Plakat: Forskelle mellem versioner

Som led i avertering kan plakatmaleri føres langt tilbage i tiden. I [[Pompeji]] og [[Herculaneum]], hvor sten- og bronzetavler var de gængse offentliggørelsesmidler, er der spor til formelige [[plakatsøjle]]r; man har her fundet talrige private bekendtgørelser på husene, "Dipinti", valgopråb, gerne malede med rød farve, og lignende. Her var dog mest tale om opslag af rent skriftmæssig natur ([[Aemilius Celer]] nød anseelse som skriftmaler i Pompeji), som når der for eksempel averteredes: »Et Kobberfad er bortkommet. Den ærlige finder får 65 Sestertier«; men af og til fulgte afbildninger med, en elefant på et værtshusskilt o. a. I [[Middelalderen]] er det især boghandlere og -trykkere, der tyr til billedlig fremstilling til forretningsmeddelelse. I 16. århundrede hører man om afficher (opslag) med billedudsmykning. Om plakaternes udbredelse i [[Frankrig]] i 17. århundrede vidner det strenge forbud (dødsstraf) 1653 mod at opslå plakater uden tilladelse; under prinsregenten blomstrer den kommercielle affiche (Law’s Periode). Var de talrige [[træsnit]], der i 16. og 17. århundrede brugtes til plakater og lignende, middelmådige, blev de gennemgående rent tarvelige i den følgende tid — medens dog forretningskortet, cirkulæret, udførtes i stik med megen gratie af 18. århundredes franske illuminister: [[Charles-Nicolas Cochin]], Eisen (hvilken), [[Jean-Michel Moreau]] etc. — og omkring 1800 var plakatkunsten forsømt: som regel rå og usselige gengivelser uden assistance fra kunstnerne, der vel kunne tegne indbydelseskort til kunstnerfester og lignende, men nødig indlod sig på forretningsplakater. I 1830’erne begyndte betydelige franske kunstnere at kaste sig over den illustrerede plakat i [[litografi]]: [[Auguste Raffet]], Gavarni, Daumier og andre. Herfra går tråde til den nyere tid, da [[Jules Chéret]] bliver banebryder for plakatkunsten, og i de senere årtier er plakatmaleri (gerne udført ad litografisk vej) under konkurrencens tryk bleven reklamens faste tjener med plakatudstillinger, plakatkonkurrencer ved hver anden større udstilling, plakatsamlere og en drabelig litteratur, endog af periodisk art [[Les maîtres de l’affiche]] i Paris. Den vågnende sans for dekorativ virkning og anvendt kunst har ansporet til plakatmaleri, dygtige kunstnere har kastet sig over det og udviklet dets teknik: grove dekorative virkninger, store linjer, markerede konturer, kraftige farveflader, beregnet på fjernvirkning. Er resultaterne end ofte ypperlige, kan det dog næppe nægtes, at plakatmoden til tider har virket uheldigt, forrående, tilbage på malerkunsten i dens egentlige udtryksformer. Fremragende franske plakatmalere er bl.a. [[Henri de Toulouse-Lautrec|Lautrec]], [[Henri-Gabriel Ibels]], [[Théophile Alexandre Steinlen|Steinlen]], [[Jean-Louis Forain]], [[Eugène Grasset]], [[Adolphe Willette]], [[Louis-Maurice Boutet de Monvel]], [[Alfons Mucha]]; fra England eksempelvis [[Aubrey Beardsley]], [[Brothers Beggarstaff]], [[James Pryde]], [[Frank Brangwyn]], [[Fred Taylor (1875 - 1963)|Fred Taylor]], [[Maurice Greiffenhagen]]; fra [[Tyskland]]: [[Julius Diez]], [[Franz von Stuck]], [[Thomas Theodor Heine]], [[Lucian Bernhard]], [[Max Klinger]], [[Paul Scheurich]], [[Ludwig Hohlwein]] med flere; fra Amerika: [[Will H. Bradley]], [[Edward Penfield]]; fra [[Sverige]]: [[Einar Nerman]], [[John Bauer]], [[Eigil Schwab]], [[Ossian Elgström]], [[Albert Engström]], Sjögren etc. I Danmark blev plakatmaleri lejlighedsvis dyrket af [[N.V. Dorph]] og J.[[Joakim Skovgaard|Joakim]] og N.[[Niels Skovgaard]]; [[J.F. Willumsen]] blev dog føreren for den kunstneriske plakat; andre udøvere: [[Valdemar Andersen (plakatkunstner)|Valdemar Andersen]], [[Axel Nygaard]], [[Sven Brasch]], [[Thor Bøgelund]], [[Sven Henriksen]], [[Poul Sæbye]] (særlig skriftplakater), [[Palle Wennerwald]], [[Rasmus Christiansen (maler)|Rasmus Christiansen]], [[H.E. Melchior]], [[Otto Nielsen]] etc. I Norge: [[Severin Segelcke]], [[Olaf Krohn]], [[Andreas Bloch]], [[Olaf Gulbransson]], [[Jens Wang]], [[Per Krogh (1889-1965)|Per Krogh]] med flere.