Giordano Bruno: Forskelle mellem versioner

 

== Biografi ==

Tretten år gammel blev Filippo Bruno elev ved San Domenico-klosteret, hvor engang [[Thomas Aquinas]] havde undervist. Han læste først på universitetet, og siden trådte han som 17-årig (dengang egentlig en sen start) ind i [[dominikanerordenen]], hvor han antog navnet Giordano. Han udtalte senere at med sin indtræden "''havde han knappet den første knap skævt, og senere kunne ingen af de andre knappes rigtigt''". <ref name=olsen51>Ole Askov Olsen: ''Rom – pladsernes by'' (s. 51), forlaget Thaning & Appel, København 1996, ISBN 87-413-6343-4</ref> Kun ét år inde i sin uddannelse i dominikanerklostret San Domenico Maggiore i [[Napoli]] beskyldtes den nysgerrige og kritiske novice for at foragte dyrkelsen af [[jomfru Maria]] og af [[Helgen|helgenerne]], og truedes med en disciplinærsag. Han blev ordineret [[præst]] i [[1572]]. I [[1575]] opnåede han [[doktor]]graden i [[teologi]] og tog året efter til [[Rom]].

 

I [[1583]] tog han med den franske ambassadør Michel de Castelnau til [[London]], hvor han var i tre år som dennes gæst, og i den tid skrev han i rivende hast sine fem dialoger, forfattet på italiensk, da den engelske elite beundrede italiensk sprog og kultur. De italienske værker har slået hans navn fast som stor forfatter og [[filosofi|filosof]]. Han omgikkes en række engelske intellektuelle, men nåede ved sine skarpe, [[Satire|satiriske]] udfald siden at gøre sig uheldigt bemærket i hele det engelske ''establishment'', lige fra grammatikerne ved universitetet i [[Oxford]] til hoffets lærde, hvilke han havde en del til fælles med – hans påvirkning kan spores hos bl.a. den unge [[Shakespeare]] og [[Christopher Marlowe|Marlowe]]. Han var ven med hofmanden og poeten Philip Sidney, og dedicerede sin digtsamling ''Om de entusiastiske helte'' til ham. Dengang regnede man med fire grader af entusiasme: 1) Poetisk inspiration (under [[muse]]rne), 2) religiøs begejstring (under [[Dionysos]]), 3) profetisk entusiasme (under [[Apollon]]), og øverst kærlighedens flamme (under [[Venus (gudinde)|Venus]]). Gennem Sidney mødte han også [[Elizabeth I]]. Bruno beskrev hende senere med ord som "''hellig''" og "''guddommelig''", hvad der blev brugt mod ham i kætteriprocessen. Dronningen på sin side syntes ikke om Bruno, og anså det han stod for, som farligt og undergravende. Med udsagn som "''Den, der higer mod filosofien, må starte arbejdet med at stille alt under tvivl''" og "''Med mindre du gør Gud til din lige, kan du aldrig forstå Gud''", satte han sig selv i en udsat stilling i forhold til kirken, ikke mindst når han beskrev Jesus som en ''magus'' – magiker. <ref>Ranveig Eckhoff: ''Italienske hemmeligheter'' (s. 110-6), forlaget Press, Oslo 2006</ref>

 

Den stadig skarpere trosstrid i Europa tvang ham også væk fra England. Han rejste tilbage til Paris i [[1585]], hvor han på Sorbonne leverede et generalangreb på [[Aristoteles]]' [[erkendelsesteori]] og [[kosmologi]]. Han flygtede fra [[Paris]], efter at være blevet indblandet indirekte i striden mellem [[huguenot]]ter og [[katolicisme|katolikker]]. Han tog til det [[luther]]ske [[:de:Lutherstadt_Wittenberg|Wittenberg (tysk)]], hvor han i [[1586]] fik lov til at undervise på [[universitet]]et i Aristoteles' lære. Fra denne periode stammer nogle af Brunos [[latin]]ske værker, der mere systematisk beskriver hans teorier om [[erkendelsesteori]] og kosmologi. Han udfordrede Aristoteles' verdenssyn på alle punkter. Aristoteles delte universet op i en endelig sfære ''under'' [[måne]]n med fysiske ting, og en himmelsk sfære ''bagved'' månen med [[æter]]iske ting. Bruno påpegede at dette talte imod universets enhed. Aristoteles mente, at mere end én verden ville skabe asymmetri, da kun én verden kan være [[centrum]], og ordnet bevægelse kun er muligt i et univers med et centrum. Men Bruno påpegede, at i et uendeligt univers kan der ikke være ét enkelt centrum eller én bestemt [[omkreds]]. <ref>John Barrow: ''Uendelighetens historie'' (s. 188)</ref>

 

I Rom sad han fanget i [[Engelsborg (Rom)|Castel Sant' Angelo]], før retssagen begyndte. Om forhør og eventuel brug af tortur ved vi kun lidt, fordi Napoleon fik oversendt sagsdokumenterne for at bruge dem som papirmasse i bygningskonstruktioner. <ref>Ranveig Eckhoff: ''Italienske hemmeligheter'' (s. 116), forlaget Press, Oslo 2002, ISBN 82-7547-105-2</ref> Men en tysk lærd ved navn Schoppius var i Rom i 1600, og nedskrev, hvad han fik at høre om retssagen. Bruno var en tid indstillet på at tilbagekalde sine overbevisninger, men efterhånden besluttede han at stå ved, hvad han mente, var det rigtige. Da retssagen startede, forlangte kardinal Roberto Bellarmino en fuld tilbagetrækning, hvad Bruno nægtede at efterkomme. Til dommerne skal han have sagt: "''I, som i den barmhjertige Guds navn ofrer mig, ryster mere i jeres samvittighed ved at udtale dommen, end min ånd ryster ved at høre den.''" <ref name=olsen51 /> Han blev dermed erklæret som kætter og overleveret til de værdslige myndigheder, som dømte ham til døden på bålet. Alle hans værker blev sat på ''Index librorum prohibitorum'' i [[1603]].

 

 

Bruno blev ført til retterstedet med barberet hoved, ridende på et [[æsel]]. Til det sidste nægtede han at tie stille. Hans udtalelser blev ikke nedskrevet, men de må have forskrækket myndighederne, for de gav ordre om, at hans [[tunge]] skulle i tømme. Det mente de bogstaveligt. Ifølge en overlevering blev en nål drevet ind i hans ene kind, gennem hans tunge, og ud på den anden side, mens en anden nål gik gennem hans læber, så de to nåle dannede et [[kors]]. Da et [[krucifiks]] blev rakt op til ham, vendte han ansigtet væk. De brændte knogler efter ham blev knust til aske, som blev spredt for alle vinde. <ref>Stephen Greenblatt: ''The Swerve: How the World Became Modern'' (s. 240-1), forlaget W.W. Norton, New York 2011, ISBN 978-0-393-06447-6</ref>