Wikipedia

Amerikanske uafhængighedskrig: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Fjerner version 7456704 af 85.218.166.41 (diskussion)
Linje 58:
 
== Krigen i nord 1775–1777 ==
´
=== Massachusetts ===
[[Fil:Battle of bunker hill by percy moran.jpg|thumb|300px|[[Slaget ved Bunker Hill]]]]
{{Uddybende|Bostonfelttoget}}
 
Før krigen havde [[Boston, Massachusetts|Boston]] været hjemsted for meget af revolutionsaktiviteten, som førte til, at lokalregeringen i Massachusetts blev afsat af [[Storbritanniens parlament]] i [[1774]]. Folkelig modstand mod disse tiltag gjorde, at de nylig udnævnte kongelige embedsmænd i Massachusetts måtte gå af eller søge tilflugt i Boston. Generalløjtnant [[Thomas Gage]], som var den britiske øverstkommanderende i Nordamerika, havde kommando over fire britiske regulære [[regiment]]er (omkring 4.000 mand) fra sit hovedkvarter i Boston, men landområderne havde de revolutionære kontrol over.
 
john Hitler (20. april 1889 i Braunau am Inn, Østrig-Ungarn – 30. april 1945 i Berlin, Tyskland) var en tysk politiker og senere diktator.
Natten til den [[18. april]] [[1775]] sendte general Gage 900 mand for at tage våbenudstyr fra militsen ved [[Concord (Massachusetts)|Concord]] i Massachusetts. Ryttere advarede landsbyen, og da de britiske tropper ankom til [[Lexington, Massachusetts|Lexington]] om morgenen [[19. april]], mødte de 75 [[minutemen (milits)|minutemen]] ved landsbyens fællesareal. En skududveksling fulgte, og briterne flygtede til Concord, hvor det blev til flere sammenstød. Inden briterne begyndte at trække sig tilbage til Boston, var tusindvis af minutemen ankommet til sammenstødsområdet og påførte briterne svære skader. [[Slagene ved Lexington og Concord]] var starten på krigen.
 
Fra 1921 var han "fører (Führer)" for Det nationalsocialistiske tyske Arbejderparti, fra 1933 rigskansler og fra 1934 "fører og rigskansler" og dermed på en gang regeringschef og statsoverhoved for Nazi-Tyskland, af nazisterne kaldt "det tredje rige". Han var østriger af fødsel, men flyttede til Tyskland i 1913 og blev tysk statsborger i 1932, hvor han, efter at have deltaget i 1. verdenskrig, engagerede sig aktivt i politik for Deutsche Arbeiterpartei, der senere blev til NSDAP.
Militsen rykkede derefter frem mod Boston og [[belejringen af Boston|belejrede Boston]], de britiske styrker fik forstærkning på omkring 4.500 soldater ad søvejen. [[17. juni]] 1775 erobrede britiske styrker under general [[William Howe]] Charlestown-halvøen i [[slaget ved Bunker Hill]]. Amerikanerne trak sig tilbage, men de britiske tab var så alvorlige at angrebet ikke blev fulgt op. Belejringen var ikke brudt, og Gage blev snart erstattet af Howe som britisk øverstkommanderende.
 
Ved brug af propaganda og karismatisk tale appellerede han især til arbejder- og middelklassens følelse af afmagt i en økonomisk problematisk periode, og henvendte sig samtidig til de store nationalistiske, antisemitiske og antikommunistiske bevægelser og strømninger, der var til stede i Weimarrepublikken. Dermed formåede han at bringe sit parti frem til magten i 1933, hvorefter han kunne indsætte sig selv som rigskansler og sidenhen fører, og dermed indføre det nationalsocialistiske diktatur. Det nazistiske diktatur betød afskaffelse af fagforeningerne, fastfrysning af lønningerne, indførelse af censur og systematiske forfølgelser af jøder, Jehovas Vidner, sigøjnere, kommunister, homoseksuelle og ateister,[1] samt fysisk og psykisk handicappede. Udryddelserne varede helt frem til Nazi-Tysklands endelige nederlag til sovjetiske, britiske og amerikanske styrker i 1945, hvor Hitler begik selvmord i førerbunkeren, Berlin.
Den nylig udnævnte general Washington ankom udenfor Boston i juli 1775, for at overtage ledelsen af kolonistyrkene og for at organisere den kontinentale armé. Stilstanden fortsatte gennem efteråret og vinteren. Tidligt i marts 1776 blev tunge [[kanon (våben)|kanoner]] som patriotene havde taget ved [[erobringen af Fort Ticonderoga|Fort Ticonderoga]] placeret på [[Befæstningen af Dorchester Heights|Dorchester Heights]], et højdedrag hvorfra der var udsigt over de britiske stillinger. Howes situation var nu umulig og briterne [[evakueringsdagen (Massachusetts)|evakuerede byen]] den [[17. marts]] 1776 og søgte midlertidig tilflugt i [[Halifax, Nova Scotia]]. Washington overtog det meste af den kontinentale hær for at befæste [[New York City]].
 
Under Hitlers 12-årige ledelse blev Tyskland omdannet til et tysk rige, fuldstændig underlagt nationalsocialismens ideologi, der krævede komplet magt over det enkelte menneske og førte politik efter en skrap racelære. Hitler og hans parti forbød alle oppositionsgrupper, forfulgte politiske modstandere, umyndiggjorde først og dræbte sidenhen en stor del af de europæiske jøder, sammen med andre religiøse og etniske mindretal, og fremprovokerede i forsøget på yderligere at udbrede det tyske herredømme 2. verdenskrig.
 
 
 
Indholdsfortegnelse [skjul]
1 Barndommen i Linz (1889-1907) 1.1 Familiebaggrund
1.2 Barndom og skolegang (1889-1907)
 
2 Ung mand i Wien og München (1907-1913) 2.1 Eskapist i Wien
2.2 München og forløsningen gennem krigen
 
3 1. verdenskrig (1914-1918)
4 Hitlers vej til magten (1918-1933) 4.1 Deutsche Arbeiterpartei
4.2 Kupforsøg og fængselsstraf
4.3 Ny chance og endeligt gennembrud for Hitler og hans parti
4.4 Hitlers vej til kanslerembedet
 
5 Hitler som diktator frem til 2. verdenskrig (1933-1939) 5.1 Overgangen til diktatur
5.2 Afskaffelsen af SA
5.3 Oprustning og ekspansiv udenrigspolitik
 
6 Hitler under 2. verdenskrig (1939-1945) 6.1 Hitler og krigsforløbet
 
7 Sidste angrebsforsøg og efterfølgende ragnarok 7.1 Hitlers endeligt i Førerbunkeren
 
8 Modstand mod Hitler og hans regime 8.1 Attentater
 
9 Hitlers indflydelse på jødeudryddelsen og den nazistiske antisemitisme 9.1 Forfølgelsen af jøderne under Hitler 9.1.1 Eutanasiprogrammet
 
 
10 Litteratur 10.1 Hitlers egne værker 10.1.1 Selvbiografi, manifest, testamenter og private dialoger/monologer
10.1.2 Taler
 
10.2 Litteratur om Hitler
 
11 Referencer
12 Eksterne henvisninger
 
 
Barndommen i Linz (1889-1907)
 
Uddybende Uddybende artikel: Adolf Hitlers barndom (1889-1907)
 
Familiebaggrund
 
 
 
 
Hitlers stamtræ
Adolf Hitler blev født i den lille nord-østrigske grænseby Braunau am Inn (Oberösterreich) lige op ad det tyske Bayern og ikke langt fra Bøhmen, det nuværende Tjekkiet. Efternavnet Hitler har varieret i stavemåderne Hüttler, Hiedler, Hittler, Hidtler, Heidlahr og Hitler; et slægtsskab med det tjekkiske Hidlar hhv. Hidlarcek er overvejende sandsynligt. Adolf Hitler var den fjerde i en søskendeflok på seks fra faderens tredje ægteskab. Hans far var toldfuldmægtig Alois Hitler, og moderen var hans indgiftede niece Klara, født Pölzl. Af de seks søskende var det kun Adolf og hans søster Paula, der overlevede til de blev voksne. Hitler havde katolske forældre, men frafaldt selv troen sent i sine teenageår.
 
Alois Hitler havde yderligere en uægte søn (Alois junior) og datter (Angela) fra sit andet ægteskab.
 
 
 
 
Alois Hitler, født Schicklgruber (1837-1903) var Adolf Hitlers far.
I Mein Kampf skildrede Hitler sin far som en tyran; streng og autoritær, undertiden sågar rasende og voldelig. Men historikere mener, at der ikke findes grund til at antage, at Alois Hitler gav sin søn nogen strengere opdragelse end det var kutyme på den tid[Kilde mangler]. Men noget Hitler en gang udtrykte stor taknemmelighed for, var at faderen, som var uægte søn af bondepigen Anna Maria Schicklgruber, ændrede sit efternavn til Hitler[Kilde mangler]. Det skete i 1876, da Alois var 40 år, et år efter at moderen og hans sandsynlige far møllerlærlingen Johann Georg Hiedler (deraf Hitler) var gået bort.
 
At Adolf Hitlers farfar skal have været Johann Georg Hiedler er omstridt, fordi Johann Georg (som senere giftede sig med Anna Maria) aldrig officielt havde anerkendt noget sådant faderskab, selvom han ifølge venner skulle have indrømmet det[Kilde mangler]. Derimod havde hans bror Nepomuk Hüttler aflagt en edssvoren erklæring om, at Johann Georg var Alois' far[Kilde mangler]. Hvad Johann Georg ville have ment om det, er ikke til at vide; han var på dette tidspunkt allerede død.
 
Hitler vidste altså ikke med absolut sikkerhed, hvem hans farfar var. Dette forhold kunne for en forfægter af den racemæssige renhed godt være et pikant problem, og hans politiske modstandere greb da også fat i temaet i 1920'erne; man forsøgte at anskueliggøre at selveste føreren for det ekstremt antisemitiske og tysknationale NSDAP selv kunne være af jødisk eller tjekkisk ophav[Kilde mangler]. Der gik vedholdende rygter om, at Hitler var kvart jødisk, og at hans bedstemor, Maria Schicklgruber, var blevet gravid, da hun arbejdede i huset for en jødisk familie Frankenberger[Kilde mangler]. Selv om rygterne aldrig er blevet verificeret, og at de efter den nyeste forskning må anses for opspind, var de for Hitler grund nok til at han forsøgte at tilsløre sin familiebaggrund[Kilde mangler]. Da han kom til magten forbød han således enhver omtale af sin slægt eller sine slægtninge og fik senere faderens fødeby jævnet med jorden ved at gøre den til et militært øvelsesområde. Han gjorde det også forbudt for ikke-jødiske kvinder at arbejde for jødiske husholdninger. Sovjetisk propaganda insisterede under krigen på, at Hitler var jøde.
 
Barndom og skolegang (1889-1907)
 
 
 
 
Adolf Hitler som barn
Alois Hitlers embede førte til, at familien flyttede flere gange, fra Braunau til Passau, Lambach og så til Leonding ved Linz. På de forskellige folkeskoler, som Adolf Hitler blev sendt til, var han overordnet set en god elev. Han trivedes godt på benediktinernes klosterskole (2.-3. kl., 1897/98) og talte også mange år senere varmt om tiden i klosterkirkens drengekor, om sangundervisningen og om liturgien. Måske var det herfra han fik sin fascination for hagekorset: en af klosterets tidligere abbeder var pater Theodorich Hagn (død 1862), og hans personlige våbenskjold havde et hagekors ("Hagn"="Hage"), og det var mejslet ind på et iøjnefaldende sted, hvor den unge skoledreng må have set det[Kilde mangler].
 
Men på realskolen i Linz kom han fuldstændig til kort både på det akademiske og det sociale plan. Han måtte gå det første skoleår (1900/01) om, og lærerne skrev i karakterbogen at han "manglede arbejdslyst".
 
Hitler forklarede det i "Mein Kampf" med, at han nægtede at lære noget for at trodse faderen, der ville tvinge ham til at blive embedsmand. Selv havde han ønske om at blive kunstmaler. Det sande i denne fremstilling kan have været, at Hitler senere i livet forsøgte sig med en kunstnerisk løbebane og sidenhen følte sig som en overset kunstner. Blandt de karakteregenskaber han lagde for dagen på denne tid, var selvoptagethed og modstand mod regelmæssigt arbejde. Hitlers far døde den 3. januar 1903, i en alder af 65 år – hvilket dog ikke forbedrede Adolfs skolepræstationer. Dermed er hans forklaring om en bevidst protest mod faderen måske ikke en fuldgod undskyldning for den dårlige karakterbog. Da han fyldte 16 år, afsluttede Adolf sin skolegang uden eksamenspapirer[Kilde mangler].
 
