A.U. Bååth: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 3:
'''Albert Ulrik Bååth''' ([[13. juli]] [[1853]] i [[Malmö]]—[[2. august]] [[1912]] i [[Göteborg]]) var en [[Sverige|svensk]] [[digter]]. Han var bror til [[Cecilia Bååth-Holmberg]].
 
Bååth blev [[student]] i [[Lund]] [[1871]], [[Dr. phil.]] [[1884]], var en tid lærer ved [[folkehøjskole]]n "Hvilan" og studerede i [[København]] som [[Tegnér]]-[[Oehlenschläger]]sk [[stipendiat]]. Han blev [[1891]] [[ansat]] ved [[Göteborgs Museum]] og samme år [[docent]] i [[oldnordisk litteratur]] ved [[Göteborgs Højskole]]. Omtrendt samtidig med at [[Strindberg]] med ''[[Röda Rummet]]'' og [[Anne Charlotte Leffler|fru Edgren]] med ''Ur lifvet'' indledede den [[Realisme (litteratur)|realistiske]] periode i [[svensk litteratur]], fremtrådte Bååath med sine første [[digtsamling]]er ([[1879]] og [[1881]]). Han tilhører også realismen i kraft af sine skildringers sanddruhed og ærlighed, men i hele sit livssyn slutter han sig nærmere til sin ven, [[Viktor Rydberg]]s [[idealisme]]; en varm medfølelse for livets stedbørn, en stræben efter at hæve dem, kendetegner hele hans gerning. Han er en
sit Livssyn slutter han sig nærmere til sin Ven, V. Rydberg’s Idealisme; en varm Medfølelse for Livets Stedbørn, en Stræben efter at hæve dem, kendetegner hele hans Gerning. Han er en
ægte lyrisk Begavelse, og han synger helst om sin Hjemstavn Skaane, ikke mindst om den skaanske Almue. Af hans senere Digtning kan nævnes: »Vid allfarväg« (1884), »På gröna stigar«
(1889), »Svenska toner« (1893) samt to større episke Digte »Marit Vallkulla« (1887) med Emne fra Hekseprocesserne i Dalarne og »Kärlekssagan på Björkebärga« (1892) om L. Wiwallius. B. har