Forskel mellem versioner af "Stenografi"

2 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
m
I det sidste århundrede f.Kr. opstod hos [[romerne]] uafhængig af den græske tachygrafi en stenografi, som efter sin opfinder, [[Cicero]]s [[frigivne]], [[Marcus Tullius Tiro]], kaldtes tironiske noter. [[Plutark]] meddeler, at de tironiske noter blev anvendte første gang offentlig til gengivelse af en tale, [[Cato den yngre]] holdt [[5. december]] [[63 f.Kr.]] i anledning af den [[catilinariske sammensværgelse]]. I tiden umiddelbart før og i de første århundreder e.Kr. havde de tironiske noter en udbredelse og anvendelse, der næppe står tilbage for den praktiske anvendelse af den moderne stenografi. De benyttedes ofte til mangfoldiggørelse af bøger, ligesom berømte forfatteres og taleres åndsprodukter stenograferedes; [[Plinius den ældre]] havde for eksempel altid, også på rejser, en stenograf hos sig. Også ved retsforhandlinger og særlig i den ældre kristne kirke fandt stenografien udstrakt anvendelse. På det store koncil i [[Karthago]] ([[411]]) blev [[biskop]]pernes taler optagne af et helt stenografbureau, bestående af 8 stenografer, der afløste hverandre. Fra [[10. århundrede]] ophører brugen af de tironiske noter.
 
I [[12. århundrede]] opstiller munken [[John af Tilbury]] en stenografi, bestående af [[lodret]]te streger med tværstreger i forskellig stilling; men først [[1588]] udgiver lægen [[Timothy Bright]] en praktisk nogenlunde brugbar stenografi, med hvilken for eksempel [[Shakespeare]]s [[drama]]er efter en til vished grænsende sandsynlighed er optaget under opførelserne, for derefter at udgives i de såkaldte rovtryk. Den bestod af faststående tegn for 556 ord, hvis antal yderligere kunne forøges efter visse regler. [[1602]] udkommer [[John Willis]]' stenografi på geometrisk grundlag. Denne oplever indtil [[1647]] 14 oplag. [[1741]] tager [[John Byrom]] [[patent]] på en stenografi, baseret på samme principper som de moderne systemer: så vidt muligt tegnlighed, hvor der er lydlighed. Byrom oprettede den første stenografiske Foreningforening [[1726]].
 
Den simpleste og korteste stenografi, der er opstillet, turde være [[Samuel Taylor]]s, der udkom [[1786]] og er overført på de fleste [[kultursprog]]. Den benyttes endnu af fagstenografer. På grundlag af dette system udgav [[Isaac Pitman]] [[1840]] sin ''Phonography'', der nu er det mest udbredte af alle eksisterende stenografisystemer og med en del varianter — af hvilke [[Andrew J. Graham|Grahams]] system er meget
anvendt i [[[Nordamerika]] — har været så godt som enerådende overalt på jordkloden, hvor [[det engelske sprog]] tales, indtil det i senere tid er blevet stærkt trængt, måske endog overfløjet, i Nordamerika af [[John R. Gregg]]s [[1888]] udgivne ''Shorthand''.
 
Også i [[Frankrig]] er de geometriske systemer næsten eneherskende. Det første system, som her fik praktisk betydning, var [[Jean Coulon de Thévenot|Coulon de Thévenots]] (1782 og 1786), som ved at skrive [[vokal]]erne sammen med [[konsonant]]erne blev forbilledet for de senere franske systemer. Heldigere med sit tegnvalg var dog [[Louis Félix Conen de Prépean |Conen de Prépéan]] ([[1813]]), hvis system simplificeredes [[1822]] af [[Aimé Paris]]. [[1884]] føjede senatsrevisor [[Louis Prosper Guénin|Prosper Guénin]] en forkortelseslære til Aimé Paris' oprindelige uforkortede system. I denne form repræsenteres systemet af ''Société de sténographie Aimé Paris'' med ''Revue de sténographie'' som organ.
I [[Holland]] bruges både geometriske og skriftsystemer. [[Sommerhausen]]-[[Cornelis Steger|Stegers]] geometriske system på Aimé Paris' grundlag var fra [[1852]]—[[1907]] det eneste, der brugtes i det hollandske parlaments stenografbureau; [[de Haan]]s overførelse af Pitman ([[1886]]) og andre geometriske systemer fik kun ringe udbredelse. De nyere skriftsystemer (overførelser af Stolzes ved [[Wéry]] [[1889]], af Scheithauers ved [[Riënts Balf]] 1897 og [[Pont]] [[1904]] samt særlig [[A.W. Groote]]s originale system fra [[1899]]) blev senere de mest anvendte. I andre — her ikke nævnte — lande uden for Skandinavien har der indtil nyere tid ikke været noget udpræget stenografisk liv. I 1900-tallets begyndelse var der dog også i de [[Slaviske sprog|slaviske lande]] fremvokset en levende interesse for stenografi gennem forskellige der offentliggjorte systemer. Den kraftigste fremgang havde [[Herout Mikulik]]s tchekkoslovakiske skriftsystem fået, der 1921 blev prisbelønnet i en konkurrence om det bedste stenografisystem, som regeringen [[1920]] udskrev.
 
[[Sverige]] er det land, i hvilket stenografi allerførst anvendtes til rigsdagsprotokoller, idet [[Johan Swan]] fra [[1671]]—[[1688|88]] stenograferede rigsrådsforhandlingerne. I [[1825]] udkom [[Fredrik Otto Silfverstolpe||Silfverstolpes]] og [[Lars Johan Hierta|Hiertas]] stenografi, [[1847]] [[Pehr Götrek|Götreks]]; alle disse var geometriske ligesom [[Gustaf Taube|Taubes]] 1852. Senere overførtes Gabelsbergers og [[1880]] Arends' stenografi på [[Svensk (sprog)|svensk]]. 1889 fremkom Wilhelm Brauns med sit til broderen Julius Brauns' tyske svarende system. [[1892]] udgav [[O.W. Melin]] en stenografi, som simpelt hen sammenføjer bogstaverne uden særlige regler og således er det letteste af de svenske systemer. Det vandt meget hurtigt stor udbredelse der, og var navnlig undervisningsfag i praktisk taget alle svenske handelsskoler. I Rigsdagen blev såvel Arends', Gabelsbergers som Melins system anvendt, desuden også [[Hugo Reuter]]s højst originale, men kun lidet udbredte, vokalskrivende svenske system.
 
I [[Norge]] udarbejdede [[Hans Paludan|Paludan]] 1852 på grundlag af de i Sverige brugte systemer et geometrisk system, afpasset efter [[det norske sprog]]. I den danske [[grundlovgivende Rigsforsamling]] fungerede den norske stenograf Paludan og nogle af hans elever, af hvilke enkelte var ansatte i Rigsdagen i en lang årrække. Siden 1857 er der leveret stenografiske referater af [[Stortinget]]s forhandlinger. De første Stortingsstenografer var uddannede af Paludan efter det af ham udarbejdede system. Men [[1868]] indførte [[Johan Cappelen|Cappelen]] Gabelsbergers system i en form, der på grundlag af den af [[David Dessau|Dessau]] for [[Dansk (sprog)|dansk]] foretagne bearbejdelse var afpasset efter det norske sprog, og som [[1909]] blev forbedret af [[Olaf Albert Paulsen|Paulsen]].
50.789

redigeringer