Ung mand i Wien og München (1907-1913)
 
Eskapist i Wien
 
Wien var på mange måder en særlig storby i datidens Europa. Indbyggertallet havde, da Hitler flyttede dertil, passeret 1,7 mio., hvilket betød at hovedstaden i Østrig-Ungarns kejserrige var en af de største og mest magtfulde byer i Europa. Mange af indflytterne var emigranter og jøder, hvilket resulterede i store antisemitiske og nationalistiske strømninger. I løbet af de sidste 10 år var procenttallet af jøder, steget fra 2 til 10 – og i samme skala var antisemitiske partier skudt frem. Det er et åbent spørgsmål, i hvor høj grad den unge og isolerede Hitler lod sig rive med af propagandaen i de første år af sin tid i Wien, men meget tyder på at han ikke rigtig fandt politik interessent og nærmere forsøgte at fordybe sig i kunst og arkitektur.
 
Netop kunsten og arkitekturen blev to store nederlag for Adolf Hitler. Men troen på sit kunstneriske talent var i midlertid så stærkt, at han som oftest ignorerede alle andre foretagender end eskapistisk drømmeri om arkitektoniske vidundre og store lærreder med tyske naturalistiske landskaber. Netop denne formålsløse fordybelse og drift, beskrev han senere i Mein Kampf: ”Jeg havde den største og stolteste tillid til Wien og mit kunstneriske kald"[2]. I oktober meldte Hitler sig til optagelsesprøve på det uhyre ambitiøse kunstakademi i Theophilius Hansens pragtbygning på Schillerplatz. Hitlers tegninger blev godtaget, og ud af de 120, der mødte op, var han en af de 33 midlertidigt godtagede. Men næste dag da det endelige resultat forelå, fik Hitler den måske største og mest uventede skuffelse i sit liv. Hans tegninger blev afvist som ”utilfredsstillende”, og beskrivelsen af hans bidrag lød ”døde streger” og ”livløse former”. Dette hårde slag fik ham til at opsøge rektor på akademiet. Han henviste Hitler til arkitektstudierne, efter at have fortalt ham om hans manglende evner inden for kunsten. Som i 1945, da Hitler var omringet af den koalition han havde skabt mod sig i det foregående årti, var denne anekdote velsagtens også en af de få gange, hvor drøm og virkelighed er kollideret så kraftigt for ham.
 
Snart efter hævnede hans forsømmelse af skolen sig, idet arkitektstudiet forudsatte en studentereksamen. Den knuste Hitler rejste hjem til moderen, hvis sygdom var forværret. (Klara Polzl fik konstateret brystkræft i 1907). Familielægen fortalte senere efter moderens hurtigt efterfølgende død, at han aldrig havde set ”et ungt menneske så nedbrudt af sorg og smerte.”[3] Efter at være kommet til sig selv, skulle Hitler, mere opsat på sin drøm end nogensinde før, være taget til Wien for igen at forsøge sig som kunstner. Arkitektdrømmen var knust af uddannelsesmæssige grunde, og Hitler, der hadede systematisk arbejde, vendte ikke tilbage til skolen. Senere i sit voksne liv, forbandede han uddannelsesbetingelserne for de forskellige studier og kaldte dem ”uhørt vanskelige og uoverstigelige hindringer”. August Kubizek, flyttede med til Wien efter moderens død. De delte værelse, og Kubizek skrev i sine erindringer, at Hitler virkede opfarende og ustabil.[4] Hitler selv beskrev denne periode som den sværeste og mest triste i sit liv, og i betragtning af, at han fornylig havde fået adskillige livsdrømme knust og mistet sin eneste og sidste følelsestilknyttede relation, (udover Geli Raubal) er det også forståeligt, at han i denne periode udviklede sin forstenede personlighed.
 
 
 
 
Richard Wagner var en af de store inspirationskilder for den unge Hitler. Han gik i operaen og lod sig falde i dybe trancer under Wagners forestillinger – men også dette idols kontroversielle holdninger til antisemitisme og nationalisme fastholdt Hitler, og var uden tvivl med til at skabe den senere nazisme[Kilde mangler].
 
 
 
Et af de eneste billeder af August Kubizek. Hitlers ungdomsven så meget op til ham, og tog for givet at hans forestillinger og konspirationer var udsprunget af et genis bevidsthed.
Set i lyset af de mange nederlag og ”pinligheder” i den første del af sit liv, begyndte Hitler at skjule sig for omverdenen. Hans indelukkede personlighed begyndte for alvor at tage form, og når man spurgte ham, hvad tiden gik med, blev han fornærmet. Og svarene lød for det meste: studier, og studierne var tit relateret til udbygninger af Wiens Ringstraße og komplicerede færdigkomponeringer af Wagners symfonier m.v. Og alt dette var naturligvis uden nogen form for realistisk udsyn. Da han blev fører for Tyskland, var enhver offentliggørelse af oplysninger fra hans fortid eller privatliv forbudt – og denne udvikling fra menneske til monument og kliche, var allerede under opsejling i Wien. Han led ingen pengenød og modtog en månedlig udbetaling, svarende til en dommerfuldmægtigs løn, på grund af familiearven. Men meget dramatisk beskrev han tiden fra start til slut med disse ord; ”Fem års elendighed og jammer – det er, hvad denne Phaiakerby har betydet for mig. Fem år, hvor jeg først som hjælpearbejder og senere som lille maler måtte tjene mit sparsomme brød, som ikke var nok til at stille min sult. Sulten var det eneste, der næsten aldrig forlod mig.”"[5]. Kubizek fortalte senere hvorledes Hitlers liv i denne periode drejede sig om en retfærdiggørelse af sit dagdriveri ”gennem hans enestående geni”[6].
 
Han stod op ved 12-tiden, spadserede i byen, betragtede byggerierne og drømte om, hvad han selv engang ville komme til at bygge. Han gik på museer, i operaen og fortabte sig i sine fantasier. Han læste og stod bøjet over urealistiske planer til langt ud på natten.[7]
 
I september 1908 gjorde Hitler endnu et forsøg på at blive maler. Denne gang blev han imidlertid slet ikke optaget til prøverne, og først nu forstod han, hvordan hans drømme om det uforpligtende kunstnerliv var knust. Han holdt afvisningen helt for sig selv og rejste fra sit og Kubizeks værelse uden at efterlade sin nye adresse. Nu flyttede den rastløse og rådvilde Hitler rundt i Wien og boede på billige værelser. Pengene fra familien var ved at slippe op, og Hitler endte hurtigt på bunden. Han nægtede at arbejde sig op økonomisk og socialt, og tiden gik nu med at male og diskutere politik på gaden (Vinteren 1909) og senere på asylet i Meidling(1910 – maj 1913).
 
Hitler blev født ind i en velhavende familie og havde det meste af sit liv levet som en usynlig arbejdsløs småborger. Nu var hans dovne og drømmende livsføring blevet afløst af en endnu mere udsigtsløs tilværelse – og tilmed på samfundets bund. Hitlers borgerlige opdragelse var i mange afskygninger stadig tydelig, og alligevel så han borgerskabet som perverteret og frastødende. Han var angst for at falde i proletariatssumpen og så alligevel ingen anden udvej, da han ikke ønskede at være en del af det regelmæssige og normaliserede samfund. Han levede altid med denne splittede borgerlighed – også i tiden som fører, hvor han både kyssede de kvindelige sekretærer på hånden og til stadighed levede uregelmæssigt med pludselige udbrud og lidenskaber bag denne til tider ufrivillige kulturelle facade.
 
Hitlers politiske og ideologiske fundament blev formentligt skabt på mandsherberget i Meidling. Her fik han mange indtryk fra de andre beboere, som han diskuterede livligt med. Ikke langt fra herberget solgtes et antisemitisk tidsskrift, skrevet af en oprørt munk. ”Er De blond? Da er De kulturskaber og kulturbærer. Er De blond? Da er De truet af farer”[8], stod der med store bogstaver på en forside fra 1910. Hitler så, hvorledes dette tidsskrifts metoder virkede på ham selv og begyndte at studere partier og propaganda. Samtidig lod han rive med af antisemitisk propaganda, som florerede i Wien i stort omfang. Fortalere for antisemitismen som Georg von Schönerer og Karl Lueger fangede hurtigt Hitlers interesse, og han var en af de mange tusind, som mødte op ved Luegers højtidelige begravelse i 1910.
 
Han læste meget i denne periode, især politisk litteratur (antisemitisk og nationalistisk) som var tilgængelig i store mængder. Desuden beskriver han i Mein Kampf, hvorledes han gradvist skiftede syn på jøderne; ”...jo mere jeg så, jo tydeligere adskilte de sig i mine øjne fra resten af menneskeheden...”[9] I Wien fik Hitler også den overbevisning, at marxismen og kommunismen var folkets fjender, og som forførte arbejderen til unational tænkning. Disse ideer udviklede sig i tidens løb til rene tvangsforestillinger hos ham.
 
Hitlers psykopati er formentligt udviklet i Wiener-tiden, mens hans autoritære politiske holdninger først kom til udtryk senere. Kubizek fortalte om Hitlers voldsomme udbrud, når han mente, der var lagt fælder for ham, og at den internationale verden i samspil med jøderne forsøgte at ødelægge hans drømme og fremgang. Igen kan det konkluderes, at denne form for psykopati nærmere kan betegnes som en ekstrem selvmedlidenhed. En evig kamp for at retfærdiggøre sin egen eksistens og realisere sit ”kunstneriske kald” og ”geni”. Hans psykopatiske træk har givetvis startet en ond cirkel af selvmedlidenhed – atlså snarere en evig kamp for sit eget vel, end en kamp for at skade andres. Men som de fleste andre svage og uselvstændige på denne tid, blev han hurtigt offer for propaganda og ekstremisme.
 
På denne måde kunne han realisere sig gennem andre og udnytte sin åbenbart ubegrænsede evne til at hade. Nu blev Hitlers had rettet imod noget bestemt, mens det førhen havde svævet i overspændte og paranoide fantasiforestillinger. Denne pludselige borgerliggørelse af hans eksistens og had – eller bare følelsen af at høre hjemme et sted og blive påklistret et mærkat, har formodentligvis gjort den unge og rådvilde Hitler mere tryg. Dog nåede han aldrig at melde sig ind i et parti i sin Wiener tid. Denne kendsgerning har sandsynligvis skyldtes et stadigt brændende ønske om at blive kunstner, men undertiden begyndte han at studere antisemitsmen og nationalismen – og med en stødt og roligt voksende begejstring.
 
Hitler beskriver også, hvorledes han allerede i Wiener-årene inspireredes til nationalsocialismen ved at smelte Luegers smidighed og forståelse for at tale til de brede masser sammen med Schönerers nationalisme og antisemitisme. Han har dog senere afvist at disse politikeres værktøjer og standpunkter, var de afgørende inspirationskilder til national socialismen – de var blot øjenåbnere for den unge Hitler.[10] I disse år tænkte han i det hele taget meget, og skulle eftersigende havde udviklet den tyske idealstat og forsøgt sig med reformer indenfor skolevæsenet. Alt sammen på det overfladiske niveau, som enhver avislæser mestrer.
 
I årene på mandsherberget levede Hitler af at sælge jævne skitser af Wiens attraktioner. Ideen til det fik han af en af de andre beboere på asylet (Reinhold Hanisch), der tilmed solgte billederne for ham. En mindre politisk uoverensstemmelse endte med samarbejdets ophør, og Hitler begyndte selv at sælge sine billeder. Det gik imidlertid dårligt med salget, men to større familiearve reddede den unge Hitler. Han havde nu en større sum penge og kunne flytte på værelse igen. Det ønskede han dog ikke, og blev i midlertid på herberget uden at fortælle om sine penge. Derimod beskrev han for de andre beboere, at han ville rejse til München og skabe sig en malerkarriere der. Forhåbningerne om denne tilværelse fik ham dog ikke til at flytte. Først i maj 1913 – da Østrig begyndte at opruste til 1. verdenskrig – flyttede Hitler: Han ønskede for alt i verden ikke at gå i krig for Østrig-Ungarns kejserdømme, og han havde allerede undgået myndighederne i flere år.
 
