J.Th. Lundbye: Forskelle mellem versioner

Lundbye havde imidlertid følt en stedse voksende lyst til at komme udenlands, det var ligesom en trang til at måle sin kærlighed til hjemmet på en anden og større arena. Han fik Akademiets mindre rejsestipendium i 1845, og det fornyedes det følgende år. I juni 1845 forlod han Danmark og rejste over [[Rhinen]] og [[Schweiz]] til [[Italien]]. Klimaet og det uvante sprog trykkede ham en del, men den rige skønhedsfylde i land og folk gik hurtig op for hans blik, og med den vidunderlige hukommelse, der gjorde ham ''Erindringens Kunst'' så let, myldrede tegninger af, hvad han så eller havde set, frem under hans hånd, på samme tid som de livlige breve til hjemmet vidnede om den lethed og glæde, hvormed han opfattede alt; men dog betoner han jævnlig, at han længes efter Danmarks i sammenligning med Italien så beskedne natur, og at alt, hvad han ser og lærer, kun for ham er forarbejder til at gengive den danske natur med større sikkerhed og større kunstnerisk herredømme. Det varede noget, inden han gav sig ro til at male, men det billede fra Rom, ''Oxer i den romerske Kampagne'' (udstilling 1846), som blev Den Kongelige Malerisamlings ejendom, vidnede godt nok om, hvor flittig og alvorlig han arbejdede. Kampagnens vide udsigter med slettelandets bølgeformet overflade, kranset af skønne bjerge, fængslede hans blik med det samme trylleri, der har bragt så mange nordboer til at føle sig som hjemme i [[Rom]] (Roma) og dets omegn med en egen potenseret kraft. Lundbye kom hjem efter omkring 1 1/2 års rejse, modnet og udviklet, nu en mandig skikkelse, der syntes at have rystet al Sygelighed af sig og stod rustet til at gå en stor og lykkelig fremtid i møde. Det var som dyrmaler og landskabsmaler, han vel nærmest tænkte sig denne fremtid, men mange træk tyde hen på, at menneskelivet også vilde være blevet genstand for hans fremstilling. "Naar vi gjennemgaa Rækken af hans Tegninger", siger hans faderlige ven Høyen, der med tragisk vemod udkastede de første grundlæggende træk af hans levned kort efter hans død, "se vi, med hvilken lethed han vidste at opfatte portrætter ..., hvor nydeligt han kunde dvæle ved børneskikkelser og hensætte dem således, at hele deres ejendommelige Liv trådte frem." Men disse forhåbninger skulde ikke opfyldes. I den korte tid, han havde tilbage, arbejdede han med sin vante rastløshed, ideerne sprudlede lige friske midt under en samtales lette gang eller i ensomhedens stilhed, og i de gamle, hjemlige egne i [[Kalundborg]]s nærhed udkastede og fuldførte han flere billeder, blandt hvilke ''Malkepladsen ved Vognserup'', malet i vinteren 1846-47, hænger i Den Kongelige Malerisamling som et af de sidste vidner om, hvad han var og kunde være blevet som kunstner. Den næste vinter overraskede han sine venner ved at ville leve på landet på en årstid, da kunstfællerne ellers samledes i hovedstaden; han tog til en lille gård i nærheden af [[Helsingør]] og synes at have haft meget udbytte af sit vinterlige friluftsliv; men da foråret 1848 bragte krig, gik han, som en stor del af den yngre kunstnerkreds, frivillig med og kom som soldat i 3. linjebataljon til [[Flensborg]]. 8 dage efter faldt han, 26. april, ved [[Bedsted]] som offer for et vådeskud. Han selv og hans venner har flere gange tegnet og malet hans portræt, bl.a. Skovgaard om bord på dampskibet ''Iris'' på vejen til Flensborg. En samling af hans breve bevares i [[Det Kongelige Bibliotek]], og en mængde af hans tegninger og vandfarvebilleder er i flere hold afgivet til [[Kobberstiksamlingen]].