Nykonservatisme: Forskelle mellem versioner

[[Leo Strauss]] var en stor kritiker af (sen)moderniteten, som han mente medførte [[relativisme]] og [[nihilisme]]. Det moderne samfund er ifølge Strauss kendetegnet ved, at alt opfattes som lige godt. Dette skyldes det ekstreme fokus på [[individualisme]]. Det er næsten umuligt at snakketale om det fælles bedste.

For at overvinde samfundet og statens forfald skal de klassiske dyder og den klassiske dannelse fra oldgrækernes tid genindføres. Den eneste måde, samfundets stabilitet kan genoprettes, er ved at gå tilbage til den klassiske filosofi hos [[Platon]] og [[Aristoteles]], da der hos disse filosoffer er et stort fokus på det fælles bedste. [[Religion]] er også vigtig, hvis samfundets forfald skal stoppes. Gud er vigtig, fordi religion ikke kan relativeres. Religion ses som den lim, der binder samfundet sammen.

Strauss’ opfattelse af [[demokrati]]et tager igen udgangspunkt i oldgrækernes opfattelser. Det er vigtigt, at det er de bedste, mest erfarne og klogeste, der træffer beslutningerne – [[meritokrati]]. Det vigtigste er altså ikke deltagelse fra folket, men derimod rigtigheden af beslutningerne, der bliver taget. Denne [[åndsaristokratisme]] medførere et elitært samfund, hvor en elite tager beslutninger ud fra en forpligtelse overfor fællesskabet og det fælles bedste. Denne elite bør bekæmpe demokratiets fjender som [[fascisme|fascister]] eller [[fundamentalisme|islamiske fundamentalister]].

For at Strauss’ demokrati kan gennemføres, er det vigtigt, at borgerne udviser ”samfundssind”. Derfor skal man i uddannelsessystemet undervise i de klassiske dyder og europæiske kulturarv – [[kulturkanon]].

Den kanadiskecanadiske akademiker og politiske kommentator [[:en:Shadia_Drury|Shadia Drury]] henviser dog til, at Leo Strauss' politiske filosofi også indeholder et stærkt esoterisk element. F.eks. påpeger Drury, at Leo Strauss, ligsom Platon, er tilhænger af den "Noble Løgn", hvor det er tilladeligt, at politikere lyver for deres egen befolkning, for at opnå et på forhånd fastlagt mål. Begreber som "godt og ondt" bør være centrale elementer i Statens kommunikation med borgeren, da borgeren ikke er villige til at udkæmpe de nødvendige langvarige krige, som Strauss (i henhold til Drury) mener der skal til, for at samfundet ikke degenerer. Dermed er de nykonservative og straussianerne i virkeligheden en "kult", der selv ønsker at føre "hellig krig". Dette kommer især til udtryk i hendes bog "Terror and Civilization: Christianity, Politics, and the Western Psyche".