München og forløsningen gennem krigen
 
Men den 24. maj 1913 flygtede han til München. Han var da 24 år gammel, en melankolsk, ung mand, der opfattede sig selv som "absolut antisemit, som dødsfjende af den samlede marxistiske verdensanskuelse, som altysk.”[11]
 
Da Hitler ankom til München medbragte han intet andet end det had og den fanatisme som han modtog i sine Wiener-år. Hans gren af familien var enten død eller bortrejst, og han havde brudt med de venner og bekendte, han havde mødt på sin vej. Den unge Hitlers forstenede adfærd blev efterhånden tydeligere for omverdenen, og kun når han diskuterede med fremmede på cafeer og knejper, viste han menneskelighed i form af sine velkendte raserianfald. De østrigske myndigheder kom snart på sporet af ham, og han sendte dem et ynkeligt brev, med sin begrundelse for at været udeblevet fra militærtjenesten. Brevet var sirligt formuleret og beskrev højstemt hans ”nød og sult” i Wien. Kort efter modtog Hitler en endelig indkaldelsesordre, og han mødte op ca. 14 dage senere. På hans militærpapirer, som den tyske fører febrilsk forsøgte at finde og destruere 20 år senere, stod ”Uegnet til våben- og hjælpetjeneste, for svagelig. Kasseret.”[12]
 
Hitler har senere fortalt, at tiden i München var et strålende alternativ til Wiener-årene og de tilknyttede nederlag. I grundvolden tydede alt dog på, at Hitlers livsstil, var ganske uforandret efter rejsen til hans drømme og længslers land. Han levede stadig af at male og sælge postkort, og blev hverken påvirket eller tog del i de kunstneriske strømninger som München huserede. Den tyske journalist Josef Greiner mener at have mødt Hitler i München, og have spurgt ham ad, hvilke tanker han gjorde sig om sin fremtid. Svaret var kontant og lød: ”Der bliver jo alligevel snart krig, så det er lige meget, om man har en profession eller ej; ved militæret er generaldirektøren ikke mere end hundetrimmeren.”[13]
 
Hitlers fornemmelser for den snarlige krig var korrekte – og han beskrev følelsen af de europæiske spændinger før dens udbrud:
”Allerede i min tid i Wien, lå der over Balkan denne blege lummerhede, der plejer at varsle orkanen, og somme tider flammede der et lysskær op, som dog hurtigt fortabte sig i det uhyggelige mørke. Men så kom Balkankrigen, og det første vindstød fejede hen over et nervøst Europa. Den tid, der kom nu, lå som et frygteligt mareridt over menneskene, rugende som en feberhed tropeglød; på grund af den evige bekymring blev følelsen af en katastrofe, der nærmede sig, næsten til en længsel. Gid himlen dog endelig ville give skæbnen, der ikke længere lod sig standse, frie tøjler. Så ramte da også den første mægtige lynstråle jorden; uvejret brød løs og himlens torden blandede sig med drønet fra verdenskrigens batterier.”[14]
Den 1. august 1914 var Hitler blandt den tusindtallige menneskeskare på Odeonsplatz i München, der med feberhede ansigter og desperate patriotiske forhåbninger, fejrede starten på det første europæiske opgør mellem facismen og demokratiet. Medens krigsproklamationen blev læst op i højtidelige toner, følte Hitler pludselig mening med sin eksistens og berettede senere i Mein kampf hvorledes han "overvældet af stormende begejstring sank på knæ og takkede himlen af fuldt hjerte" fordi den skænkede ham "denne lykke at få lov til at opleve opbrudstiden."[15] To dage senere meldte han sig som frivillig og blev optaget i et bayersk regiment. Umiddelbart så Hitler krigen som starten på noget nyt – en ny verdensorden, hvori han håbede på at slippe fri fra sin melankolske og udsigtsløse tilværelse.
 
1. verdenskrig (1914-1918)
 
Uddybende Uddybende artikel: 1. verdenskrig
 
Ved udbruddet af den 1. verdenskrig opholdt Hitler sig i München, hvor han ernærede sig bl.a. ved at farvelægge postkort. Han meldte sig straks ved krigsudbruddet til den bayerske hær. Han var kurer, et meget farligt arbejde, og han blev såret første gang i 1916. Han fik jernkorset af første grad for sin kurertjeneste. Hitler gik for at være en lydig og dygtig soldat, men han var ikke særlig afholdt af de andre soldater, der anså ham for at være alt for ukritisk over for officererne. Under retssagen efter ølstuekuppet i 1924 beskrev han sig selv som en soldat, der "adlød de foresatte, ikke modsagde nogen af dem og føjede sig blindt".
 
Han blev blind efter et gasangreb umiddelbart inden krigens slutning.
 
Mens han lå på lazarettet i Pommern, oplevede han Tysklands sammenbrud, hvilket angiveligt gjorde et så stærkt indtryk på ham, at han opgav enhver tanke om at blive kunstner og i stedet rejste til München for at kaste sig ud i politik. Den almindelige antagelse har været, at Hitler blev blind som følge af gasforgiftning. Den engelske psykolog David Lewis har dog foreslået, at blindheden var hysterisk.[16] Dette er blandt andet baseret på et vidneudsagn af neurologen Karl Kroner til den amerikanske efterretningstjeneste i 1943. I følge Kroner havde han undersøgt Hitler, diagnosticeret ham som hysteriker og sendt ham til videre behandling hos neuropsykiateren Edmund Forster. Den amerikanske psykiater David Post har diskuteret muligheden for, at Hitler blev hypnotiseret under behandlingen og at denne hypnose fik afgørende indflydelse på historien[17]. Forfatteren Ernst Weiss udgav i 1939 en roman, Der Augenzeuge (Øjenvidnet). I den bliver en patient benævnt A.H. behandlet for hysterisk blindhed. Muligvis er denne roman baseret på Hitlers behandling. Andre har foreslået, at Hitler på dette tidspunkt led af posttraumatisk belastningsreaktion.
 
Hitler blev under alle omstændigheder behandlet af en militærlæge med speciale i psykiatri og denne diagnosticerede ham som psykopat, der derfor måtte være uegnet til lederopgaver.
Hitlers kompagnifører udtalte: "Denne hysteriker gør jeg aldrig til underofficer!" Åbenbart var det ikke hans østrigske statsborgerskab, der hindrede hans stigen i graderne; det var hans overordnede, der ikke turde forfremme ham. Frontoplevelserne udgjorde en meget vigtig del i Hitlers liv. Den tyske historiker Sebastian Haffner har siden kaldt denne oplevelse for Hitlers eneste dannelse i livet. Rigtigt er det, at Hitler senere hen viste, at han rent faktisk vidste noget om militær og militær-taktik.
 
Hitler sluttede krigen som en dybt skuffet mand, der ikke kunne komme sig over den ydmygende fredsslutning. Hans grænseløse og gribende nationalisme beskrev han blandt andet i Mein Kampf med disse ord:
"”Og, derefter kom en fugtig, kold nat i Flanderen; tavse marc-herede vi, og da dagen begyndte at bryde gennem tågebankerne, da hvisler pludselig en jern hilsen over vore hoveder, og med skarpe smæld slår de små kugler ned i vore rækker piskende den våde jord op. Men inden den lille sky er trukket bort igen, drøner fra to hundrede struber de første hurraer dødens første budskab i møde. Så begyndte det at brage og drøne, at synge og hyle, og med feberhede øjne styrtede vi alle fremad, hurti-gere og hurtigere, over roemarker og gærder til kampen mand mod mand. Men fra det fjerne nåede tonerne af vore ører, stadig nærmere og nærmere, fra kompagni til kompagni, og netop i det øjeblik, hvor døden mejede ned i vores rækker, nåede sangen også os, og vi sendte den videre; Deutschland, Deutschland über alles, über alles in der welt!"[18]
Hitlers vej til magten (1918-1933)
 
Deutsche Arbeiterpartei
 
Hitler hævdede senere, at det var hans reaktion mod den tabte krig og "forbryderne", som var årsagen til at beslutningen om at blive politiker begyndte at spire i ham. Der er dog flere indikationer for, at dette ikke forholdt sig sådan, og at der er tale om en efterrationalisering fra Hitlers side. Efter krigen drog han direkte tilbage til regimentskasernen i München og gjorde sit bedste for at undgå at blive frigjort fra militæret. Flere gange lod han sig vælge som en af regimentets tillidsmænd, så han kunne få lov at blive. Dette gjorde mærkeligt nok den senere indædte kommunisthader til soldat under den socialistiske ministerpræsident Kurt Eisners bayerske sovjetrepublikk.
 
 
 
 
Hitlers medlemskort i DAP (senere NSDAP).
I forvirringen efter drabet på Eisner engagerede Hitler sig hverken for sovjetrepublikken eller for dens modstandere – selv om man i lyset af hans senere løbebane skulle have forventet, at han ville have kastet sig ind på den antikommunistiske side, som var anført af de folkenationalistiske og ekstremt højreorienterede frikorps. Det virker mere som om han holdt sig forsigtigt i baggrunden. Der findes dog et foto, som viser, at Hitler deltog i en sørgemarch for den myrdede Eisner, som var jøde. Også dette bliver af enkelte historikere anført som indikation for, at Hitlers politiske anskuelser slet ikke var så færdigtudviklede, som han selv ville have det til at se ud seks år senere i "Mein Kampf".
 
Efter at sovjetrepublikken var blevet slået ned, lod Hitler sig hverve af "Münchener Reichswehrverwaltung" (Münchens rigsværnsforvaltning), som dengang var den afgørende magtfaktor i Bayern. Der er noget, som tyder på, at han på denne måde ønskede at vinde de nye magthaveres velvilje: Han forrådte de regimentskammerater, som havde engageret sig på sovjetregeringens side.
 
De toneangivende mænd i det såkaldte "Schwarze Reichswehr" (sorte rigsværn) som for eksempel major Ernst Röhm, syntes at have set en potentiel agitator i Hitler, som ville kunne være dem behjælpelig med at sprede nationalistiske tanker blandt arbejderne. De sendte Hitler på et kursus for propagandatalere og gav ham til opgave at udspionere de mange politiske partier og kredse i det postrevolutionære München.
 
 
 
 
Det nazistiske swastika, som i gammel tid var forbundet med lykke og fremgang, men tillige fik en anden betydning op igennem 30'erne og 40'erne. Symbolet blev præsenteret af Hitler i 1922.
En af disse mange grupperinger var et parti stiftet af låsesmeden Anton Drexler og journalisten Karl Harrer, nemlig Deutsche Arbeiterpartei (DAP, Det tyske arbejderparti), som forfægtede fremmedfjendtlige, antisemitiske og pseudo-socialistiske ideer, det hele blandet med stortysk nationalisme. Første gang Hitler besøgte deres møder var den 12. september 1919. Da en af talerne tog til orde for at Bayern skulle bryde ud af Weimarrepublikken, modsagde Hitler ham så energisk og veltalende, at man straks bemærkede Hitlers retoriske talent. Han må også selv have lagt mærke til, at han var i stand til at gribe sine tilhørere og vække deres følelser til live. Allerede samme aften forsøgte Drexler at hverve ham. Drexler skulle efter sigende på klingende bayersk have sagt til sin journalistven Harrer: "Dör hot a Goschn, den kennt ma braucha!" (Han har et mundtøj, ham kan vi bruge). Hitler meldte sig ind i DAP den 19. oktober – som det 55. medlem (ikke som det syvende, som han selv påstod senere). At hans medlemsnummer blev 555 kom sig af, at DAPs medlemstælling begyndte med 501, for at foregive en større tilslutning end partiet egentlig havde. På denne tid kom Hitler for første gang i berøring med den antisemitiske forfatter Dietrich Eckart fra Thuleselskabet. Eckart var på udkig efter en agitator, som kunne vinde arbejderne og folk fra de lavere samfundslag for hans højreradikale tankegods. Han var en af de første, som indså, hvilket potentiale Hitler besad, og han forsøgte sidenhen at hjælpe Hitler fremad. I 1920 blev han udgiver af Hitlers partiblad "Völkischer Beobachter".
 
Eftersom Hitler med sine medrivende talegaver fik stadig flere tilhørere og skaffede stadig flere medlemmer til partiet, blev han snart helt uundværlig for det lille DAP. Det tog ikke lang tid før han fik en lederposition i partiets hvervningsarbejde. I begyndelsen af 1920 var han med til at udvikle DAPs 25-punktsprogram, og det var ham, som sørgede for, at partiet tilføjede "nationalsocialistisk" til sit navn og dermed blev til "Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei" (NSDAP). Et navn som partiet beholdt helt til partiets og det tredje riges undergang i 1945.
 
Da han blev fritstillet fra hæren den 31. marts 1920, var han allerede i stand til at leve af de honorarer, han fik som taler. Han var blevet uundværlig som "ølstueagitator" for det fremdeles marginale NSDAP. Det udnyttede han, da han i juli 1921 udmanøvrerede den gamle partiledelse og med et ultimatum gennemtvang, at han selv blev formand for partiet. Hitler var nu en lokal politisk berømthed. Udenfor Bayern blev han imidlertid stort set betragtet som en forunderlig særling, der kun fortjente lidt trækken på skuldrene.
 
Kupforsøg og fængselsstraf
 
Uddybende Uddybende artikel: Ølkælderkuppet
 
Da sovjetrepublikken i München var blevet slået ned, blev Bayern regeret af den nationalistisk og monarkistisk sindede generalstatsbefuldmægtigede Gustav Ritter von Kahr, som ikke lagde skjul på sin afvisning af demokratiet og den "røde" social-liberale rigsregering i Berlin. Hitler og den tidligere generalkvartermester for Hærens Overkommando (Oberste Heeresleitung, OHL) Erich von Ludendorff, som var begyndt at sympatisere med NSDAP, betragtede derfor Kahr som en allieret i sin plan om at styrte regeringen i Berlin. Planen havde Mussolinis "march mod Rom" i oktober 1922 som forbillede. Hitler troede, at den franske okkupation af Ruhrområdet, den voldsomme inflation og den heftige indre uro i Tyskland ville sikre ham tilstrækkelig støtte i de brede lag af befolkningen.
 
