Vestfronten i 1. verdenskrig: Forskelle mellem versioner

Den tyske hærs mandskabsstyrke var blevet alvorligt udmarvet af fire års krig, og landets økonomi og samfund var under stort indre pres. Ententen havde nu i alt 216 divisioner i felten mod 197 underbemandede tyske divisioner.<ref>Kennedy (1989:p. 266)—102 franske, 60 fra det britiske imperium, 42 (i dobbelt størrelse) amerikanske og 12 belgiske divisioner.</ref> [[Hundrede dages offensiven]], som begyndte i august, blev det endelig knæk for den tyske hær, og efter en række af nederlag begyndte de tyske tropper at overgive sig i stort tal. Da de allierede brød igennem de tyske linjer med store tab på tysk side, blev [[Maximilian af Baden|Prins Maximilian af Baden]] i oktober udpeget til tysk kansler med henblik på at forhandle en våbenstilstand på plads, og da Ludendorff modsatte sig fredsfølerne, blev han tvunget til at træde tilbage, hvorefter han flygtede til [[Sverige]].<ref>Herwig (1997):426–428.</ref> Kampene fortsatte, men de tyske armeer var allerede på tilbagetog, da den [[tyske revolution]] medførte, at der kom en ny regering i landet. En våbenstilstand blev hurtigt underskrevet, så alle kampe på Vestfronten standsede den 11. november 1918.<ref>Griess, 163.</ref> Det tyske kejserdømme brød sammen, da Ludendorffs efterfølger – general [[Wilhelm Groener]] – af frygt for en revolution, som den året før i Rusland, valgte at støtte den moderate [[SPD|socialdemokratiske]] regering under [[Friedrich Ebert]] frem for at opretholde Hohenzollern monarkiet.<ref>Herwig (1997):446.</ref>