Martsrevolutionen (Danmark): Forskelle mellem versioner

[[Martsrevolutionen]] i flere europæiske lande var en række voldsomme begivenheder, der fandt sted i flere europæiske lande bl.a. i [[Frankrig]] og [[Tyskland]] og varmarkerede udbruddet af en stadig stigende tilslutning til demokratiske styreformer blandt den borgerlige befolkning i disse lande. Følgerne af disse martsrevolutioner nåede [[Danmark]], som længe havde haft en bevægelse for en forfatningsændring.

[[Frederik 7.]] (1848-63), var ved sin tronbestigelse [[20. januar]] 1848 39 år gammel. Han havde som prins ført en uregelmæssig tilværelse, var uden synderlige kundskaber og havde beskæftiget sig meget lidt med statssagerstatsanliggende. Det og hans ringe lyst til at påtage sig en [[enevælde|enevoldskonges]] tunge ansvar og arbejdsbyrde gjorde ham på forhånd velvilligt stemt for tanken om en konstitutionel forfatning.

Han beholdt de gamle ministre og supplerede efter sin faders ønske [[statsrådet]] med [[Carl Moltke]] og efter sit eget ønske med sin ungdomsven [[Carl Emil Bardenfleth]]. [[Gehejmestatsrådet]] accepterede få dage efter tronskiftet grundtrækkene af det forfatningsudkast, der var under udarbejdelse i [[Christian 8.]]s sidste dage. Ved kundgørelsen af [[28. januar]] 1848 tilsagdes der folket en konstitutionel fællesforfatning for hele [[Kongeriget Danmark]], således at detden fællesrepræsentationfælles repræsentation skulde bestå af lige mange medlemmer for kongeriget og [[Hertugdømmerne]] og samles afvekslende i de nævnte to hoveddele af monarkiet.

Det [[De Nationalliberale|nationaliberale parti]], som straks efter tronskiftet på forskellig måde havde fremsat sine krav om en konstitutionel forfatning for kongeriget og [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]], følte sig stærkt skuffet af kundgørelsen og fandt navnlig i bestemmelsen om, at kongerigets 1.300.000 og hertugdømmernes 800.000 indbyggere skulle have lige stor repræsentation, en krænkelse af den danske befolknings retrettigheder. Bevægelsen i kongeriget samlede sig mere og mere i kravet om en konstitutionel forfatning for Danmark til [[Ejderen]]. Også i Hertugdømmerne var man misfornøjetmisfornøjede; thi slesvigholstenerne ville overhovedet intet vide af en fællesforfatning mellem Hertugdømmerne og Kongeriget.

Samme aften havde de liberale førere indvarslet til møde i [[Casino (teater)|Casino]], hvor en2500 mennesker fyldte salen. Lederne af den nationalliberale bevægelse med [[Orla Lehmann]] i spidsen formanede forsamlingen om, at Slesvig var ved at overgå til ''fjenden'', (dvs. Det tyske forbund), selv om de var vidende om, at et åbent oprør endnu ikke var brudt ud i hertugdømmet.<ref>Glenthøj (2014), s. 166</ref> En adresse, der støttede borgerrepræsentationen og fordømte oprøret i lignendehertugdømmerne retningblev vedtogesvedtaget. Man enedes desuden om at ledsage borgerrepræsentationen, til hvilken nu også magistraten havde sluttet sig, til [[Christiansborg Slot]] den næste dag, for at overbringe kongen adressen.

DetDemonstrationen, varsom deter berømtekendt folketogsom ''folketoget til Christiansborg'' startede [[21. marts]]: 10000 kl. 12 fra [[Nytorv]], hvor 15000 mennesker deltog under stærk og løftet stemning, men uden at ordenen noget øjeblik forstyrredes. Da [[Lauritz Nicolai Hvidt]] som [[Borgerrepræsentationen]]s formand og ordfører trådte frem for kongen, var dennes beslutning allerede fattettruffet. Bardenfleth og andre havde i de sidste uger påavirket ham i [[Ejderpolitikken|ejderdansk]] retning, og han indså nu nødvendigheden af et systemskifte. Umiddelbart før toget til slottet havde han kundgjortbekendtgjort detdette for gehejmestatsrådets medlemmer, og de havde alle med undtagelse af Bardenfleth indgivet deres demission. Kongen lovede ligeledes, at Slesvig ikke ville blive adskilt fra Danmark. <ref>Glenthøj (2014), s. 168</ref> Dette kundgjorde kongen nu for Hvidt og denne igen for mængdemængden foran slottet. Kongens optræden og hans erklæring om at ville være sit folk "en tro Leder til Ære og Frihed" vakte i hovedstaden og hele landet en begejstring for ham, som, trods talrige skuffelser, holdt sig i folkets brede lag hans hele regeringstid igennem.

Det følgende døgn var optaget af bestræbelserne for at danne et ministerium. Bardenfleths forsøg og flere andre kombinationer, der gik ud på at danne et kabinet, væsentlig sammensat af regeringsmændene af den ældre skole, med iblanding af enkelte liberale elementer, bristede, og først om formiddagen den [[22. marts]], umiddelbart før den slesvigholstenske deputations ankomst, lykkedes det den tidligere finansminister, grev [[Adam Wilhelm Moltke]], at danne [[Ministeriet Moltke I|en regeringsamlingsregering]], i hvilken, foruden enkelte repræsentanter for den ældre administration, oppositionsførerne [[Ditlev Gothard Monrad]], [[Anton Frederik Tscherning]], Hvidt og Orla Lehmann fik sæde. Den nationalliberale var tøvende overfor denne konstruktion, men de gik ind i regeringen på baggrund af kongens løfte om, at han nu var [[konstitutionel]] monark og ministrene blev overdraget ansvaret.<ref>Glenthøj (2014), s. 169</ref>

have en særlig, fri forfatning som "selvstændig, tysk Forbundsstat". Imidlertid var det åbne oprør udbrudt i Holsten [[23. marts]], hvilketog konflikten førte til [[Treårskrigen]] 1848-[[1850|50]].