Om aftenen den 8. november 1923 stormede Hitler og nogle bevæbnede mænd Münchens Bürgerbräukeller, hvor Kahr netop talte. Kahr gik under trusler med på Hitlers forslag om en ny regering, men det skulle vise sig, at det kun var et trick for at snyde Hitler, der på det tidspunkt havde vundet kampen. Allerede næste morgen gik politiet løs på Hitlers tilhængeres march og jagede oprørerne på vild flugt uden de store problemer. Ludendorff blev arresteret allerede den 9. november, Hitler nogle få dage senere.
 
Retssagen mod kupmagerne begyndte den 26. februar 1924. Efter loven skulle man have kunnet forvente, at sagen ville resultere i lange fængselsstraffe, og at Hitler, der endnu var østrigsk statsborger, ville blive udvist. Men som det efterhånden var blevet kutyme i Weimarrepublikken, hvor det meste af embeds- og dommerstanden var gennemsyret af nationalistiske og antidemokratiske ideer, blev de højreradikale gerningsmænd behandlet uhørt mildt og fik kun korte fængselsstraffe. Retspræsidenten lod det til og med passere, at Hitler under retssagen angreb ham på grund af hans jødiske baggrund. Ludendorff bagatelliserede efter bedste evne sin egen medvirkning ved "ølstuekuppet" og blev helt frikendt. Hitler, som anede, at han ikke ville blive straffet hårdt, greb chancen og fremstillede sig selv som den eneste og suveræne initiativtager til hele affæren.
 
 
 
 
Første udgave af Hitlers manifest og selvbiografi Mein Kampf
I forhold til at han havde begået højforræderi og forsøgt at omvælte staten, var den endelige fængelsstraf på fem år latterligt mild. Men ikke nok med det; han kom kun til at afsone fem måneder af straffen og blev løsladt den 20. december 1924. Mens Hitler sad fængslet i Landsberg am Lech skrev han med hjælp fra sin sekretær Rudolf Hess første del af bogen Mein Kampf. Her fremlagde han i fuld åbenhed sine politiske mål og beskrev den nationalsocialistiske ideologis grundlæggende elementer, især med vægt på racelæren.
 
Takket være pressedækningen af retssagen blev Hitler nu også betragtet som den vigtigste af hele Tysklands såkaldte folkenationale (völkische) politikere. Hans lederstilling i NSDAP stod nu ikke længere til diskussion, og i den folkenationale bevægelse fik hans stemme stadig mere vægt. Nu begyndte han at se på sin egen rolle som den naturlige fører; det drejede sig nu ikke længere om at være den, som beredte vejen for andre som fx von Ludendorff ved ølstuekuppet. Nu var det ham selv, der skulle være forrest. Det var sandsynligvis i forbindelse med denne beslutning, at Hitler i 1925 frasagde sig sit østrigske statsborgerskab. Hitler var statsløs indtil 1932, hvor han fik tysk statsborgerskab.
 
Men der var dog stadig lang vej til magten i Tyskland. Forbuddet mod NSDAP var ganske vist blevet ophævet igen, men samtidig blev de økonomiske forhold i landet bedre og den politiske situation stabiliseret. Der var nu ikke længere så mange, der i desperation lyttede til Hitlers radikale løsningsforslag. Man trådte nu ind i en økonomisk vækstperiode, som skulle vare ved helt til 1929, og det svækkede de radikale partiers popularitet i vælgermassen.
 
Ny chance og endeligt gennembrud for Hitler og hans parti
 
Efter løsladelsen fra Landshut-fængslet gik Hitler i gang med at skaffe sig den fuldstændige kontrol over NSDAP. I Nordtyskland havde der dannet sig en stærk mere venstreorienteret partifløj under Gregor Strasser. Han var uenig i Hitlers frieri til den gamle monarkistiske magtelite og gik ind for en langt mere socialrevolutionær kurs. Men det lykkedes Hitler at neutralisere Strasser og hans ledsagere, eller som i tilfældet Joseph Goebbels, der også en overgang flirtede med de socialistiske ideer, helt at trække dem over på sin side.
 
Efter det mislykkede kup var Hitler nået frem til, at vejen til magten ikke gik via revolutioner. Det gjaldt om at vinde på lovlig vis gennem det demokratiske system; han måtte opnå befolkningens støtte til sin politik, før han kunne gennemføre sine mål. Han ville undergrave og besejre demokratiet ved hjælp af dets egne regler. NSDAP skulle repræsenteres i parlamenterne, men ikke for at arbejde konstruktivt efter de parlamentariske principper. Medlemmerne skulle obstruere og miskreditere demokratiet og dermed vise befolkningen, at en ét-parti-stat under én fører var at foretrække. På samme tid skulle SA ved spektakulære parader, gadeslagsmål og organiserede uroligheter sørge for, at offentligheden ikke lod partiet og dets fører gå i glemmebogen, og at det demokratiske systems iboende svagheder blev åbenbare for de mange. Endvidere skulle angreb på andre partier forhindre dem i at agitere og vinde vælgere. NSDAP oprettede tæskehold, der blev sat ind ved vælgermøder i mindre byer, for at forhindre modstanderpartier i at fremsætte deres budskaber. I de mindre byer var der sjældent politi nok til at stoppe den politiske chikane. Nazipartiets efterfølgende markante fremgang ved valgene skyldtes også, at det – især inspireret af Joseph Goebbels' banebrydende ideer – forstod at bruge nye metoder for valgkamp, agitation og påvirkning af masserne.
 
Med børskrakket i New York 1929 og den efterfølgende verdensomspændende økonomiske krise blev NSDAP igen et parti, man skulle holde øje med. Og denne gang fik partiet for alvor medvind. Krisen ramte særligt Tysklands svækkede økonomi hårdt, arbejdsløsheden steg voldsomt, og tynget af det politiske pres brød den hidtige regering, også kendt som "Weimarkoalitionen" sammen. Der var nu ikke længere flertal for en demokratisk regering, hvilket førte til, at Zentrum-politikeren Heinrich Brüning støttet af rigspræsident Paul von Hindenburg kunne regere ved hjælp af provisoriske nødforordninger, der reelt set satte demokratiet ud af kraft. Dermed var vejen faktisk banet for en diktaturstat.
 
Ved valget til Rigsdagen den 14. september 1930 øgede NSDAP sin andel af stemmerne drastisk: fra 2,6% til 18,3%. Før havde NSDAP tolv repræsentanter i Rigsdagen, nu kunne det stille med 107. De statsbærende demokratiske liberale og socialdemokratiske partier på den politiske midte havde ikke længere noget samlet flertal, og Hitler var nu endegyldigt blevet en magtfaktor på nationalt niveau.
 
Hitlers vej til kanslerembedet
 
 
 
 
Præsident Paul von Hindenburg udnævnte Hitler til rigskansler i 1933.
I starten af 30'erne modtog Hitler og hans parti stadig mere støtte, økonomisk og logistisk, af junkerne, tidligere kejsertro, ledende forretningsmænd og militærfolk (for eksempel fra de såkaldte Freikorps). I 1932 blev Hitler omsider tysk statsborger og kunne nu opstilles som rigspræsident. Valget fandt sted i marts 1932, og Hitler opnåede 30,2 % af stemmerne. Kun Hindenburg kunne slå ham med 49 % af stemmerne. Næsten 80 % af stemmerne var altså gået til kandidater med antidemokratiske og nationalistiske holdninger, hvilket vidnede om demokratiets dårlige stilling i Weimarrepublikken.
 
Ved valget i november 1932 blev NSDAP rigsdagens største parti med 48,54 % af stemmerne, men da de ikke havde flertal var de afhængige af rigspræsident Hindenburgs velvilje: det var ham, der skulle udnævne kansleren, hvis der ikke var flertal for ham i rigsdagen. Efter en række interne magtkampe mellem forskellige nationalkonservative kanslerkandidater, endte det med, at den forsmåede og forbigåede Franz von Papen forhandlede med Hitler bag kansler Kurt von Schleichers ryg og fik overtalt præsident Hindenburg til at udnævne Hitler som kansler, og ham selv som vicekansler. Den 30. januar fulgte den skæbnesvangre udnævnelse af Hitler til kansler, en udnævnelse, der var blevet gjort mulig af forskellige faktorer:
Hitler fandt støtte hos dele af den tyske storindustri og hos flere banker. De var bange for kommunisme og en efterfølgende statsliggørelse af økonomien og håbede, at Hitler skulle have held i sit forehavende med at eliminere "den bolsjevistiske fare". De var også lydhøre for den militære oprustning Hitler plæderede for; en oprustning ville kunne gavne økonomien.
De nationalkonservative kredse omkring Franz von Papen gik ind for, at Hitler blev rigskansler. von Papen, som var lovet en plads i Hitlers kabinet, bildte sig ind, at denne ansvarsfulde stilling ville gøre Hitler mere ansvarlig og mindre radikal, og at Hitler ville lytte til mere moderate stemmer. Papen håbede til en vis grad at kunne styre Hitler ved at have flere konservative ministre i regeringen; der var kun to ministre fra NSDAP.
Militærfolkene så i Hitler en ven af militæret og håbede, at han ville kunne bevirke en national fornyelse og sørge for, at Tyskland kunne lægge den forsmæderlige Versaillestraktat bag sig og bringe hæren tilbage til hæder, værdighed og styrke ved den lovede oprustning.
Monarkistiske, antidemokratiske og nationalkonservative kredse håbede, at Hitler ville skabe politisk stabilitet og nyordne den politiske kultur i retning af en genoprettelse af det autoritære styre fra før 1. verdenskrig.
 
Det var dog ikke alle nationalkonservative kredse, der var lige lykkelige for Hitler, der af mange konservative stadig blev betragtet med stor skepsis pga. sin pøbelagtige optræden og sin forkærlighed for masserne. Mange konservative så Hitler som et nødvendigt onde for at kunne forhindre socialismen i at få magt i landet. Hitler var det mindste onde. General Erich Ludendorff, som sammen med Hitler havde forsøgt et kup i 1923, skrev advarende til rigspræsident von Hindenburg efter Hitlers udnævnelse til kansler i januar 1933:
"De har (...) udleveret vort hellige tyske fædreland til en af tidernes største demagoger. Jeg profeterer højtideligt for Dem, at denne ulyksalige mand kommer til at styrte vort rige lukt i afgrunden og bibringe vort land ufattelige lidelser. De kommende slægter kommer til at forbande Dem i Deres grav for denne handling."[19]
Hitler som diktator frem til 2. verdenskrig (1933-1939)
 
Overgangen til diktatur
 
Uddybende Uddybende artikel: Nazi-tyskland
 
 
 
 
Rigsdagsbygningen i Berlin på et postkort fra omkring 1900.
Den 30. januar satte Adolf Hitler sig i kanslerstolen. Dagen kaldes på tysk "Machtergreifung". Den parlamentariske situation var dog stadig ikke tilfredsstillende for Hitler, så han overtalte Hindenburg til at udskrive endnu et valg, der blev berammet til starten af marts 1933. Men natten til den 28. februar begyndte rigsdagsbygningen at brænde. Adolf Hitler så sit snit til at udnytte den udløste panik til at forøge sine magtbeføjelser. Da gerningsmanden lod til at være en anarkist med forbindelser til kommunistpartiet, kastede man hurtigt skylden for branden på kommunister og andre venstrefløjspartier, og Hitler formåede at overtale Hindenburg til at sætte nødbestemmelsen i artikel 48 i Weimarforfatningen i værk. Med denne nødforordning i hånden kunne kansler Adolf Hitler sætte grundlæggende rettigheder ud af kraft og gennemføre love uden om rigsdagen. Som noget af det første forbød Hitler det kommunistiske parti, og dets medlemmer blev fængslet og forfulgt over hele Tyskland. I perioden op til valget benyttede Hitler sig effektivt af kanslerens beføjelser til at sikre nazisterne ekstrem opmærksomhed i de statslige medier gennem propaganda og ved at undertrykke alle andre partiers rettigheder. SA-grupper ødelagde valgmøder for andre partier ved voldelige optøjer. Ved valget den 6. marts 1933 lykkedes det dog alligevel ikke for Hitler at opnå det ønskede flertal. Med 43,9 procent af stemmerne var det dog det bedste valg for NSDAP til dato, og Hitler havde sammen med det bayerske bondeparti DNVP over halvdelen af pladserne i rigsdagen.
 
Nødforordningerne, som sikrede, at Hitler kunne regere uindskrænket, havde imidlertid begrænset gyldighedstid. For at forlænge disse beføjelser krævedes der en lov, som skulle have støtte af mere end 2/3 af rigsdagen. Loven blev vedtaget den 23. marts og gav Hitler fuldstændig magt. Den hed "Gesetz zur Behebung der Not von Volk und Reich" (Loven til at lindre nøden for folket og riget), men loven kaldes i fagsprog "Ermächtigungsgesetz" (bemyndigelsesloven). Den blev vedtaget under stor tumult i rigsdagen med støtte fra de borgerlige partier. Kun socialdemokraterne stemte imod; kommunisterne kunne ikke stemme, da deres parti var blevet forbudt.
 
