|
| periode = [[Nyklassicisme]]
| kendte værker =
| beskyttere = [[Adolf Friedrich Graf von Schack]]
| inspireret af = [[Thomas Couture]]
| inspirerede = [[Arnold Böcklin]]
| udstilling =
| offentlig =
'''Anselm Friedrich Feuerbach''' ([[12. september]] [[1829]] i [[Speyer]] – [[4. januar]] [[1880]] i [[Venedig]]) var en tysk maler, søn af [[Joseph Anselm Feuerbach]] og sønnesøn af [[Paul Johann Anselm von Feuerbach]].
Feuerbach studerede i [[Düsseldorf]] (1845-47), [[München]] og [[Antwerpen]] samt (1851-54) i [[Paris]], hvor han var elev til [[Thomas Couture]]. Han malede i denne tid portrætter, nøgne og dekorative billeder; af hans større malerier viser [[Hafez]] (1852) afgjort påvirkning af Coutures stil, mens den i året 1854 den udførte ''Digteren [[Pietro Aretino]]s død'' med sine mange figurer og sin overflod af stof mere minder om [[Hippolyte Delaroche]]. I 1855 rejste han til [[Italien]] og opholdt sig i [[Rom]] 1857-72. Der malede han romantiske og idylliske motiver sådanne som ''[[Ludovico Ariosto|Ariosto]]s haver '', ''Hafez ved brønden'', ''Legende børn'', ''Badende børn'' og ''En italiensk moder med sine børn''. Disse kan ses i [[Sammlung Schack]] i München, hvor også ''En romansk kvinde'' og ''Pietà'' (begge fra 1863) findes. I Rom blev Feuerbach kammerat til [[Arnold Böcklin]] og de påvirkede hinanden gensidige.
Feuerbach stammede fra en højt dannet familie med usædvanlig begavede og kultiverede medlemmer, voksede under faderen - en anset arkæologiprofessor - op i klassiske skønhedsforestillinger og viste tidlig udpræget kunstneriske anlæg. [[Vidunderbarn]]et udviklede sig til en skøn og åndfuld yngling, hvem lykken tilsmilede. Men i vuggegave havde Feuerbach også fået et sygeligt følsomt sind, kulturtynget og tungsindigt reflekterende, stærkt selvfølende, men yderst ømfindtlig for modgang. Hans liv med den mægtige vilje, uhyre arbejdskraft og ideelle stræben blev tragisk; hans høje flugt, tynget af reflekterende viden, hæmmedes ved samtidens kølige skepsis over for hans virken. Feuerbach studerede flere år i [[Düsseldorf]]; det lødigste arbejde fra denne tid er hans fløjtespillende [[faun]]. 1848 tog han til [[München]], arbejdede en kort tid på akademiet, men fik større udbytte i [[Carl Rahl]]s [[atelier]]. Rahl viste ham også vej til den franske kunst. 1851 var han i [[Paris]], kopierede her ligesom tidligere de gamle mestre [[Rubens]] og [[Jusepe de Ribera]], dyrkede [[Gustave Courbet]] og malede bl.a. ''Hafis''. Under et nyt Paris-ophold i vinteren 1852-53 kom han under [[Thomas Couture]]s vejledning og lærte denne ferme maler efter både i godt og ondt. Den coutureske eklekticisme blev hos Feuerbach en stræben mod den høje klassiske stil; der harmonisk forener form og farver med de klassiske skikkelsers rene og monumentale linje- og farveskønhed. Først i [[Italien]] fandt Feuerbach ret næring for denne stræben, allerede i Venedig, hvortil han kom 1855, og hvor han kopierede [[Tizian]] og stemmede sin kolorit efter denne mester, [[Jacopo Palma (den ældre)|Jacopo Palma]] og [[Paolo Veronese]], men særlig i [[Rom]]. Her levede han 1856-73, og her fandt han i Nanna, en ædelt formet skønhed af den strengt klassiske romertype, for flere år en model, der inspirerede ham til adskillige af hans hovedværker, Lucia Brunacci blev senere Nannas afløser