Yuan Shikai: Forskelle mellem versioner

Nøje knyttet til Yuans virksomhed i Tsjili foregik også Peking-regeringens fremskridtsarbejde. Både enkekejserinden og prins Tsjing, den mægtigste og kraftigste af manchuprinserne, fulgte i vid udstrækning Yuans planer. Efter enkekejserindens død oktober 1908 kom de reaktionære manchuprinser på ny til magten, idet [[Pu-JiPuyi]], en 2-årig søn af Kuang-Hsu's broder, »soneprinsen«, Tsjun, udråbtes til kejser med regeringsnavnet [[Hsuantung]] (1908—12), og den udpegede regent, prins Tsjun, overtog statens styre. En af dennes første regeringshandlinger var at hævne broderen, kejser Kuang-Hsu's nederlag i 1898; allerede i januar 1909 fik Yuan afsked fra sit embede »på grund af svagelighed«, men hans hoved sad dog for fast, til at man turde tage det. Den almindelige mening både blandt europæerne og kineserne selv var, at alle reformer nu ville ophøre. Dette blev også tilfældet, men da revolutionen som følge af reformernes standsning udbrød to år efter, tyede manchuregeringen atter til Yuan; [[14. oktober]] [[1911]] udnævntes han til vicekonge i [[Hupé]] og [[Huan]], men først da han fik uindskrænket fuldmagt som øverste troppechef og af rigsudvalget var valgt til førsteminister ([[8. november]] [[1911]]), kom han til Peking med sin livgarde og tog håndfast styret som Kinas mægtigste mand. Yuan dannede et nyt ministerium med Tang-sjao-ji som førsteminister, indledede forhandlinger med oprørerne og tvang prins Tsjun til at aflægge ed på den nye forfatning. 10. december nedlagde prins Tsjun sit embede, og 29. december sluttede Yuan en overenskomst med den af [[Sun Yat-sen]] dannede revolutionsregering i [[Nanking]], gående ud på, at den provisoriske nationalforsamling skulle afgøre forfatningsspørgsmålet. Forsamlingen bestemte sig for [[republik]] og valgte 15. februar 1912 Yuan til præsident, efter at enkekejserinde [[Lung-ju]] [[12. februar]] havde udstedt manchudynastiets abdikationsedikt. Yuan tog oprørsgeneralen [[Li-juan-hung]] til vicepræsident, aflagde [[10. marts]] ed på forfatningen og åbnede [[29. april]] den nationale rådgivende forsamling i Peking.

Efter alt at dømme kunne Yuan uden vanskelighed have nået sit mål, grundlæggelsen af et nyt dynasti, hvis ikke verdenskrigens uro havde hindret ham. I april 1914 gennemførte han en ny forfatning, der gav ham al administrativ myndighed. Ved vekselvis anvendelse af magt og [[guld]] samlede han hele riget og bragte modstanderne til tavshed. Skulle spørgsmålet om Kinas fremtidige styre løses i den gamle, klassiske filosofis ånd, burde Yuan være blevet kejser. Et samfund [[Tsjou-an-hui]] stiftedes august [[1915]] for at virke for [[monarki]]et, og fra alle egne af riget kom eller fremkaldtes udtalelser i samme retning. Efter en vis ceremoniel modstand gav Yuan efter og lod monarkiets genindførelse proklamere [[12. december]] [[1915]]. kejserkroningen fastsattes til [[9. februar]] [[1916]]. Men Yuan regnede ikke tilstrækkeligt med Japans modstand mod et stærkt, samlet Kina ledet af en kraftig og dygtig hersker. Allerede i oktober 1915 advarede Japan ham mod de farer for indre uro, regeringsændringen kunde medføre, og lammede af krigen med [[Tyskland]] måtte [[England]] og [[Rusland]] nødtvungne gå med til denne brutale og skæbnesvangre indgriben i Kinas indre udvikling. I december 1915 udbrød med japansk støtte oprør i [[JynnanYunnan]], og 22. januar 1916 erklæredes monarkiets genoprettelse udsat på ubestemt tid. Yuan havde nu »tabt ansigt« og gjort sin stilling umulig. I april måtte han overdrage al administrativ myndighed til ministeriet, der lovede at genindføre parlamentarisk styre. [[Kuomintang]] erklærede vicepræsidenten Li-juan-hung for præsident og oprettede en særregering i [[KantonGuangzhou]]. Kina var atter som så ofte før delt i nord og syd. Yuan blev kort efter syg og døde, efter nogles sigende forgivet. Han efterfulgtes af Li-juan-hung som præsident, men denne besad ikke hans herskerevner, og Kina blev derefter [[borgerkrig]]enes forjættede land.