Forskel mellem versioner af "Stenografi"

2 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
m
'''Stenografi''' (af [[græsk]] στενός, snæver, sammentrængt, og γράφειν, skrive) er en kunstskrift, der er flere gange kortere end den almindelige skrift, og som ved anvendelse af tilstrækkelig mange dels vedtagne, dels frit valgte forkortelser og vilkårlige tegn kan skrives så hurtig, at den kan benyttes til ordret gengivelse af det mundtlige foredrag.
 
Den mindre forkortede form af stenografi kaldes korrespondance- eller kortskrift, den mere forkortede (til gengivelse af taler) debat- eller ilskrift. Den nødvendige korthed opnaasopnås ved, at stenografien benytter de enklest mulige skrifttegn, opstiller særlige regler for disses forbindelse til ord, og i reglen også anvender faststående forkortelser for en del ord og stavelser. Af det til rådighed stående materiale kan der til dannelse af stenografiske tegn benyttes enten de simpleste træk af den almindlige skrift, som da forbindes ved hjælp af bindestreger, der i de såkaldte vokalskrivende systemer får vokalbetydning, eller de simpleste geometriske elementer, punktet, den lige linje i forskellig retning, kredsen og dele af denne, der da forbindes umiddelbart. Derefter skelner man mellem skrift- eller grafiske og geometriske systemer.
 
De nævnte elementer kan fordeles på forskellig måde på alfabetets konsonanter og vokaler, og der kan tillægges tegnenes stilling på, over eller under linjen, deres størrelse, retning, tryk og så videre forskellig betydning. Således er der opstået mange hundrede forskellige stenografisystemer. De fleste af disse er ganske vist atter opgivne eller glemte; men dog anvendes endnu en snes forskellige stenografisystemer, som har vist deres praktiske brugbarhed og derfor har vundet en større eller mindre udbredelse, og som hver for sig har deres fortrin, men ganske vist også deres mangler. Det almenanerkendte — end sige det ideelle — system er nemlig endnu ikke fremkommet og nås måske aldrig.
 
Oprindelig anvendtes stenografi særlig til ordret gengivelse af taler, men dette mål nåedes og nås kun af forholdsvis få, fagstenograferne, der må have visse anlæg i så henseende, navnlig hurtig og skarp opfattelsesevne, stor manuel færdighed og alsidig dannelse. Til dette brug er systemets korthed det vigtigste, og selv systemer, der ellers har væsentlige mangler, har vist sig at kunne gøre god fyldest på dette omraadeområde. I den nyere tid er stenografi mere og mere gået over til at blive et almindelig anvendt skriftsystem til lettelse af alle slags skriftlige arbejder i det daglige liv, og efterhånden som trangen til en sådan praktisk almindelig nytteskrift er vokset, er der også stillet større og større krav til stenografiens nøjagtighed, letlæselighed, konsekvens og letfattelighed.
 
Det ældste spor af stenografi findes i [[Grækenland]]. En [[1883]] fundet [[marmor]]indskrift fra midten af [[4. århundrede f.Kr.]] indeholder regler for en stenografi, som adskillige tilskriver historikeren og hærføreren [[Xenofon]], andre filosoffen [[Aristoteles]] eller statsmanden [[Archinos]]. Særlig fra det [[1. århundrede f.Kr.]] indtil [[4. århundrede e.Kr.]] blev stenografi under navn af "tachygrafi" (hurtigskrift) anvendt i Grækenland, blandt andet i den [[græske kirke]]s tjeneste og ved [[koncil]]er. Den var en slags [[stavelse]]sskrift, det vil sige at hver stavelse blev skrevet for sig, og [[bogstav]]erne føjedes således sammen, at hver stavelse så vidt muligt blev gengivet ved ét træk.
 
Den simpleste og korteste stenografi, der er opstillet, turde være [[Samuel Taylor]]s, der udkom [[1786]] og er overført på de fleste [[kultursprog]]. Den benyttes endnu af fagstenografer. På grundlag af dette system udgav [[Isaac Pitman]] [[1840]] sin ''Phonography'', der nu er det mest udbredte af alle eksisterende stenografisystemer og med en del varianter — af hvilke [[Andrew J. Graham|Grahams]] system er meget
anvendt i [[[Nordamerika]] — har været så godt som eneraadendeenerådende overalt på jordkloden, hvor [[det engelske sprog]] tales, indtil det i senere tid er blevet stærkt trængt, måske endog overfløjet, i Nordamerika af [[John R. Gregg]]s [[1888]] udgivne ''Shorthand''.
 
