Anselm Feuerbach: Forskelle mellem versioner

Feuerbach stammede fra en højt dannet familie med usædvanlig begavede og kultiverede medlemmer, voksede under faderen - en anset arkæologiprofessor - op i klassiske skønhedsforestillinger og viste tidlig udpræget kunstneriske anlæg. [[Vidunderbarn]]et udviklede sig til en skøn og åndfuld yngling, hvem lykken tilsmilede. Men i vuggegave havde Feuerbach også fået et sygeligt følsomt sind, kulturtynget og tungsindigt reflekterende, stærkt selvfølende, men yderst ømfindtlig for modgang. Hans liv med den mægtige vilje, uhyre arbejdskraft og ideelle stræben blev tragisk; hans høje flugt, tynget af reflekterende viden, hæmmedes ved samtidens kølige skepsis over for hans virken. Feuerbach studerede flere år i [[Düsseldorf]]; det lødigste arbejde fra denne tid er hans fløjtespillende [[faun]]. 1848 tog han til [[München]], arbejdede en kort tid på akademiet, men fik større udbytte i [[Carl Rahl]]s [[atelier]]. Rahl viste ham også vej til den franske kunst. 1851 var han i [[Paris]], kopierede her ligesom tidligere de gamle mestre [[Rubens]] og [[Jusepe de Ribera]], dyrkede [[Gustave Courbet]] og malede bl.a. ''Hafis''. Under et nyt Paris-ophold i vinteren 1852-53 kom han under [[Thomas Couture]]s vejledning og lærte denne ferme maler efter både i godt og ondt. Den coutureske eklekticisme blev hos Feuerbach en stræben mod den høje klassiske stil; der harmonisk forener form og farver med de klassiske skikkelsers rene og monumentale linje- og farveskønhed. Først i [[Italien]] fandt Feuerbach ret næring for denne stræben, allerede i Venedig, hvortil han kom 1855, og hvor han kopierede [[Tizian]] og stemmede sin kolorit efter denne mester, [[Jacopo Palma (den ældre)|Jacopo Palma]] og [[Paolo Veronese]], men særlig i [[Rom]]. Her levede han 1856-73, og her fandt han i Nanna, en ædelt formet skønhed af den strengt klassiske romertype, for flere år en model, der inspirerede ham til adskillige af hans hovedværker, Lucia Brunacci blev senere Nannas afløser som værdifuld model. Under denne romantiske blomstringstid malede han en snes portrætter af Nanna til tider i omskrivning som [[Lucrezia Borgia]], ''Dante med Kvinderne'', ''Pieta'', mange ''Kinderständchen'', ''Ariosts have''; dette og ''Paolo og Francesca'' og ''Hafis ved brønden'' og flere købt af vennen og [[mæcen]]en greve [[Adolf Friedrich von Schack]] i München. Endvidere ''Orfeus'', ''Ifigeneia[[Ifigenia]]'', ''Paris’ Dom'', det storladne ''Medea'', ''Platos gæstebud'' samt ''Amazoneslaget''. Kaldelsen 1873 til lærer i [[historiemaleri]] ved Wiens Akademi blev Feuerbach en dyb skuffelse; wienerne stod uforstående over for hans kunst og mødte flere af hans udstillede romerarbejder med skarp kritik. 1876 tog han sin afsked, sjælelig og legemlig nedbrudt, men arbejdede snart atter løs - navnlig i Venedig - med feberagtig iver: Portrætter deriblandt flere selvportrætter, fuldendelsen af [[Plafondmaleri|loftsbilledet]] på [[Wien Kunstakademi]], ''Titanerne nedstyrtes'', med mere lige til det sidste ufuldendte værk ''Koncerten''; et hjerteslag gjorde ende på hans liv. 1882 udkom Feuerbachs [[selvbiografi]], ''Ein Vermächtnis''. Dette arbejde og de i 1911 udgivet ''Anselm Feuerbachs Briefe an Seine Mutter'' - værker af høj selvstændig litterær værdi - bidrog deres til at åbne øjnene for det store og sjældne i denne malers kunst, en klassiker i 16. århundredes lignelse, stille, storladen, streng i sin kunst, med [[Monumentalkunst|monumentalmaler]]ens store præg over sig, men fjern fra moderne kunsts udviklingskrav. Feuerbach er bedst repræsenteret i [[Staatliche Museen zu Berlin]], [[Sammlung Schack]] i München, museer i [[Karlsruhe]] og [[Hannover]].

Fil:Feuerbach Iphigenie1.jpg|Anselm Feuerbach, ''[[Iphigenie]]'' (første udgave), 1862,[[Hessisches Landesmuseum Darmstadt]]