Loven trådte i kraft den 24. marts 1933 og dermed begyndte Nazi-Tyskland, Det tredje rige. Med denne lov ophørte Weimarrepublikken; Hitler var nu diktator og stod på magtens tinde.
 
Den 1. juni 1933 blev den såkaldte "Adolf-Hitler-Spende der deutschen Wirtschaft" ("Gave til Hitler fra det tyske erhvervsliv") indført. Det var en tvangsafgift, som alle virksomheder skulle betale direkte til NSDAP. Frem til 1945 blev der indkrævet "gaver" af denne art i størrelsesordenen op til 700 mill. rigsmark. Denne afgift styrkede partiet yderligere, da det ikke længere havde økonomiske problemer.
 
Efter præsident Hindenburgs død den 2. august 1934 overgik kommandoen over Reichswehr til Hitler uden nogen indvendinger fra hærens side. Fra da af begyndte Hitler at lade Reichswehr aflægge ed til sig, og han lod sig nu titulere Fører og rigskansler. Hitler havde ved Hindenburgs død formelt afskaffet præsidentembedet og forenede nu det og kanslerembedet i sin person. Hitlers sidste skridt mod den fuldstændige magt over hæren skete i januar 1938, da Reichswehrminister Werner von Blomberg og øverstbefalende for hæren Generaloberst Freiherr von Fritsch blev fyret bl.a. pga. anklager om homoseksualitet. Hitler afskedigede en række generaler og overtog selv den fulde styring af Wehrmacht.
 
Han fortæller i Mein Kampf, hvordan han efter at have læst en børnebog om den fransk-tyske krig, "sværmede mere og mere for alt, der på en eller anden måde hang sammen med krig og soldater". Den mest solgte børnebog til julen 1933 hed Børn, hvad ved I om Føreren? og fortæller:
"I ved, kære børn, at før var alt godt og rigtigt i Tyskland. Men så blev franskmændene bange for os og misundelige. Hver gang der stod i aviserne at nu havde tyskerne gjort en ny opfindelse eller bygget en ny fabrik, blev de endnu mere misundelige...Derfor sagde landene rundt Tyskland: Vi vil ikke finde os i at Tyskland er bedre, rigere, større og lykkeligere end vi er. Vi vil tage livet af Tyskland..." Deutsche Allgemeine Zeitung skrev, at i "hånden på enhver tysk dreng, der træder ind i mandbarhedens alder, hører der blinkende våben, og i næven på den yngre bror pil og bue. I omgang med våben går hans væsens dybeste hemmeligheder anelsesfuldt gennem sjælen og slipper ham ikke mere." Derfor anbefalede Berliner Tageblatt folk at købe julegaver svarende til det tyske folks høje kulturelle nivå, særlig tinsoldater, der "gør vor ungdom fortrolig med Tysklands herlige fortid og vækker den uimodståelige militærtanke i deres sind." [20]
Afskaffelsen af SA
 
Hitler eliminerede den interne partikamporganisation SA (Sturm-Abteilung) den 30. juni 1934. SA havde før Hitlers magtovertagelse været et utroligt vigtigt instrument til at terrorisere politiske modstandere og sikre sig herredømmet ved massemøder. Men efterhånden var organisationen blevet mere og mere opsætsig over for ledelsen, og den nød ikke udbredt opbakning i befolkningen, der ikke var særlig begejstret for den voldelige kamp-organisation. Rygter om homoseksualitet i SA, især omkring SA-lederen Ernst Röhms person, skadede også partiet. Ansporet af Röhms konkurrenter Heinrich Himmler, Hermann Göring og Reinhard Heydrich besluttede Hitler sig under påskud af et SA-kupforsøg til at skille sig af med SA, en handling der fik navnet "De lange knives nat". På denne nat blev Ernst Röhm og mange andre af Hitlers kritikere henrettet uden rettergang. Hitlers tidligere rival, den forhenværende rigskansler Kurt von Schleicher, blev også myrdet sammen med sin ægtefælle. Drabet tyder på, at mordene var udløst af gammelt nag, da Kurt von Schleicher ikke længere udgjorde nogen trussel mod Hitler og hans parti.
 
Oprustning og ekspansiv udenrigspolitik
 
Hitler førte en aggressiv og ekspansionistisk udenrigspolitik, der med sin frækhed, hurtighed og hensynsløshed til fulde udnyttede vestmagternes passivitet. De europæiske ledere var både præget af deres eget ønske om fred og håbet om at nazismen og kommunismen ville ødelægge hinanden. Derfor fik Hitler held med en kæde af dristige lynaktioner op gennem 30'erne, som gennemførtes på trods af hans egne generalers forbehold.
 
Weimarrepublikkens demokratisk valgte politikere havde arbejdet på at tilvejebringe en revision af Versaillestraktaten, der af tyskerne blev anset for alt for hård mod Tyskland. Hitler førte den samme udenrigspolitisk, men han havde ikke tænkt sig at holde sig til diplomatiske forsøg på at ændre tingenes tilstand. Han ville også anvende militær magt som trussel for at ændre Versaillestraktatens bestemmelser.
 
 
 
 
I slutningen af 30'erne, da Hitlers regime bl.a. havde indlemmet Østrig og Ruhr-distriktet i det tyske storrige, skabt arbejde for alle, oprustet militæret kolossalt og afholdt de olympiske lege i 1936 med næsten alle medaljer til egen fordel, var Hitler uden tvivl en af verdens mest interessante personer. Kun et år før 2. verdenskrigs udbrud (1938), blev han blandt andet tildelt Time person of the year-prisen.
I første omgang viste de andre europæiske politikere sig imødekommende over for Hitlers krav, så militær magt blev ikke nødvendig. I løbet af 1934 brød Hitler åbenlyst Versaillestraktaten ved at øge budgetterne for hær og flåde betragteligt. Hitler annoncerede hærens udvidelse til 600.000 mand, seks gange så meget som traktaten tillod, og han opbyggede både et nyt luftvåben, Luftwaffe og øgede flåden. Tysklands nabolande så med stor uro på disse brud, men valgte at acceptere dem efter Hitlers løfter om landets fredelige intentioner.
 
Hitler anså dog bare revisionen af Versaillestraktaten som et delmål. Han anså ikke alene de daværende tyske grænser, men også de tyske grænser fra før 1. verdenskrig som ulogiske og alt for trange. Hans mål var langt større og indbefattede store dele af bl.a. Østeuropa inspireret af ideerne om Lebensraum. Selv om Hitler tilkendegav sit fredelige sindelag over for verdens statsledere, var krig tidligt hans egentlige mål.
 
Efter Hindenburgs død i 1934 meddelte Hitler generalstaben, at han havde til hensigt at gøre Tyskland klar til krig indenfor fem år. Det var med dette mål for øje, da han genindførte den almindelige værnepligt i 1935 og fremlagde sin fireårsplan i 1936. Det økonomiske opsving i Tyskland fra 1933 blev hjulpet frem af et generelt opsving på verdensmarkedet og yderligere styrket af kreditter. Særlig vigtig var det statslige arbejdsprogram. Et program, der lignede Roosevelts New Deal. Både opsvinget og arbejdsprogrammet gavnede oprustningen.
 
Den nationalsocialistiske udenrigspolitik viste allerede sit klare sigte, da Tyskland afbrød nedrustningsforhandlingerne med Storbritannien og Frankrig i oktober 1933 og meldte sig ud af Folkeforbundet. I 1934 støttede Hitler et nationalsocialistisk kupforsøg i Wien, hvorunder den østrigske forbundskansler Engelbert Dollfuss blev myrdet. I marts 1936 brød Hitler endnu engang alle aftaler, da han lod sine soldater marchere ind i den franske demilitariserede zone ved Rhinen.
 
Hitler gav også sin støtte til Franco under Den spanske borgerkrig fra 1936. Den tyske Legion Condor ydede et vigtigt bidrag til Francos sejr, og indsatsen gav det tyske luftvåben erfaringer, som det snart kunne drage nytte af. Den 25. oktober 1936 indgik Hitler en aftale med italiens fascistiske diktator Mussolini om dannelsen af en akse mellem de to lande, og en måned senere indgik han også aftale med Japan om antikominternpagten som fascistisk bolværk mod Sovjetunionen og socialismen.
 
Den 5. november 1937 indviede Hitler endelig generalstaben i sine planer for fremtiden. I den protokol, som oberst Friedrich Hossbach førte under det hemmelige møde, hedder det, at "løsningen på det tyske spørgsmål kun kan nås ved magt". Samtidig fortalte Hitler staben, at det var hans faste beslutning at slå til mod Tjekkoslovakiet og Østrig så snart som muligt.
 
I december 1937 godkendte Hitler det "Første tillæg til anvisningen for Wehrmachts samlede krigsforberedelse af den 24. juni 1937". Her blev hans angrebsplaner konkretiseret. Her hedder det blandt andet:
"Når Tyskland når op til sit fulde krigsberedskab, vil de militære forudsætninger være tilvejebragt så vidt, at en angrebskrig mod Tjekkoslovakiet vil kunne vindes(...)selv hvis den ene eller den anden stormagt griber ind."
Hitler var på dette tidspunkt altså helt klar over, hvad hans aggressive udenrigspolitik ville kunne føre til, og han var indstillet på dens konsekvenser. De europæiske nationer veg tilbage for Hitlers vilje og hans militære trusler, og i marts 1938 opnåede Hitler derfor, at Østrig blev tilknyttet det nu «stortyske rige» (Anschluss) uden militære konsekvenser. I oktober samme år krævede han, at Tjekkoslovakiet skulle afstå Sudetenland til Tyskland. I grænseområderne var befolkningen overvejende tysksproget og tysksindet. Eftersom Tjekkoslovakiet var i alliance med Frankrig og Storbritannien, indebar Hitlers krav fare for endnu en storkrig. Mussolini, som anså at Italien endnu ikke havde oprustet i tilstrækkelig grad, fik som mægler imidlertid gennemført en konference i München mellem Hitler, den britiske statsminister Neville Chamberlain og den franske ministerpræsident Édouard Daladier. Disse to statsledere var meget bange for en krig, som de hverken mente, at deres lande var rustede til eller eller mentalt parate til. De fortsatte dermed deres appeasementpolitik; med Münchenaftalen accepterede de Hitlers ønsker og prisgav deres alliancepartner Tjekkoslovakiet. I strid med sine løfter i München gennemtvang Hitler ved hjælp af krigstrusler i marts 1939, at "Rest-Tjekkiet" (som han kaldte det) kom under nazistisk kontrol som Protektoratet Böhmen og Mähren. Slovakiet blev en nominelt uafhængig stat, som imidlertid faktisk var helt afhængig af Tyskland.
 
Umiddelbart efter at Tjekkoslovakiet var slået fuldstændigt i stykker, sagde Hitler i en rigsdagstale at Tysklands sidste territoriale krav dermed var blevet indfriet. En tale han endnu engang forsøgte at narre de allierede med. Der skulle kun gå nogle få måneder, før han krævdede, at den delte tysk-polske by Danzig skulle genforenes med Tyskland. I en hemmelig tillægsprotokol til Hitler-Stalin-pagten fra august 1939 var Polens og Baltikums deling aftalt mellem Tyskland og Sovjetunionen. Det var Hitlers krav i Polen, som til slut udløste den anden verdenskrig. Denne krig havde Hitler bevidst styret mod i sin tænkning og i sine regeringsdispositioner siden 1933. Hele hans politik havde sigtet på denne krig.
 
Hans løftebrud under og efter Sudetenland-krisen havde fået Storbritannien og Frankrig til at indse Hitlers reelle hensigter. De ledende statsmænd i begge lande var nu endelig klar over, at det ikke var muligt at indgå bindende aftaler med Hitler, og at eftergivenhed bare ville følges af yderligere krav fra hans side. De havde derfor givet Hitler det ultimatum, at hvis han angreb Polen, så ville de reagere med magt.
 
Hitler under 2. verdenskrig (1939-1945)
 
Uddybende Uddybende artikel: 2. verdenskrig
 
Hitlers mål var på dette tidspunkt gået op for de fleste europæiske nationer. De forstod nu, at han ikke bare ville genetablere Tysklands stormagtsrolle i Europa og eliminere den jødiske race, men også at han ville gøre Tyskland til en supermagt, der skulle lægge verden under det tyske folks herredømme. Hans mere konkrete mål for en krig var at oprette kolonier i Østeuropa, hvor de slaviske folk skulle tjene den tyske herrerace som slaver. Hans fantasi om Lebensraum var også en romantisk forestilling om det oprindelige tyske bondeliv. Det indebar, at den tyske race skulle bo på store herregårde på de store østeuropæiske vidder. Derfor var hans krigsplaner i første omgang rettet mod Østeuropa.
 
Han forberedte sig udelukkende på en krig mod England og Frankrig, fordi han vidste, at de ikke ville tolerere hans angreb i øst. Hans aggressionspolitik byggede også på et had til bolsjevismen; det var måske var en af årsagerne til, at han havde fået lidt for lang snor hos mange vestlige politikere, der trods alt hellere ville have en Hitler end en Stalin.
 
