Stenografi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Intro |
|||
Linje 11:
Det ældste spor af stenografi findes i [[Grækenland]]. En [[1883]] fundet [[marmor]]indskrift fra midten af [[4. århundrede f.Kr.]] indeholder regler for en stenografi, som adskillige tilskriver historikeren og hærføreren [[Xenofon]], andre filosoffen [[Aristoteles]] eller statsmanden [[Archinos]]. Særlig fra det [[1. århundrede f.Kr.]] indtil [[4. århundrede e.Kr.]] blev stenografi under navn af "tachygrafi" (hurtigskrift) anvendt i Grækenland, blandt andet i den [[græske kirke]]s tjeneste og ved [[koncil]]er. Den var en slags [[stavelse]]sskrift, det vil sige at hver stavelse blev skrevet for sig, og [[bogstav]]erne føjedes således sammen, at hver stavelse så vidt muligt blev gengivet ved ét træk.
I det sidste århundrede f.Kr. opstod hos [[romerne]] uafhængig af den græske tachygrafi en stenografi, som efter sin opfinder, [[Cicero]]s [[frigivne]], [[Marcus Tullius Tiro]], kaldtes tironiske noter. [[Plutark]] meddeler, at de tironiske noter blev anvendte første gang offentlig til gengivelse af en tale, [[Cato den yngre]] holdt [[5. december]] [[63 f.Kr.]] i anledning af
I [[12. århundrede]] opstiller munken [[John af Tilbury]] en stenografi, bestående af [[lodret]]te streger med tværstreger i forskellig stilling; men først [[1588]] udgiver lægen [[Timothy Bright]] en praktisk nogenlunde brugbar stenografi, med hvilken for eksempel [[Shakespeare]]s [[drama]]er efter en til vished grænsende sandsynlighed er optaget under opførelserne, for derefter at udgives i de såkaldte rovtryk. Den bestod af faststående tegn for 556 ord, hvis antal yderligere kunne forøges efter visse regler. [[1602]] udkommer [[John Willis]]' stenografi på geometrisk grundlag. Denne oplever indtil [[1647]] 14 oplag. [[1741]] tager [[John Byrom]] [[patent]] på en stenografi, baseret på samme principper som de moderne systemer: så vidt muligt tegnlighed, hvor der er lydlighed. Byrom oprettede den første stenografiske Forening 1726.
Line 26 ⟶ 24:
I [[Italien]] anvendes geometriske systemer på Taylors grundlag ([[Emilio Amanti|Amanti]] [[1809]], [[Filippo Delpino|Delpino]] [[1819]] med senere forbedringer), [[ Franz Xaver Gabelsberger|Gabelsbergers]] i [[Enrico Carlo Noë|Noës]] overførelse (1863), Pitmans i [[Giuseppe Francini|Francinis]] overførelse (1883), [[Erminio Meschini|Meschinis]] halvkursive ''stenografia nazionale'' (1911) og andre. I [[Spanien]], [[Mellemamerika]] og det spansktalende [[Sydamerika]] er det [[Francisco de Paula Martí Mora|Martís]] vellykkede bearbejdelse (1802) af Coulon Thévenot’s system og dette systems forbedringer, der har fundet den største anvendelse.
I Tyskland udgav [[1678]] [[Charles Aloysius Ramsay|Ramsay]] et system, [[1796]] kom [[Friedrich Mosengeil|Mosengeils]] og [[1797]] [[Carl Gottlieb Horstig|Horstigs]] — alle efter engelsk mønster. [[1834]] udkommer Gabelsbergers stenografi. Dette er det første skriftsystem, der finder indgang, og det grafiske princip har derefter fuldstændig fortrængt de geometriske systemer fra de tysktalende lande og [[Skandinavien]]. Allerede [[1839]] oprettedes i [[Dresden]] et kongelig stenografisk institut (senere ''Stenographisches Landesamt''), som indtil [[1925]] arbejdede for Gabelsbergers stenografi, men deredter har virket for den tyske ''Einheitskurzschrift''. [[1854]] indførtes Gabelsbergers stenografi med udelukkelse af alle andre systemer som undervisningsfag i seminarierne og de højere skoler i [[Bayern]], [[1870]] i [[Østrig]] og [[1873]] i [[Sachsen]]. I disse lande blev dette system derfor så godt som det eneste, der benyttedes. Gabelsbergers system overførtes til de fleste europæiske sprog og benyttedes som referentstenografi i mange parlamenter, dels udelukkende, dels ved siden af andre systemer.
Det system, Gabelsberger udgav, var genialt; det indeholdt en mangfoldighed af måder at betegne vokalerne på, snart ved forandring i konsonanternes form, snart ved forskydning af deres Stilling til hinanden, snart i forlyden, snart i baglyden, undertiden på et helt andet sted, end hvor vokalen lyder, eller den udelades fuldstændig, ligesom adskillige konsonanter udelades i nogle ord, medens de skrives i andre. [[1857]] revideredes Gabelsbergers system første gang (ved Dresdenbeslutningerne), [[1895]] ændredes den anden gang (ved Wienbeslutningerne). [[1902]] spaltedes den gabelsbergerske stenografi i to systemer, idet et flertal af systemets tilhængere i Berlin vedtog nye, gennemgribende forandringer, medens et mindretal — hvoriblandt særlig østrigerne — holdt på den ældre form. [[1921]] fandt dog atter en sammensmeltning sted.