Også i [[Frankrig]] er de geometriske systemer næsten eneherskende. Det første system, som her fik praktisk betydning, var [[Jean Coulon de Thévenot|Coulon de Thévenots]] (1782 og 1786), som ved at skrive [[vokal]]erne sammen med [[konsonant]]erne blev forbilledet for de senere franske systemer. Heldigere med sit tegnvalg var dog [[Louis Félix Conen de Prépean |Conen de Prépéan]] ([[1813]]), hvis system simplificeredes [[1822]] af [[Aimé Paris]]. [[1884]] føjede senatsrevisor [[Louis Prosper Guénin|Prosper Guénin]] en forkortelseslære til Aimé Paris' oprindelige uforkortede system. I denne form repræsenteres systemet af ''Société de sténographie Aimé Paris'' med ''Revue de sténographie'' som organ.
I [[Holland]] bruges både geometriske og skriftsystemer. [[Sommerhausen]]-[[Cornelis Steger|Stegers]] geometriske system på Aimé Paris' grundlag var fra [[1852]]—[[1907]] det eneste, der brugtes i det hollandske parlaments stenografbureau; [[de Haan]]s overførelse af Pitman ([[1886]]) og andre geometriske systemer fik kun ringe udbredelse. De nyere skriftsystemer (overførelser af Stolzes ved [[Wéry]] [[1889]], af Scheithauers ved [[Riënts Balf]] 1897 og [[Pont]] [[1904]] samt særlig [[A.W. Groote]]s originale system fra [[1899]]) blev senere de mest anvendte. I andre — her ikke nævnte — lande uden for Skandinavien har der indtil nyere tid ikke været noget udpræget stenografisk liv. I 1900-tallets begyndelse var der dog også i de [[Slaviske sprog|slaviske lande]] fremvokset en levende interesse for stenografi gennem forskellige der offentliggjorte systemer. Den kraftigste fremgang havde [[Herout Mikulik]]s tchekkoslovakiske skriftsystem fået, der 1921 blev prisbelønnet i en konkurrence om det bedste stenografisystem, som regeringen [[1920]] udskrev.
 
[[Sverige]] er det land, i hvilket stenografi allerførst anvendtes til rigsdagsprotokoller, idet [[Johan Swan]] fra [[1671]]—[[1688|88]] stenograferede rigsrådsforhandlingerne. I [[1825]] udkom [[Fredrik Otto Silfverstolpe||Silfverstolpes]] og [[Lars Johan Hierta|Hiertas]] stenografi, [[1847]] [[Pehr Götrek|Götreks]]; alle disse var geometriske ligesom [[Gustaf Taube|Taubes]] 1852. Senere overførtes Gabelsbergers og [[1880]] Arends' stenografi på [[Svensk (sprog)|svensk]]. 1889 fremkom Wilhelm Brauns med sit til broderen Julius Brauns' tyske svarende system. [[1892]] udgav [[O.W. Melin]] en stenografi, som simpelt hen sammenføjer bogstaverne uden særlige regler og således er det letteste af de svenske systemer. Det vandt meget hurtigt stor udbredelse der, og var navnlig undervisningsfag i praktisk taget alle svenske handelsskoler. I Rigsdagen erblev saavelsåvel Arends', Gabelsbergers som Melins system anvendt, desuden også [[Hugo Reuter]]s højst originale, men kun lidet udbredte, vokalskrivende svenske system.
 
I [[Norge]] udarbejdede [[Hans Paludan|Paludan]] 1852 på grundlag af de i Sverige brugte systemer et geometrisk system, afpasset efter [[det norske sprog]]. I den danske [[grundlovgivende Rigsforsamling]] fungerede den norske stenograf Paludan og nogle af hans elever, af hvilke enkelte var ansatte i Rigsdagen i en lang årrække. Siden 1857 er der leveret stenografiske referater af [[Stortinget]]s forhandlinger. De første Stortingsstenografer var uddannede af Paludan efter det af ham udarbejdede system. Men [[1868]] indførte [[Johan Cappelen|Cappelen]] Gabelsbergers system i en form, der på grundlag af den af [[David Dessau|Dessau]] for [[Dansk (sprog)|dansk]] foretagne bearbejdelse var afpasset efter det norske sprog, og som [[1909]] blev forbedret af [[Olaf Albert Paulsen|Paulsen]].
50.788

redigeringer