Hitler og krigsforløbet
 
 
 
 
Sovjetisk mønt til minde om sejren ved Stalingrad (= Сталинград)
Det tog 18 dage at knække polakkernes modstand, og i henhold til Hitler-Stalin-pagtens tillægsprotokol marcherede Den røde armé ind i landet fra øst den 17. september. Kort efter gik Stalin til angreb på Finland. De pinlige nederlag, som de talmæssigt underlegne finner gang på gang tilføjede sovjetterne i Vinterkrigen 1939/40, styrkede Hitler i den opfattelse, at det ikke ville blive alt for vanskeligt at besejre sovjetarmeen. Det var hans hensigt allerede ved indgåelsen af Hitler-Stalin-pagten.
 
Sine største triumfer fejrede Hitler i den første halvdel af 1940, hvor Wehrmacht i en række kortvarige lynkrige, "Blitzkriege" overvandt Danmark, Norge, Nederlandene, Belgien og Luxembourg. Og desuden nedkæmpede han Frankrig i sommeren 1940 på kun seks uger. Men allerede samme sommer led han sit første alvorlige nederlag: Slaget om England. I London var Chamberlain blevet afløst af Winston Churchill, som siden 1933 havde agiteret for større fasthed over for Tyskland. Hitler så derimod på sin side England som en mulig forbundsfælle; den egentlige fjende var for ham Sovjetunionen, så han tilbød briterne frie hænder i deres kolonirige til gengæld for en anerkendelse af Tysklands dominans på det europæiske kontinent. Til trods for Storbritanniens svage militære stilling afviste Churchill enhver dialog med Hitler. Efter at luftkrigen over England var slået fejl, koncentrerede Wehrmacht sig om planer om en invasion med flådestyrker. Men "Operation Seelöwe" blev skrinlagt af Hitler i 1941, fordi han stadig ikke betragtede briterne som en alvorlig trussel og nu hellere ville vende sig mod sit egentlige mål: Stalins Sovjetunionen.
 
Men først måtte han komme Mussolini til undsætning: Den italienske Balkankrig gik dårligt; særlig så det alvorligt ud i Grækenland. Selv om den tyske erobring af Balkan også tjente til at sikre den sydlige flanke mod Middelhavet, kom dette felttog til at forsinke det planlagte angreb på Sovjetunionen yderligere. Invasionen med kodenavnet Operation Barbarossa kom først i gang den 22. juni 1941. Den nationalsocialistiske propaganda forklarede angrebet som antikommunismens, antibolsjevismens og den vesterlandske kulturs kamp mod det "asiatiske barbari" og den "jødiske bolsjevisme". Propagandaen var i sin nedværdigende omtale af de slaviske folk i høj grad med til at give de tyske soldater en følelse af, at de snarere kæmpede mod dyr end mod mennesker. Felttoget var egentlig snarere et røver- og erobringstogt. Det havde til hensigt at erobre "Lebensraum" (livsrum) for det "ariske herrefolk" og gøre de undertrykte befolkninger til slaver eller udrydde dem.
 
Efter de store sejre blev Wehrmachts angreb standset foran Moskva i december 1941, netop som den frygtede russiske vinter satte ind. Den 7. december angreb Japan (Tysklands allieredede) de amerikanske baser ved Pearl Harbor på Hawaii. Det drog USA ind i konflikten. Hitler erklærede krig mod USA den 11. december 1941.
 
Den 19. december 1941 overtog Hitler den egentlige overkommando over hæren. Efter at Wehrmacht i 1942 igen kom i offensiven, førte Hitlers militære fejlhåndtering til et knusende nederlag tidligt 1943 med Slaget om Stalingrad, hvor hele den sjette tyske arme måtte overgive sig, fordi Hitler havde forbudt den sjette arme at trække sig tilbage fra den udsatte stilling.
 
På østfronten var krigslykken for alvor vendt for tyskerne.
 
Samme år vandt de allierede bombefly luftherredømmet over Tyskland. Mange tyske byer endte som ruiner og aske. Den 6. juni 1944 startede den allierede invasion af Normandiet. Til trods for alle nederlag, enorme civile tab i alle deltagende lande og voldsomme ødelæggelser lod Hitler krigen fortsætte i to år, helt til det endelige nederlag. Det skyldes nok især Hitlers egen indstilling til verden, hvor den stærke måtte vinde eller bukke under. Der fandtes ikke overgivelse, der fandtes kun sejr eller død. Hans personlige indgreb i den tyske krigsførelse – blandt andet ved at forbyde udsatte troppeenheder at trække sig tilbage – førte til massive tab blandt de tyske soldater.
 
Først da de allierede stod ved Elben og midt inde i Berlin, og Hitler måtte frygte, at han kunne blive taget til fange, bestemte han sig for at begå selvmord.
 
Sidste angrebsforsøg og efterfølgende ragnarok
 
16. december 1944 blev tyskernes sidste offensiv i Belgiens Ardennerområde indledt. Offensiven var dog et håbløst forsøg på at vende krigens gang – dets succes krævede en overlegen tysk styrke, hvilket langt fra var tilfældet. Det var et angreb, der var dømt til at mislykkes, og som endda også svækkede østfronten, idet divisioner herfra blev sendt vestpå.
 
Det er sandsynligt, at Hitler insisterede på denne helt meningsløse militære manøvre, fordi han indså, at tyskerne efterhånden kun håbede på fred med vestmagterne. I øst flygtede befolkningen fortvivlet for den fremrykkende russiske hær; i vest blev den, hvor den var, hængte lagener og hvide duge ud af vinduerne som tegn på overgivelse og bad indtrængende de tyske officerer om ikke at forsvare deres by eller landsby, men blot overgive den for at undgå flere ødelæggelser. At lukke russerne ude og slippe vestmagterne ind, var befolkningens store håb. Hitler derimod, insisterede gennem hele krigen på at lade sit folk gå i martyr-døden, og Ardenner-offensiven kan have været en måde hvorpå han forsøgte at opnå tilblivelsen af landets ragnarok i 1945.
 
18. marts 1945 udsendte han sin ordre om øjeblikkelig evakuering af samtlige indbyggere i de vestlige områder. Rustningsminister Albert Speer fortæller, at Hitler blev gjort opmærksom på, at der ikke fandtes transportmidler til en evakuering i den størrelsesorden. "Så må de gå!" slog Hitler fast. Når tyskerne ikke frivilligt ville følge ham ind i katastrofen, skulle de udleveres til russernes hævn.
 
19.marts blev "Nero-ordren" udstedt, hvis ene mål var at fratage alle tyskere muligheden for at overleve. Alle offentlige anlæg og værdier skulle ødelægges. Den 27.november 1941, altså før den russiske mosoffensiv var blevet indledt, udtalte Hitler til den danske udenrigsminister Erik Scavenius og den kroatiske udenrigsminister Lorkovitsj:
"Hvis det tyske folk ikke er stærkt og offervilligt nok til at give sit blod for sin eksistens, skal det forgå og tilintetgøres af en anden, stærkere magt. Jeg skal ikke fælde en tåre for det tyske folk."[21]
Allerede her nedkaldte Hitler altså det uomgængelige ragnarok, som hans krig havde skabt for det tyske folk.
 
Hitlers endeligt i Førerbunkeren
 
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i dette afsnit.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen. Question book-4.svg
 
Hitlers helbredstilstand forværredes betragteligt i løbet af krigsårene, og mod slutningen led han højst sandsynligt af Parkinsons sygdom i et fremskredet stadium og måske også af tiltagende demens. Men ifølge øjenvidner var han stadig i besiddelse af sin næsten magiske tiltræknings- og overtalelseskraft. Den 19. marts 1945 beordrede han, med det som er blevet betegnet som "Nero-befalingen", at Wehrmacht efterhånden som den blev drevet tilbage i de tyske områder, skulle ødelægge landets infrastruktur – en taktik kendt som den brændte jords taktik. Men rustningsminister Speer modarbejdede ordren.
 
Ordren var i overensstemmelse med Hitlers forestilling om "sejr eller undergang". De østlige folk havde vist sig at være de stærkeste, og Hitler mente i sine sidste dage, at det tyske folk ved sit nederlag havde mistet sin eksistensberettigelse. For huleboerne i førerbunkeren havde især denne social-darwinistiske bekendelse en forløsende effekt[Kilde mangler].
 
Den 22. april 1945 blev Hitler ramt af resignation under den daglige situationsrapport i Førerbunkeren under rigskancelliet i Berlin. Det blev klart for ham, at Berlin var omringet, og at der ikke var udsigt til undsætning fra tyske forstærkninger. Han sagde, at alt nu var tabt, og at alle havde forrådt ham. Han lod dele af sin stab rejse, men trods overtalelsesforsøg fra Bormann, Keitel og Göring nægtede han selv at forlade byen. Han gav sin chefadjudant SS-Obergruppenführer Julius Schaub ordre om at brænde alle hans personlige papirer fra rigskancelliet og fra bunkeren og derefter gøre det samme i München og i Obersalzberg.
 
 
 
 
Hitlers død bekendtgøres i den amerikanske hæravis Stars and Stripes 2. maj 1945:Faldet på kommandopost ifølge tysk radio.
Næste dag var de store debatemner i førerbunkeren, hvor nær russerne var kommet, og hvad der var den sikreste selvmordsmetode. Hitler (56) fordelte flere gange giftampuller med cyanid til sine nærmeste medarbejdere. Den 29. april giftede han sig med sin mangeårige livsledsagerske Eva Braun (33). Dagen efter begik de begge selvmord omkring kl. 15.30. De tog gift, og Hitler skød sig samtidig i tindingen.
 
Martin Bormann, Hitlers kammertjener Heinz Linge, Hitlers SS-adjudant Otto Günsche og nogle livvagter bragte ligene af Eva Braun og Adolf Hitler ud i rigskancelliets have, hvor de brændte dem. Ligene blev gravet op af russerne efter deres indtagelse af Berlin først i maj, og de var i stand til at identificere de døde på baggrund af røntgenbilleder og tandkort. Af politiske grunde holdt de sovjetiske myndigheder fundene hemmeligt.
 
Først efter den kolde krigs afslutning blev det kendt, at Hitler og Eva Brauns jordiske rester tilsyneladende havde været gravet ned på den sovjetiske organisation SMERSH's nye hovedkvarter ved Magdeburg, og at KGB-chef Andropov i april 1970 havde beordret ligene fjernet før anlægget blev overdraget til den østtyske regering. De sidste rester blev smidt i Elben og forsvandt med floden videre ud i Nordsøen.
 
Modstand mod Hitler og hans regime
 
Uddybende Uddybende artikel: Oppositionen i Nazityskland
 
Der var fra første stund nogen uvilje mod Hitler i visse dele af den tyske befolkning, men en kombination af nazisternes gennemgribende og undertrykkende ensretning og Hitlers og nazisternes propagandiske og agitatoriske talenter gjorde, at modstanden aldrig blev særlig stor, og angiveriet og overvågningen af borgerne forhindrede effektivt det mindste tilløb til opposition.
 
Attentater
 
Uddybende Uddybende artikel: 20. juli-attentatet
 
Alligevel var der en række attentater mod Hitler: han overlevede 42 attentater og attentatforsøg, der enten strandede under planlægningen eller i selve gennemførelsesfasen. Nogle slog fejl ved deciderede tilfældigheder. Hitler blev dermed yderligere styrket i sin overbevisning om, at han var udvalgt af "forsynet", og hans held var med til at forstærke hans legende-status.
 
Et attentatforsøg fandt sted i 1939, da schweizeren Maurice Bavaud forsøgte at skyde Hitler, men han kom aldrig på skudhold. Et af de mest bemærkelsesværdige fandt sted samme år, da en sprængsats i Münchens Bürgerbräukeller eksploderede få minutter efter, at Hitler havde forladt salen 18 minutter før planlagt. Den ansvarlige, snedkeren Georg Elser, blev senere dræbt i Dachau koncentrationslejr.
 
En bombe – kamoufleret som to flasker Cointreau – som Stauffenbergs medsammensvorne Henning von Tresckow havde smuglet ind i Hitlers fly i Smolensk i 1943, havde en fejl i tændmekanismen.
 
Få dage efter blev et attentat i Berlin afblæst i sidste øjeblik, da attentatmanden Rudolf Christoph Freiherr von Gersdorff, som agtede at dræbe Hitler ved en selvmordsbombe i Zeughaus Berlin, ikke nåede at komme tæt nok på Hitler, før Føreren pludselig forlod Tøjhuset.
 
20. juli-attentatet i 1944 i Førerens hovedkvarter Wolfsschanze i Østpreussen, var det, der var tættest på at lykkes. Det slog fejl, blandt andet fordi attentatmanden Claus Graf Schenk von Stauffenberg kun havde medbragt den ene af de to forberedte bomber, og fordi kufferten med bomben tilfældigvis blev flyttet længere væk fra Hitler og placeret bag et solidt bordben, som tog af for eksplosionen. De sammensvorne, som havde forberedt statskuppet, blev handlingslammet, da de hørte, at Hitler var i live, og de fleste blev arresteret og henrettet samme dag i Berlin. Feltmarskal Erwin Rommel var angiveligt blandt attentatforsøgets bagmænd; denne blev kort efter afhentet ved sin bopæl og tvunget til at tage sit liv vha. en giftampul.
 
