Forskel mellem versioner af "Yuan Shikai"

30 bytes tilføjet ,  for 5 år siden
m
linkfix
m (linkfix)
[[Fil:Yuan Shi-Kai.jpg|thumb|Yuán Shì-kǎi.]]
 
'''Yuan Shikai''' (desuden: '''Juan-shi-kai''', '''Yuan Shi-kai'''), ([[16. september]] [[1859]] i præfekturet i [[Zhoukou]] i [[HonanHenan]] – [[6. juni]] [[1916]] i [[PekingBeijing]]) var en kinesisk præsident.
 
== Tidlige karriere ==
== Reformatoren ==
 
Uddannet i Li's skole og hjulpet frem af den gamle statsmand, indså han klart ad hvilken vej, der fremtidig burde styres. Det blev da også ham, »den stærke mand«, der stod som den ledende i det følgende tiårs rastløse reformvirksomhed. Som vicekonge i TsjiliZhili, en af landets vigtigste provinser, var Yuan i nær forbindelse både med europæerne og centralregeringen i [[PekingBeijing]]. Med stor kraft og indsigt genoptog han nu reformpolitikken, der blandt andet skulle danne overgangen til et parlamentarisk styre. Jernbane-, vej- og telegrafanlæg fremmedes, og på enhver måde søgte han at lære sine landsmænd, at Europas teknik nødvendigvis måtte tilegnes, inden man kunne vove for alvor at sætte [[Europa]] stolen for døren. Tianjin fik elektrisk belysning, vandledning og et moderne politi. Omfattende hygiejneregler blev gennemfærtgennemført. Først og fremmest forstod han også at skabe sig en hær, den første europæisk uddannede og uniformerede, Kina nogen sinde havde set, ved hjælp af først tyske, siden japanske instruktører, og allerede 1905 kunne han lade afholde store efterårsmanøvrer.
 
1902 blev han handelsminister med ansvar for handel, bjergværksdrift, jernbaner og telegrafanlæg i hele riget, 1908 medlem af det store råd (''Junjichu'') og præsident i udenrigsministeriet (''Waiwubu''). I november fik han gennemtrumfet et dekret om opiumforbud. Han virkede desuden for indførelsen af fælles møntfod, for et fælles måle- og vægtsystem for Kina, desuden eksamensvæsenets afløsning med mere tidssvarende fremgangsmåder ved rekrutteringen af embedsmænd.
[[Fil:Yuan shikai.jpg|thumb|Yuan Shikai som republikken Kinas præsident 1912-1916]]
 
Nøje knyttet til Yuans virksomhed i TsjiliZhili foregik også Peking-regeringens fremskridtsarbejde. Både enkekejserinden og prins Tsjing, den mægtigste og kraftigste af manchuprinserne, fulgte i vid udstrækning Yuans planer. Efter enkekejserindens død oktober 1908 kom de reaktionære manchuprinser på ny til magten, idet [[Puyi]], en 2-årig søn af Kuang-Hsu's broder, »soneprinsen«, Tsjun, udråbtes til kejser med regeringsnavnet [[Hsuantung]] (1908—12), og den udpegede regent, prins Tsjun, overtog statens styre. En af dennes første regeringshandlinger var at hævne broderen, kejser Kuang-Hsu's nederlag i 1898; allerede i januar 1909 fik Yuan afsked fra sit embede »på grund af svagelighed«, men hans hoved sad dog for fast, til at man turde tage det. Den almindelige mening både blandt europæerne og kineserne selv var, at alle reformer nu ville ophøre. Dette blev også tilfældet, men da revolutionen som følge af reformernes standsning udbrød to år efter, tyede manchuregeringen atter til Yuan; [[14. oktober]] [[1911]] udnævntes han til vicekonge i [[Hupé]] og [[Huan]], men først da han fik uindskrænket fuldmagt som øverste troppechef og af rigsudvalget var valgt til førsteminister ([[8. november]] [[1911]]), kom han til PekingBeijing med sin livgarde og tog håndfast styret som Kinas mægtigste mand. Yuan dannede et nyt ministerium med Tang-sjao-ji som førsteminister, indledede forhandlinger med oprørerne og tvang prins Tsjun til at aflægge ed på den nye forfatning. 10. december nedlagde prins Tsjun sit embede, og 29. december sluttede Yuan en overenskomst med den af [[Sun Yat-sen]] dannede revolutionsregering i [[Nanking]], gående ud på, at den provisoriske nationalforsamling skulle afgøre forfatningsspørgsmålet. Forsamlingen bestemte sig for [[republik]] og valgte 15. februar 1912 Yuan til præsident, efter at enkekejserinde [[Lung-ju]] [[12. februar]] havde udstedt manchudynastiets abdikationsedikt. Yuan tog oprørsgeneralen [[Li-juan-hung]] til vicepræsident, aflagde [[10. marts]] ed på forfatningen og åbnede [[29. april]] den nationale rådgivende forsamling i Peking.
 
Med kraftig hånd stræbte Yuan at bringe ordnede forhold til veje, i stadig kamp med den truende finansnød og Sydkinas revolutionære, rigssplittende tendenser samt [[Tibet]]s og [[Mongoliet]]s uafhængighedslysten januar 1913 foregik valgene til Kinas første parlament, hvis åbning fandt sted april samme år, samtidig med at endelig aftale opnåedes om et stort lån hos 5 af stormagterne. Sydkinas revolutionsparti [[Kuomintang]] rejste nu den såkaldte »anden revolution«, men denne kuedes i løbet af et par måneder. Den [[6. oktober]] [[1913]] valgtes Yuan til præsident for tidsrummet 1913—1918 (Li-juan-hung blev vicepræsident); republikken anerkendtes derpå officielt af alle fremmede magters gesandter i Peking, og Yuans herredømme syntes fæstnet trods [[Japan]]s stadige forsøg på at vække uro og splitte Kina i syd og nord. Yuan var ubestridt Kinas »stærke mand«, ikke alene en kraftig selvherskernatur, men også en målbevidst statsmand, et fremragende administrationstalent, en smidig [[diplomat]] og menneskekender.
9.777

redigeringer