Christian de Meza: Forskelle mellem versioner

De Meza blev overgeneral for den mobiliserede hær i december [[1863]] og fik således ansvaret for tropperne ved udbruddet af krigen. I denne egenskab tog han efter et [[krigsråd]] den [[4. februar]] [[1864]], hvor alle generaler med en enkelt undtagelse ([[Mathias Lüttichau]]) stemte for tilbagetrækning,. Dette førte til beslutningen om at rømme [[Dannevirke]]-stillingen den [[5. februar]]. Begrundelsen var, at fæstningsværket var for vanskeligt at forsvare mod en overtallig fjende, ligesomi overensstemmelse med, at de Mezas instruks påbød ham ikke at sætte hærens eksistens på spil.<ref>Clemmesen, m.fl.(2010), s. 550</ref>. Hans organisering af troppernes tilbagetrækning til [[Dybbøl]] ad tilsneede veje i bidende kulde er senere blevet betegnet som en [[logistik|logistisk bedrift]].<ref> Buk-Swienty (2008), s. 190-192</ref> De prøjsiske officerer fandt intet umiddelbart modtræk, men valgte blot at belejre Dybbølstillingen indtil videre. [[D.G. Monrad]] havde oprindeligefter rømningen af Dannevirke givet en (forbeholden) støtte til de Meza, men dels presset af folkestemningen, dels af en rasende krigsminister [[Carl Lundbye]] skiftede han mening, og Dede Meza blev beordret til [[København]] til en [[høring]], som trak i langdrag. Der fulgte nogle hektiske dage, hvor [[Christian 9.|Christian IX]] stærkt modsatte sig en afskedigelse af overgeneralen.<ref>Buk-Swienty (2008), s. 210</ref> De Meza var utålmodig, og i forsøget på at fremskynde sin tilbagevenden til fronten, truede han med at offentligøre sin korrespondance med krigsministeren. De Mezas fremgangsmåde betød, at Lundbye på Statsrådsmødet den [[26. februar]] opridsede tre punkter, hvor overgeneralen havde udvist manglende dømmekraft og satte sin stilling på spil for at få en fyring presset igennem. <ref>Jørgensen (1970), s. 289</ref> Kongen erklærede, at han ville overveje sagen i et døgn, og overvejelserne reaulterede i, at kongen bøjede sig for Lundbyes krav, således at De Meza formelt blev fjernet fra posten som overgeneral.<ref>Buk-Swienty (2008), s. 212</ref> <ref> Thorsen (1958), s. 289</ref> <ref>Clemmesen, m.fl.(2010), s. 552</ref>.