som værdifuld model. Under denne romantiske blomstringstid malede han en snes portrætter af Nanna til tider i omskrivning som [[Lucrezia Borgia]], ''Dante med Kvinderne'', ''Pieta'', mange ''Kinderständchen'', ''Ariosts have''; dette og ''Paolo og Francesca'' og ''Hafis ved brønden'' og flere købt af vennen og [[mæcen]]en greve [[Adolf Friedrich von Schack]] i München. Endvidere ''Orfeus'', ''[[Ifigenia]]'', ''Paris’ Dom'', det storladne ''Medea'', ''Platos gæstebud'' samt ''Amazoneslaget''. Kaldelsen 1873 til lærer i [[historiemaleri]] ved Wiens Akademi blev Feuerbach en dyb skuffelse; wienerne stod uforstående over for hans kunst og mødte flere af hans udstillede romerarbejder med skarp kritik. 1876 tog han sin afsked, sjælelig og legemlig nedbrudt, men arbejdede snart atter løs - navnlig i Venedig - med feberagtig iver: Portrætter deriblandt flere selvportrætter, fuldendelsen af [[Plafondmaleri|loftsbilledet]] på [[Wien Kunstakademi]], ''Titanerne nedstyrtes'', med mere lige til det sidste ufuldendte værk ''Koncerten''; et hjerteslag gjorde ende på hans liv. 1882 udkom Feuerbachs [[selvbiografi]], ''Ein Vermächtnis''. Dette arbejde og de i 1911 udgivet ''Anselm Feuerbachs Briefe an Seine Mutter'' - værker af høj selvstændig litterær værdi - bidrog deres til at åbne øjnene for det store og sjældne i denne malers kunst, en klassiker i 16. århundredes lignelse, stille, storladen, streng i sin kunst, med [[Monumentalkunst|monumentalmaler]]ens store præg over sig, men fjern fra moderne kunsts udviklingskrav. Feuerbach er bedst repræsenteret i [[Staatliche Museen zu Berlin]], [[Sammlung Schack]] i München, museer i [[Karlsruhe]] og [[Hannover]].
1873-1876 var han professor i [[historiemaleri]] ved [[Wien Kunstakademi]] og malede i denne periode ''Titanerne nedstyrtes'' (i olie i 1874 i [[Neue Pinakothek]], München, [[Plafondmaleri|loftsbilledet]] i aulaen til Wien Kunstakademi, afdækket først i 1893, så rummets dekorering i øvrigt blevet fuldbyrdet af andre malere). Skuffet over modtagelsen i Wien af hans ''Titanernes nedstyrtes'' han rejste til Venedig , hvor han døde i 1880.
Feuerbach var lidet populær og lidet forstået af sin samtid. Hans retning stod i skarp og uforsonlig modsætning af de herskende strømninger, til den historiske [[realisme]], som blev repræsenteret af [[Karl von Piloty]] og dennes skole, og til [Hans Makart]]s yppige og overfladiske kolorisme, som gav Wien-maleriet dets karakter. Hans syn på [[antikken]] var forskelligt fra de anerkendte klassicister, han søgte antikkens stille ro og ligevægt uden at imitere dens former. Man bebrejdede ham hans maleriers udramatiske indhold, og man gik glip af den germanske karakter , som man på dette tidspunkt ville se , selv i antikke motiver.
Feuerbach er bedst repræsenteret i [[Staatliche Museen zu Berlin]], [[Sammlung Schack]] i München, museer i [[Karlsruhe]] og [[Hannover]].
Feuerbach blev begravet på Saint-Johanniskirkegården i [[Nürnberg]] ( grav 715) . I april 1880 afholdt det en stor mindeudstilling for ham i Berlin [[Alte Nationalgalerie]]. Efter døden udkom hans [[Aforisme|aforistisk]] [[selvbiografi]] ''Ein Vermächtnis'' (1882) .
Maleren Anselm Feuerbach død inspirerede [[Johannes Brahms]] til kompositionen [[Nänie]] over [[Friederich Schiller]] s digt af samme titel .
== Galleri ==
<gallery>
|