[[1841]] udgav [[Wilhelm Stolzes|Stolze]] en stenografi, særlig med det Maal for Øje, at den skulde kunne blive alm. Brugsskrift. Dette System vandt stor udbredelse, særlig i [[Nordtyskland]], indtil det [[1897]] gik op i ''Einigungssystem Stolze—Schrey''. Det benyttedes dog længe i den preussiske Landdag og den tyske Rigsdag i en af [[Gustav Steinbrink|Steinbrink]] ændret form, samt i flere andre parlamenter. Af andre systemer, der følger de af Gabelsberger og Stolze angivne principper, må nævnes [[Carl Faulmann|Faulmanns]] ''Phonographie'' (1875) i Østrig, [[August Lehmann|Lehmanns]] ''Stenotachygraphie'' (1875), og frem for alt [[Ferdinand Schrey|Schreys]] [[1887]]. Sidstnævnte stenografis tilhængere enedes 1897 med største delen af stolzeanerne om et fællessystem, ''Vereinfaehte deutsche Stenographie'', der blev enerådende i det tysktalende [[Schweiz]] og det mest udbredte i Nordtyskland; det er overført på mange andre sprog og anvendes dels udelukkende, dels ved siden af andre systemer i en række parlamentariske forsamlinger.
Line 37 ⟶ 32:
[[1850]] udgav [[Leopold Arends|Arends]] en stenografi, der gik en ny vej, idet han skriver vokalerne udtrykkelig. Andre vokalskrivende systemer er udgivne blandt andet af [[Heinrich Roller|Roller]] [[1875]], [[Julius Brauns|Brauns]] 1888, [[August von Kunowski|brødrene]] [[Felix von Kunowski|Kunowski]] [[1893]], [[Karl Scheithauer|Scheithauer]] [[1896]]. [[1898]] sluttede en del af de vokalskrivende systemer sig sammen om Kunowskis ''Nationalstenographie'', der er yderst simpel og let at lære; den har den ejendommelighed, at vokalerne betegnes ved nedstreger, der alle ender lige, medens konsonanterne betegnes ved opstreger, der til dels begynder med buer, som da sammensmeltes med den forudgående vokals slutningstræk.
Fra [[1906]]—[[1924|24]] blev der ført forhandlinger mellem repræsentanter for de forskellige (i alt 11) tyske stenografiskoler, i de senere år under forsæde af en repræsentant for rigsregeringen. [[19189] enedes vedkommende udvalg om to systemudkast, et flertalsudkast med Stolze-Schreysk ''r'' og væsentlig Stolze-Schreysk konsonantbetegnelse, og et mindretalsudkast med Gabelsbergersk ''r'' og deraf følgende væsentlig Gabelbergersk konsonantbetegnelse, begge udkast dog med nærmest Stolze-Schreysk vokalisation. Efter at disse udkast [[1922]] var blevet yderligere gennemarbejdet, vedtog det tyske rigsdagsflertal maj 1925 — under protest fra samtlige stenografiskoler med undtagelse af den Gabelsbergerske — at det sidstnævnte udkast skulle indføres som enhedssystem i alle tyske stater, og der måtte derefter kun undervises i dette system i
skolerne. Gabelsbergerforbundet vedtog på sin kongres i [[München]] august 1925 med overvældende flertal herefter at arbejde for udbredelsen af dette nye system. Samtlige øvrige stenografiskoler med Stolze-Schreys og ''Nationalstenographie'' i spidsen afviste derimod rigsenhedssystemet, der i steden for at burde betyde et fremskridt ifølge dem stod langt tilbage for flere af de andre systemer både i tydelighed og i enkelhed.
I [[Holland]] bruges både geometriske og skriftsystemer. [[Sommerhausen]]-[[Cornelis Steger|Stegers]] geometriske system på Aimé Paris' grundlag var fra [[1852]]—[[1907]] det eneste, der brugtes i det hollandske parlaments stenografbureau; [[de Haan]]s overførelse af Pitman ([[1886]]) og andre geometriske systemer fik kun ringe udbredelse. De nyere skriftsystemer (overførelser af Stolzes ved [[Wéry]] [[1889]], af Scheithauers ved [[Riënts Balf]] 1897 og [[Pont]] [[1904]] samt særlig [[A.W. Groote]]s originale system fra [[1899]]) blev senere de mest anvendte. I andre — her ikke nævnte — lande uden for Skandinavien har der indtil nyere tid ikke været noget udpræget stenografisk liv. I 1900-tallets begyndelse var der dog også i de [[Slaviske sprog|slaviske lande]] fremvokset en levende interesse for stenografi gennem forskellige der offentliggjorte systemer. Den kraftigste fremgang havde [[Herout Mikulik]]s tchekkoslovakiske skriftsystem fået, der 1921 blev prisbelønnet i en konkurrence om det bedste stenografisystem, som regeringen [[1920]] udskrev.
Sverige er det Land, i hvilket S. allerførst anvendtes til Rigsdagsprotokoller, idet J.
| |||