Kalmarkrigen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Datomærker POV-skabeloner |
|||
Linje 40:
Hen på efteråret kom det endnu til nogle uafgørende kampe nord for Kalmar. Så lagde Christian 4. en stærk garnision i byen og drog hjem med den øvrige hær. Den [[30. oktober]] døde Karl 9., og den [[26. december]] blev Gustaf Adolf Sveriges konge. Krigen blev fortsat.
▲Christian 4. faldt i januar 1612 ind i [[Vestergötland]] og trængte frem til [[Skara]], der blev brændt ned. Mens Gert Rantzaus styrker hærgede i [[Småland]]. For at hævne dette faldt Gustaf Adolf ind i Skåne og hærgede og brændte der. Ikke mindre end 24 kirkesogne samt [[købstad]]en [[Væ]] blev plyndret og brændt. Kong [[Christian 4.]] opfordrede derefter de overlevende mennesker i [[Væ]] til at bosætte sig i den projekterede fæstningsby [[Kristianstad|Christianstad]], som skulle blive en ''lås for Skåne''. Ved udtoget blev han den 11. februar angrebet af en langt ringere dansk styrke under ledelse af [[Breide Rantzau (1556-1618)|Breide Rantzau]] og den skånske adelsmand [[Anders Stensen Bille]] ved [[Vidtsø]] (svensk: ''Vittsjö'') i [[Gønge|Gjönge Herred]]. Den nye svenskekonge blev og undslap med nød og næppe med livet i behold. Hans tropper blev adsplittede, og selv kom han i livsfare, da isen brast under ham på flugten. De danske var meget stolte over denne sejr, og den fremstilledes senere af [[Karel van Mander II]] på tapeter i [[riddersal]]en på [[Frederiksborg slot]].
Senere faldt svenskerne ind i Halland og brændte [[Varberg]] by. Christian 4. ilede byen til hjælp med en lille rytterstyrke og angreb den langt overlegne svenske hær på [[Skællinge hede]]. Angrebet blev afvist, og de danske tropper måtte trække sig tilbage.
| |||