Hitlers indflydelse på jødeudryddelsen og den nazistiske antisemitisme
 
De væsentlige drivkræfter bag Hitlers politik var hans antisemittisme og hans radikale socialdarwinisme, som allerede tidligt kan siges at have taget sigte mod en egentlig jødeudryddelse. Helt fra han første gang trådte frem i offentligheden og til sin død angreb Hitler gang på gang jøderne og andre såkaldte "racemæssigt underlegne", bl.a. folkeslag som sinti, roma, polakker og russere. Hans socialdarwinistiske synspunkter kom til udtryk ved hyppige ytringer om syge og om fysisk og psykisk tilbagestående; han omtalte dem som "leveuværdige" og mente, at de ville forurene den rene ariske race. Hitler tolkede verdenshistorien som en vedvarende kamp mellem racer. For at den tyske race kunne vinde, gjaldt det om at opbygge en stærk race, og ikke lade den ødelægge af svaghed. Det stærke måtte udrydde det svage for at sejre. Som han sagde det på NSDAP-kongressen i Nürnberg 1929:
 
"Hvis Tyskland hvert år fik én million børn og samtidig skilte sig af med 700.000 til 800.000 af de svageste af disse børn, ville resultatet måske til sidst endog blive en styrkelse".
 
Sådanne udsagn kan lægges til grund for nogle historikeres teser om, at virkeliggørelsen af hans socialdarwinistiske og racistiske udryddelsesplaner var nogle af Hitlers politiske hovedmål.
 
Forfølgelsen af jøderne under Hitler
 
Hitlers had til jøder var allerede tidligt meget markant, således sagde han i "Mein Kampf" fra 1925.
"Havde man bare ved krigsudbruddet og under krigen ladet 12.000 eller 15.000 af disse hebraiske folkefordærvere forgå under giftgassen, ligesom hundredtusinder af vore allerbedste tyske arbejdere fra alle samfundslag og erhverv måtte udlide på slagmarken, så ville vore millionofre ved fronten ikke have været forgæves"
Selv kort før anden verdenskrigs afslutning beordrede Hitler, at stor transportkapacitet, som var meget efterspurgt andetsteds, skulle benyttes til at fragte flest mulige jøder til udryddelseslejrene. Og i sit politiske testamente [22] dikteret i Førerbunkeren kort tid før hans selvmord, krævede Hitler den "strengeste efterlevelse af racelovene".
 
 
 
 
Fra boykotten af jødiske forretninger 1. april 1933. En SA-mand bevogter en udstillingsmontre mærket med Davidstjerne.
Allerede i Mein Kampf fra 1924 antydede Hitler et ønske om at udrydde alle jøder. Efter magtovertagelsen udøvede Hitler og nationalsocialisterne antisemitisme først åben diskriminering mod jøder med konfiskering af deres ejendom. I løbet af anden verdenskrig udartede den til den "Endlösung" ("den endelige løsning" på jødespørgsmålet), som kostede omkring seks millioner europæiske jøder livet.
 
Få dage efter Hitlers store sejr i Rigsdagen forordnede han en endags boykot af alle jødiske forretninger (1. april 1933). Dette var hans svar på den påståede udenlandske jødiske skrækpropaganda. Derefter fulgte forordninger og nye love, som indskrænkede jødernes borgerrettigheder yderligere og efterhånden degraderede dem til 2.-klasses borgere. En tidlig lovændring krævede, at alle jøder i statsembeder blev sagt op. Også andre jøders arbejde blev vanskeliggjort. For eksempel måtte jødiske læger kun have jødiske patienter, og der var desuden erhverv, som jøder blev helt udelukket fra.
 
De åbenlyst racistiske "Nürnberglove" fra 1935 berøvede fuldstændigt jøderne deres statsborgerlige rettigheder som følge af racekriterier. Blandt andet blev ægteskab mellem jøder og ikke-jøder forbudt, og kønslig omgang mellem jøder og andre blev defineret som "raceskænding" og var ligeledes strafbart. Stat og politi skulle bistå ved såkaldte arianiseringer, dvs. overdragelse af jødiske virksomheder til ikke-jøder på vilkår, som var særdeles gunstige for de nye ejere. Udvandringsvillige jøder blev pålagt en "rigsflugtsskat", hvorefter de måtte betale størstedelen af den ringe sum, de havde fået ud af tvangssalget af deres ejendom. I førkrigstiden kulminerede jødeforfølgelserne med "krystalnatten" mellem 9. og 10. november 1938. Den blev iscenesat af Joseph Goebbels på befaling af Hitler som "spontane udtryk for folkets harme". Krystalnatten resulterede i voldelige angreb på jøder, jødiske menigheder samt afbrænding af synagoger og andre jødiske institutioner over hele det tyske rige.
 
Efter krigsudbruddet i 1939 gik Hitler-regimet fra at marginalisere og fordrive jøderne til en decideret udryddelsespolitik. Det var nu ikke længere muligt for tyske jøder at udvandre, og jøderne i de områder, som var besat af tyskerne, blev udsat for voldsomme forfølgelser. I Østeuropa udførte såkaldte SS-Einsatztruppen deciderede massedrab allerede i starten af krigen. Fra 1. september 1941 blev alle jøder, som var fyldt seks år, tvunget til at bære en gul Davidsstjerne synligt på tøjet. Der kom nu også flere diskriminerende love til: forbud mod at benytte offentlige transportmidler og at eje bil, radio og husdyr.
 
Efterhånden blev jøder i de tysk-besatte områder, hovedsageligt områder i østeuropa, tvunget ind i ghettoer eller sendt direkte til koncentrationslejre. Fra 1942 blev der oprettet flere udryddelseslejre i det okkuperede Polen, eksempelvis Auschwitz-Birkenau og Majdanek. Her organiseredes og gennemførtes fabriksagtig aflivning af jøder, polakker, russere, sinti, roma, Jehovas Vidner og andre.
 
Hitlers antisemittisme var også et politisk fejlgreb. I den grad jøderne påvirkede verdensopinionen, havde det været i Tysklands favør, f.eks når det gjaldt at holde USA fra at deltage i første verdenskrig på vestmagternes side. Jøderne havde været Tysklands bedste venner – nu tvang han dem over på fjendens side, og det tæller dobbelt. Flugten af forfattere og kunstnere kunne han nok tåle, men i løbet af 1933 flyttede verdens hovedcentrum for atomforskning sig fra universitetet i Göttingen til USA. Uden Hitlers antisemittisme var Tyskland sandsynligvis blevet verdens første atommagt.[21]
 
Hitlers direkte ansvar for disse forbrydelser er efter krigen forsøgt benægtet eller betvivlet af holocaust-fornægtere. Som oftest anføres det, at der ikke findes noget dokument undertegnet af Hitler med forordning om jødeudryddelser. Men dette argument holder ikke set i lyset af de mange offentlige veldokumenterede udtalelser fra Hitler (nogle af dem nævnt ovenfor), som viser, at den tilintetgørelsespolitik hans regering praktiserede, var i overensstemmelse med hans personlige holdninger og målsætninger. Disse kom ikke alene til udtryk i Mein Kampf, men også i hans tale i Rigsdagen den 30. januar 1939, hvor han fremførte en åben trussel om, at han i tilfælde af krig, ville sørge for "udryddelse af den jødiske race i Europa".
 
 
 
 
Giftgassen benyttet i gaskamrene havde varemærket Zyklon B.
Desuden findes der øjenvidneberetninger, som sætter Hitler i direkte forbindelse med detaljer ved maskineriet, der anvendtes ved udryddelserne. Hans kammertjener Heinz Linge og hans adjutant Otto Günsche bevidnede umiddelbart efter krigen, at Hitler "personligt" havde interesseret sig for udviklingen af gaskamrene. Han havde godkendt modeller og tegninger, som blev vist ham af Heinrich Himmler og havde beordret, at konstruktørerne skulle ydes "omfattende støtte".
 
Eutanasiprogrammet
 
Uddybende Uddybende artikel: Eutanasiprogrammet
 
I forhold til eutanasiprogrammet findes der også en række dokumenter, der beviser Hitlers personlige engagement. I oktober 1939 underskrev han en befaling til det, som senere fik navnet Aktion T4. Med dette muliggjorde han "eutanasi". I nazismens tid defineret som eliminering af åndelig og fysisk svage mennesker, der med Det tredje Riges ideologiske sprogbrug blev betegnet som ikke-"leveværdige".
 
Rigsleder Philipp Bouhler blev udpeget til at gennemføre dette T4-program. Han lod nerveanstalter, sygehuse og hospitaler omdanne til deciderede aflivningsinstitutioner. Alene i det daværende rigsområde blev næsten 190 000 åndeligt og fysisk handicappede mennesker myrdet, med gas eller gift, ved skydning eller ved at lade dem dø af sult. I nogle tilfælde førtes udstødningen ind i en bus, så de indespærrede passagerer døde af kulilteforgiftning. Hvor mange, der blev dræbt i de okkuperede områder, er vanskeligt at fastslå.
 
Kirkelige protester især fra katolsk hold (for eksempel fra biskop von Galen af Münster) førte til, at eutanasiprogrammet blev forsinket. Men kun i en kortere periode, hvorefter det blev genoptaget med fuld styrke. SS-kommandoerne, som foretog mange af aflivningerne af de handicappede, kunne herigennem eksperimentere sig frem til de mest effektive metoder til masseaflivning, som senere blev taget i brug ved det industrielle massemord af jøder.
 
Litteratur
 
Hitlers egne værker
 
Selvbiografi, manifest, testamenter og private dialoger/monologer
Hitler, A. (1925). Mein Kampf. Wikisource Version
Hitler, A. (1935). Zweites Buch (trans.) Hitler's Second Book: The Unpublished Sequel to Mein Kampf by Adolf Hitler. (Enigma Books: New York, 2006. ISBN 978-1-929631-61-2)
Hitler, A. (1945). My Political Testament. Wikisource Version
Hitler, A. (1945). My Private Will and Testament. Wikisource Version
Hitler, A., (1971). Unmasked: two confidential interviews with Hitler in 1931. Chatto & Windus. ISBN 0-7011-1642-0
Hitler, A., (1974). Hitler's Letters and Notes. Harper & Row. ISBN 0-06-012832-1
Hitler, A., (2000). Hitler's Table Talk. Enigma Books. ISBN 1-929631-05-7
Hitler, A., (1975). Hitlers testamente – Hitler-Bormann dokumenterne. Stig Vendelkærs Forlag. København. (med introduktion af H.R. Trevor Roper)
Hitler, A., (1945). Mine samtaler med Hitler. Povl Branners Forlag. København, Aalborg. (Herman Rauschnings samtaler med Hitler fra starten af 30'erne)
 
Taler
Baynes, N. (1942). The Speeches of Adolf Hitler, April 1922-August 1939 V1. London, Oxford University Press. ISBN 0-598-75893-3
Baynes, N. (1942). The Speeches of Adolf Hitler, April 1922-August 1939 V2. London, Oxford University Press. ISBN 0-598-75894-1
Domarus, M. (1990). Hitler: Speeches and Proclamations 1932 – 1934 V1. Bolchazy-Carducci Publishers, Inc. ISBN 0-86516-227-1
Domarus, M. (1992). Hitler: Speeches and Proclamations 1935 – 1938 V2. Bolchazy-Carducci Publishers, Inc. ISBN 0-86516-229-8
Domarus, M. (1996). Hitler: Speeches and Proclamations 1939 – 1940 V3. Bolchazy-Carducci Publishers, Inc. ISBN 0-86516-230-1
Domarus, M. (2004). Hitler: Speeches and Proclamations 1941 – 1945 V4. Bolchazy-Carducci Publishers, Inc. ISBN 0-86516-231-X
Domarus, M., Romane, P., ed. (2007). The Essential Hitler: Speeches and Commentary. ISBN 0-86516-665-X
Domarus, M. (2007). The Complete Hitler: A Digital Desktop Reference to His Speeches & Proclamations 1932-1945. ISBN 0-86516-658-7
Roussy, R. (1973). My New Order. Octagon Books. ISBN 0-374-93918-7
 
