J. Brauns 1888, A. & F. Kunowski 1893, Scheithauer 1896. 1898 sluttede en Del af de vokalskrivende
Systemer sig sammen om Kunowski’s »Nationalstenographie«, der er yderst simpel og let at lære; den har den Ejendommelighed, at
Vokalerne betegnes ved Nedstreger, der alle ender lige, medens Konsonanterne betegnes ved Opstreger, der til Dels begynder med Buer,
som da sammensmeltes med den forudgaaende Vokals Slutningstræk.
Fra 1906—24 har der været ført Forhandlinger mellem Repræsentanter for de forsk. (i alt 11) tyske Stenografiskoler, i de senere Aar
under Forsæde af en Repræsentant for Rigsregeringen. 1918 enedes vedk. Udvalg om to Systemudkast, et Flertalsudkast med Stolze-Schreysk
r og væsentlig Stolze-Schreysk Konsonantbetegnelse, og et Mindretalsudkast med Gabelsbergersk r og deraf flg. væsentlig Gabelbergersk
Konsonantbetegnelse, begge Udkast dog med nærmest Stolze-Schreysk Vokalisation. Efter at disse Udkast 1922 var blevet yderligere
gennemarbejdet, vedtog det tyske Rigsdagsflertal Maj 1925 — under Protest fra samtlige Stenografiskoler med Undtagelse af den
Gabelsbergerske — at det sidstnævnte Udkast skal indføres som Enhedssystem i alle tyske Stater, og der maa derefter kun undervises i dette System i
Skolerne. Gabelsbergerforbundet vedtog paa sin Kongres i München Aug. 1925 med overvældende Flertal herefter at arbejde for Udbredelsen
af dette ny System. Samtlige øvrige Stenografiskoler med Stolze-Schrey’s og Nationalstenographie i Spidsen har derimod afvist
Rigs-Enhedssystemet, der i St f. at burde betyde et Fremskridt staar langt tilbage for flere af de andre Systemer baade i Tydelighed og i Enkelhed.
I Holland bruges baade geometriske og Skriftsystemer. Sommerhausen-Steger’s geometriske System paa Aimé Paris’ Grundlag
var fra 1852—1907 det eneste, der brugtes i det hollandske Parlaments Stenografbureau; de Haan’s Overførelse af Pitman (1886) o. a.
geometriske Systemer fik kun ringe Udbredelse. — De nyere Skriftsystemer (Overførelser af Stolze’s S. ved Wéry 1889, af Scheithauer’s
ved Riënts Balf 1897 og Pont 1904 samt særlig A. W. Groote’s originale System fra 1899) er nu de mest anvendte, og særlig da Groote’s,
der benyttes af c. Halvdelen af Generalstaternes Stenografer.
I andre — her ikke nævnte — Lande uden
Line 205 ⟶ 125:
bedste S.-System, som Regeringen 1920 udskrev.
Sverige er det Land, i hvilket S. allerførst anvendtes til Rigsdagsprotokoller, idet J.
Svan fra 1671—88 stenograferede Rigsraadsforhandlingerne. 1825 udkom
Silfverstolpe’s og Hjerta’s S., 1847 Götrek’s; alle disse var geometriske ligesom Taube’s 1852.
Senere overførtes Gabelsberger’s og 1880 Arends’ S. paa Svensk. 1889 fremkom W.
Brauns med sit til J. Brauns’ tyske svarende System. 1892 udgav O. W. Melin en S.,
som simpelt hen sammenføjer Bogstaverne uden særlige Regler og saaledes er det letteste af de
sv. Systemer. Det har meget hurtigt vundet stor Udbredelse der, og er navnlig
Undervisningsfag i praktisk taget alle sv. Handelsskoler. I Rigsdagen er saavel Arends’,
Gabelsberger’s som Melin’s System anvendt, desuden ogsaa Hugo Reuter’s højst originale, men kun lidet udbredte, vokalskrivende sv. System.
I Norge udarbejdede Paludan 1852 paa Grundlag af de i Sverige brugte Systemer et geometrisk System, afpasset efter det norske
Sprog. Siden 1857 er der leveret stenografiske Referater af Stortingets Forhandlinger. De første Stortingsstenografer var uddannede af
Paludan efter det af ham udarbejdede System. Men 1868 indførte Cappelen Gabelsberger’s System i en Form, der paa Grundlag af den af
Dessau for Dansk foretagne Bearbejdelse var afpasset efter det norske Sprog, og som 1909 er forbedret af Paulsen. Andre Systemer
spiller ingen nævneværdig Rolle i Norge, hvor S. endnu hovedsagelig kun benyttes som Referentskrift.
I Danmark offentliggjorde P. E. Rasmussen 1812 en »Dansk Kortskrivning«, der dog nok lige saa lidt som Sønderjyden P. Chr.
Koch’s S. (1848) ell. A. Fich’s Overførelse af Bertin’s System (1850) fik praktisk Betydning. I den grundlovgivende Rigsforsamling fungerede
den norske Stenograf Paludan og nogle af hans Elever, af hvilke enkelte var ansatte i Rigsdagen i en lang Aarrække. 1849 indførtes
Gabelsberger’s S. i Danmark og i Rigsdagen af D. Dessau, og dette System var eneraadende indtil 1892—93, i hvilke Aar der udkom
Overførelser af Arends’ S. (af Shårengrad) og Duployé’s S. (af Brandt), som dog ingen Udbredelse fandt, hvorimod A. Worms’
»Letfattelig dansk S.«, der blev udg. s. A. paa Grundlag af Schrey’s System (se ovf.) snart vandt mange Tilhængere.
1908 gennemførte »Det danske Gabelsberger-Stenograf-Selskab« under Ledelse af Chr. Christiansen og P. K. Stibolt en gennemgribende Ændring af Gabelsberger’s
System, og denne reviderede Form er nu praktisk talt alle Vegne anerkendt, idet der kun faa Steder fremdeles undervises efter det (næsten)
uforandrede Gabelsberger-Dessau’ske System. Gabelsberger’s og Worms’ Systemer tæller omtrent lige mange Dyrkere i Danmark; dog blev
det først 1922 blevet tilladt at anvende sidstnævnte i Rigsdagen.
== Kilder ==
| |||