Forskel mellem versioner af "Kynisme (filosofi)"

retter intern reference
(oversat)
(retter intern reference)
Kynismen opnåede stor popularitet i Rom i [[1. århundrede|1.]] og 2. århundrede e.Kr. Seneca og [[Lukian]] priste henholdsvis Demetrius og Demonax, og I Rom var kynismen både satirikerens rod og tænkerens ideal.
 
I kynismen var det principper, der blev lagt særlig vægt på: Det ene var individets selvstændige og absolutte [[Moralsk ansvar|moralske ansvar]], det andet var [[Frie vilje|viljens frihed]]. Det fik [[EpictetusEpictet]] til at beskrive kynikerne som ‘’retfærdighedens kæmpere’’.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} Kynikerne fik stor betydning som forløbere for stoikerne. Den tætte forbindelse mellem de to skoler illustreres bl.a. i [[Juvenal]]s kommentar: ''’’Kynikeren adskiller sig kun fra stoikeren ved manglen på en [[tunika]]’’''.<ref>latin: ''"accipe quae contra ualeat solacia ferre et qui nec Cynicos nec Stoica dogmata legit a Cynicis tunica distantia"'', Juvenal XIII’’ (''tunika'' er ofte fejloversat med ''kappe'')</ref>
 
== Kynisme i litteraturen ==
Anonym bruger