Litteratur om Hitler
Bullock, A. (1958). Hitler: a Study in Tyranny. Bantam Books. ISBN 1-56852-036-0
Cross, C. (1973). Adolf Hitler. Hodder and Stoughton. ISBN 0-340-10911-4
Davidson, E. (1977). The Making of Adolf Hitler. Macmillan Pub. Co. ISBN 0-8262-1117-8
Davidson, E. (1996). Unmaking of Adolf Hitler. Univ. of Missouri Pr. ISBN 0-8262-1045-7
Dufner, A. (2003). Rise of Adolf Hitler. Greenhaven Pr. ISBN 0-7377-1518-9
Fest, J. (2004). Der untergang. Frankfurt am Main, Berlin, Wien
Fest, J. (2002). Hitler. Harvest Books. ISBN 0-15-602754-2
Fuchs, T. (2000). A Concise Biography of Adolf Hitler. Berkley. ISBN 0-425-17340-2
Gerber, A. (1961). The life of Adolf Hitler, 1889-1945. Mercury Books. ASIN B0007EAR98
Giblin, J. (2002). The Life and Death of Adolf Hitler. Clarion Books. ISBN 0-395-90371-8
Hanfstaengl, E. (1994). Hitler : The Missing Years. Arcade Publishing. ISBN 1-55970-272-9
Gogerly, L. (2003). Adolf Hitler. Heinemann/Raintree. ISBN 0-7398-5256-6
Haffner, S. (1978) Anmerkungen zu Hitler. Fischer Taschenbuch Verlag. Frankfurt am Main. ISBN 3-596-23489-1
Hallett, G. (2005). Hitler Was a British Agent. Progressive Press. ISBN 0-473-11478-X
Heiber, H. (1972). Adolf Hitler a Short Biography. Berg Pub Ltd. ISBN 0-85496-123-2
Heiden, K. (1936). Hitler: A Biography. A.A. Knopf.
Heyes, E. (1994). Adolf Hitler. Millbrook Pr. ISBN 1-56294-343-X
Housden, K. (2000). Hitler : Biography of a Revolutionary. Routledge. ISBN 0-415-16358-7
Kershaw, I. (1999). Hitler: 1889-1936 Hubris. W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-04671-0
Kershaw, I. (2001). Hitler: 1936-1945 Nemesis. W. W. Norton & Company. ISBN 0-393-32252-1
Kubizek, A. (1976). The Young Hitler I Knew. Greenwood Pub Group. ISBN 0-8371-8664-1
Machtan, L. (2001). The Hidden Hitler. Basic Book. ISBN 0-465-04308-9
Marrin, A . (1987). Hitler. Penguin Books ISBN 0-670-81546-2
Maser, W. (1973). Hitler: legend, myth & reality. Harper & Row. ISBN 0-06-012831-3
Nardo, D. (2002). Adolf Hitler. Lucent Books. ISBN 1-56006-951-1
Nicholls, D. (2000). Adolf Hitler: A Biographical Companion. ABC-Clio Inc. ISBN 0-87436-965-7
Parker, L. et al. (2002). Adolf Hitler. Blackbirch Pr. Inc. ISBN 1-56711-625-6
Payne, R. (1973). The life and death of Adolph Hitler. Cape. ISBN 0-224-00927-3
Petrova, A. (1995). The Death of Hitler: The Full Story With New Evidence from Secret Russian Archives. W. W. Norton & Co Inc. ISBN 0-393-03914-5
Price, B. (1984). Adolf Hitler: The Unknown Artist. Stephen Cook. ISBN 0-9612894-0-6
Roberts, J. (2001). Adolf Hitler: A Study in Hate. Powerkids Pr. ISBN 0-8239-3317-2
Rosenbaum, R. (1999). Explaining Hitler: The Search for the Origins of His Evil. Harper Perennial. ISBN 0-06-095339-X
Rubenstein, J. (1982). Adolf Hitler. Franklin Watts. ISBN 0-531-04477-7
Shirer, W. (1961). The Rise and Fall of Adolf Hitler. Scholastic. ISBN 0-394-86270-8
Smith, B. (1967). Adolf Hitler: His Family, Childhood, and Youth. Hoover Institution Press. ISBN 0-8179-1622-9
Smith, Gene (1973). The Horns of the Moon: A short biography of Adolf Hitler. New York City: Charterhouse. ISBN 0-88327-036-0 (fejlagtigt)
Stalcup, B. (2000). Adolf Hitler. Greenhaven Pr. ISBN 0-7377-0222-2
Stalin, J., et al. (2005). The Hitler Book: The Secret Dossier Prepared For Stalin From The Interrogations of Hitler's Personal Aides. Public Affairs. ISBN 1-58648-366-8
Trevor-Roper, H.R. (1992) "The last days of Hitler". Univ of Chicago PR.
Tames, R. (1998). Adolf Hitler: An Unauthorized Biography. Heinemann Library. ISBN 1-57572-689-0
Toland, J. (1976). Adolf Hitler. Doubleday. ISBN 0-385-03724-4
Waite, R. (1993). The Psychopathic God: Adolf Hitler. Da Capo Press. ISBN 0-306-80514-6
Wepman, D. (1989). Adolf Hitler. Chelsea House Pub. ISBN 0-7910-0575-5
Williams, J. (2005). Corporal Hitler and the Great War 1914-1918 : The List Regiment. Frank Cass. ISBN 0-415-35855-8
 
Referencer
 
1.Hoppe op ↑ Både den katolske og den evangeliske kirke har jævnligt agiteret for, at Hitler var ateist. Men dette er forkert. I en tale i Berlin, den 24. oktober 1933, erklærede Hitler således: "Wir haben folglich uns den Kampf gegen die atheistische Bewegung und der nicht bloß mit einigen theoretischen Erklärungen aufgenommen: wir haben gestempelt sie heraus!", hvorefter også kendte ateister fremover blev forfulgt, arresteret og interneret i KZ-lejrene.
2.Hoppe op ↑ Hitler, Adolf. Min Kamp S. 18. Forlaget Fremad. 1956. Viborg.
3.Hoppe op ↑ Fest, Joachim. Hitler: en biografi S. 24 Forlaget samleren. 1974. Viborg.
4.Hoppe op ↑ Kubizek, August. Hitler, Mein Jugendfreund. S.53
5.Hoppe op ↑ Hitler, Adolf. Min Kamp S. 20. Forlaget Fremad. 1956. Viborg.
6.Hoppe op ↑ Fest, Joachim. Hitler: en biografi S. 37 Forlaget samleren. 1974. Viborg.
7.Hoppe op ↑ ibid. s. 39
8.Hoppe op ↑ Ibid. s. 41
9.Hoppe op ↑ Hitlers vej til magten 1933-1939
10.Hoppe op ↑ Fest, Joachim. Hitler: en biografi S. 47 Forlaget samleren. 1974. Viborg.
11.Hoppe op ↑ Hitler, Adolf. Min Kamp S. 137. Forlaget Fremad. 1956. Viborg.
12.Hoppe op ↑ Fest, Joachim. Hitler: en biografi S. 64 Forlaget samleren. 1974. Viborg.
13.Hoppe op ↑ Ibid. s. 65
14.Hoppe op ↑ Hitler, Adolf. Min Kamp S. 173. Forlaget Fremad. 1956. Viborg.
15.Hoppe op ↑ Ibid. s. 69.
16.Hoppe op ↑ Lewis, David, The man who invented Hitler, Headline Book Publishing, 2003.
17.Hoppe op ↑ Post, David E., "The hypnosis of Adolf Hitler", Journal of Forensic Sciences, 43(6), 1998 november.
18.Hoppe op ↑ R.T. Clarks, The fall of German republic, s. 190
19.Hoppe op ↑ Allan Bullock, Hitler tyrannen og tyranniet, s 108
20.Hoppe op ↑ Vold, Ragnar. Fra artikkel i Dagbladet 18.maj 1934, trykt i "Motstand", forlaget Transit, Oslo 2006.
21.↑ Hoppe op til: 21,0 21,1 Haffner, Sebastian. Anmerkungen zu Hitler. forlaget Kindler. 1978.
22.Hoppe op ↑ Politisches Testament 1945
 
Eksterne henvisninger
 
 
 
[vis]
 
s·d·r
Tysklands historie
 
Brandenburg gate sunset quadriga.jpg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:
Commons-logo.svg Billeder og medier fra Wikimedia Commons
Wikiquote-logo.svg Citater fra Wikiquote
 
 
 
Forrige:
Kurt von Schleicher Kansler i Tyskland
30. januar 1933 - 30. april 1945 Følgende:
Joseph Goebbels
 
 
 
 
 
 
[vis]
 
s·d·r
Adolf Hitler
 
Hitler portrait crop.jpg
 
 
 
 
 
 
 
[vis]
 
s·d·r
 
 
Coat of arms of Nazi Germany Hitlers kabinet
(30. januar 1933 – 30. april 1945)
 
 
 
 
 
 
 
[vis]
 
s·d·r
Tysklands kanslere
 
 
Tysklands flag
 
 
Tysklands flag
 
 
Tysklands flag
 
 
Tysklands flag
 
 
 
[vis]
 
s·d·r
Tysklands rigspræsidenter
 
 
Flag of Germany (3-2 aspect ratio).svg
 
 
 
Flag of the NSDAP (1920–1945).svg
 
 
 
 
[vis]
 
s·d·r
Reichsstatthaltere i Nazi-Tyskland
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kategorier: Kilder mangler siden Uge 50, 2008
Kilder mangler siden Uge 13, 2009
Kilder mangler siden Uge 52, 2013
Kilder mangler siden Uge 18, 2013
Lovende artikler
Født i 1889
Døde i 1945
Adolf Hitler
Hitler-familien
Antikommunister fra Tyskland
Kanslere fra Tyskland
Diktatorer
Vegetarer
Nazister der har begået selvmord
Tysklands militære personel i 1. verdenskrig
Modtagere af Jernkorset
Forbrydere i Holocaust
Østrigere
 
 
 
 
 
Navigationsmenu
 
 
 
 
Opret konto
Log på
 
 
 
 
Artikel
 
 
Diskussion
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Læs
 
 
Vis kilden
 
 
Se historik
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Forside
Kategorier
Fremhævet indhold
Tilfældig side
Tilfældige artikler
Aktuelle begivenheder
 
 
Deltagelse
 
Velkommen
Skribentforside
Landsbybrønden
Ambassaden
Projekter
Kalender
Seneste ændringer
Hjælp
 
 
Værktøjer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Organisation
 
 
 
 
 
 
 
Udskriv/eksportér
 
 
 
 
 
Andre sprog
 
Afrikaans
Alemannisch
አማርኛ
Aragonés
Ænglisc
العربية
ܐܪܡܝܐ
مصرى
অসমীয়া
Asturianu
Azərbaycanca
Башҡортса
Boarisch
Žemaitėška
Bikol Central
Беларуская
Беларуская (тарашкевіца)‎
Български
Bahasa Banjar
বাংলা
བོད་ཡིག
Brezhoneg
Bosanski
Буряад
Català
Chavacano de Zamboanga
Нохчийн
Cebuano
کوردی
Corsu
Čeština
Чӑвашла
Cymraeg
Deutsch
Zazaki
Ελληνικά
Emiliàn e rumagnòl
English
Esperanto
Español
Eesti
Euskara
Estremeñu
فارسی
Suomi
Võro
Føroyskt
Français
Frysk
Gaeilge
贛語
Gàidhlig
Galego
Avañe'ẽ
Gaelg
Hausa
עברית
हिन्दी
Fiji Hindi
Hrvatski
Hornjoserbsce
Magyar
Հայերեն
Interlingua
Bahasa Indonesia
Interlingue
Ilokano
Ido
Íslenska
Italiano
日本語
Lojban
Basa Jawa
ქართული
Qaraqalpaqsha
Taqbaylit
Адыгэбзэ
Қазақша
ಕನ್ನಡ
한국어
Ripoarisch
Kurdî
Кыргызча
Latina
Ladino
Lëtzebuergesch
Лезги
Limburgs
Lumbaart
ລາວ
Lietuvių
Latgaļu
Latviešu
Basa Banyumasan
Malagasy
Олык марий
Baso Minangkabau
Македонски
മലയാളം
Монгол
मराठी
Bahasa Melayu
Malti
Mirandés
မြန်မာဘာသာ
مازِرونی
Nāhuatl
Napulitano
Plattdüütsch
Nedersaksies
नेपाली
Nederlands
Norsk nynorsk
Norsk bokmål
Novial
Diné bizaad
Occitan
Ирон
ਪੰਜਾਬੀ
Polski
Piemontèis
پنجابی
پښتو
Português
Runa Simi
Rumantsch
Română
Armãneashce
Русский
Русиньскый
संस्कृतम्
Саха тыла
Sicilianu
Scots
سنڌي
Srpskohrvatski / српскохрватски
සිංහල
Simple English
Slovenčina
Slovenščina
Soomaaliga
Shqip
Српски / srpski
Sesotho
Seeltersk
Basa Sunda
Svenska
Kiswahili
Ślůnski
தமிழ்
తెలుగు
Тоҷикӣ
ไทย
Tagalog
Türkçe
Татарча/tatarça
Удмурт
Українська
اردو
Oʻzbekcha
Vèneto
Tiếng Việt
West-Vlams
Walon
Winaray
吴语
მარგალური
ייִדיש
Yorùbá
Zeêuws
中文
文言
Bân-lâm-gú
粵語
Rediger links
 
Denne side blev senest ændret den 15. marts 2014 kl. 05:29.
Tekst er tilgængelig under Creative Commons Navngivelse/Del på samme vilkår 3.0; yderligere betingelser kan være gældende. Se brugsbetingelserne for flere oplysninger.
Behandling af personlige oplysninger
Om Wikipedia
Forbehold
Udviklere
Mobilvisning
 
=== Canada ===
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Amerikanske_uafhængighedskrig"