Fyrste: Forskelle mellem versioner

'''Fyrste''', (latin ''princeps'', gammelhøjtysk [[furisto]], [[tysk (sprog)|tysk]] ''Fürst'') var oprindeligt ikke en titel, men betød blot ''den første''. Betegnelsen har været anvendt om ikke-regerende medlemmer af en regentfamilie og medlemmer af højadelen i visse lande, fxsom [[Tyskland]], [[Rusland]] (''knjas''), [[Frankrig]] (''prince'') og [[Italien]] (''principe'').

Fyrstetitlen arves i Tyskland primogeniturt, det vil sige, at kun slægtens hovedmand er fyrste og hans hustru fyrstinde, medens yngre medlemmer af slægten er henholdvis [[prins]] og [[prinsesse]]. I Rusland får alle slægtens medlemmer fyrste/fyrstinde-titlen.

I oldtidens [[Romerriget|Rom]] var ''princeps senatus'' en ærestitel, som [[Kejser Augustus|Augustus]] og hans efterfølgere benyttede; derefter betegnes kejserdømmet i dets første periode, da kejseren i det mindste i teorien kun var rigets første embedsmand, som principatet. Hos oldgermanerne omtales fyrster (''principes'' kaldes de af [[Cæsar]] og [[Tacitus]]), der valgtes på folkeforsamlingerne og især synes at have været dommere eller rettere [[lovsigemand|lovsigemænd]]. I den ældre [[middelalder]] betegner udtrykket fyrste eller ''princeps'' i det hele landets fremragende mænd (»rigets bedste mænd«, ''meliores regni'' eller ''meliores terrae''), men efterhånden, som [[lensvæsen]]et udviklede sig, blev fyrstetitlen for den rigsumiddelbare lensmand.

Særlig gælder det i [[Tyskland]], og her fremkom både gejstlige og verdslige fyrster. Til de første regnedes [[ærkebiskop]]per, [[biskop]]per og de [[abbed]]er og [[abbedisse]]r, der var indehavere af rigsumiddelbare [[abbedi]]er. Om kejserens stilling til de gejstlige fyrster drejede sig [[investiturstriden]] sig; efter [[Reformationen]] gav deres tilstedeværelse anledning til store vanskeligheder. Til verdslige fyrster regnedes [[hertug]]er, [[markgreve]]r, [[pfalzgreve]]r, [[landgreve]]r, [[borggreve]]r og [[Greve (rang)|grever]], forsåvidt de havde deres [[len]] umiddelbart af kejseren. Alle fyrster havde sæde i den tyske [[Reichstag|rigsdag]]. Ud fra de øvrige skilte sig dog i 13. århundrede de syv mægtigste, de såkaldte [[kurfyrste]]r (kårefyrster), der fra nu af udgjorde et særligt øverste kollegium på rigsdagene, mens de øvrige fyrster mødte i »Fürstenrat«, det andet kollegium, der deltes i den gejstlige og verdslige »Fürstenbank«. Deltagelsen i fyrsterådet blev i tidens løb skelnemærket mellem fyrster og de mindre herrer, rigsridderne, der vel var rigsumiddelbare, men ikke havde adgang til rigsdagene. I løbet af 16. og 17. århundrede fastsloges hvilke fyrstehuse, der i kraft af besiddelsen af bestemte territorier havde sæde og stemme i rigsdagen, og efter [[Westfalske Fred|Den westfalske Fred]] [[1648]] kunne ny udnævntenyudnævnte fyrster kun få stemmeret på rigsdagen med dennes tilsagn. De gejstlige fyrster forsvandt ved nyordningen i [[1803]]. Overhovederne for de tyske fyrstefamilier havde prædikatet "Durchlaucht", men fyrsteværdigheden i og for sig havde nu ikke længere retslig betydning, hvorimod der knyttede sig ulige æresrettigheder dertil, også fx for de mediatiserede fyrsters vedkommende og for de fyrster, der før [[1806]] var rigsumiddelbare, men dengang måtte træde i undersåtsforhold til større landsherrer. Tyske suveræne landsherrer har ofte uddelt fyrstetitlen som belønning for store fortjenester, således blev [[Bismarck]] [[1890]] fyrste (hertug) af [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenburg]]!.

Til de juridiskeJuridiske rettigheder hørte:

Til de politiskePolitiske rettigheder hørte:

Til de økonomiskeØkonomiske rettigheder hørte:

Til de ejendomsmæssigeEjendomsmæssige rettigheder hørte: