Ordoliberalisme: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
ny artikel, primært oversat fra svensk og engelsk Wiki
 
småændringer
Linje 7:
Ordoliberalismen blev udviklet i perioden 1930-50 af tyske [[økonom]]er og [[jurist]]er fra den såkaldte Freiburgskole, bl.a. Walter Eucken og Franz Böhm, der begge var [[professor]]er i [[Freiburg]]. Franz Böhm var desuden i en årrække efter anden verdenskrig medlem af den tyske [[forbundsdag]] for partiet [[CDU]]. En tredje ophavsmand til ordoliberalismen var økonomen Wilhelm Röpke.
 
Selve begrebet ordoliberalisme blev dannet i 1950 af Hero Moeller med henvisning til det tværvidenskabelige tidsskrift ''ORDO — Jahrbuch für die Ordnung von Wirtschaft und Gesellschaft''.<ref>{{cite book |first=Ralf |last=Ptak |title=Vom Ordoliberalismus zur Sozialen Marktwirtschaft: Stationen des Neoliberalismus in Deutschland |publisher=VS Verlag |year=2004 |isbn=3-8100-4111-4 |page=23 |language=Germantysk}}</ref> Tidsskriftet, der blev grundlagt i 1948 af Eucken og Böhm og stadig udkommer årligt, beskæftiger sig med de økonomiske og politiske [[institution]]er, der er fremtrædende i det moderne [[samfund]].
 
Ordoliberalismen er fast forankret i tysk tradition og kan ses som en videreudvikling af den såkaldte tyske historiske [[nationaløkonomi]]ske skole, som mente, at markedsøkonomiens forudsætninger må forstås ud fra hver [[nation]]s erfaringer, sociale traditioner og kulturelle særtræk, ikke ud fra en abstrakt universel markedsmodel.
Linje 17:
Erfaringerne fra [[mellemkrigstiden i Tyskland|mellemkrigstidens]] politiske katastrofe i Tyskland, hvor årene med [[hyperinflation]] banede vej for [[nazist]]ernes magtovertagelse, førte ordoliberalisterne frem til opfattelsen af, at [[folkestyre]]ts rækkevidde måtte begrænses og uafhængigheden garanteres for stærke institutioner, som kan opretholde en stabil ramme for markedsøkonomien. I sidste ende drejede det sig om en overbevisning om, at kun økonomisk velstand ville kunne holde politiske katastrofer og [[krig]] på afstand.
 
Ordoliberalismen foreskriver en tydeligt defineret arbejdsdeling i styringen af samfundsøkonomien, hvor forskellige institutioner har forskellige mål og opgaver. Penge- og [[valutapolitik]]ken bør varetages af en uafhængig [[centralbank]], der har til opgave at sørge for [[pengepolitik|pengepolitisk]] stabilitet og lav [[inflation]]. Regeringen har ansvar for [[finanspolitik]]ken ([[skat]]ter og offentlige udgifter) og har ansvaret for at opretholde sunde statsfinanser. Opgaven at sikre makroøkonomisk stabilitet og en høj [[beskæftigelse]] påhviler [[arbejdsmarked]]ets parter, som af staten skal tilskyndes til at træffe ansvarlige kollektive aftaler på nationalt niveau. Ordoliberalisterne er generelt modstandere af [[keynesiansk]]e synspunkter, hvor regeringen ved at føre en enten ekspansiv eller kontraktiv finanspolitik direkte bør styre efterspørgslen i økonomien og dermed [[konjunktur]]erne. Keynesiansk tankegang har dermed også haft relativrelativt lille indflydelse i Tyskland.<ref>[http://raeson.dk/2014/analyseliberal-men-ikke-neoliberal-saadan-er-den-tyske-model-for-europa/ Peter Nedergaard: Liberal, men ikke neoliberal – sådan er den tyske model for Europa. Artikel i tidsskriftet Ræson. 14. maj 2014. Hentet 6. juni 2014.]</ref>
 
Den stærke stat skal således sørge for orden i samfundsøkonomien, men inden for disse rammer bør markedsøkonomien være fri for [[demokrati]]sk styring i øvrigt. I modsætning til for eksempel nyliberale ser ordoliberale imidlertid en høj organisationsgrad og kollektive [[overenskomst]]er på arbejdsmarkedet som noget positivt, som bidrager til samfundsøkonomisk stabilitet. På samme måde opfattes også omfattende sociale forsikringsordninger via [[trepartsforhandling]]er mellem staten og arbejdsmarkedets parter som en stabiliserende faktor.
Linje 26:
 
* [[Liberalisme]]
* [[Klassisk liberalisme]]
* [[Socialliberalisme]]
* [[Neoliberalisme]]
Line 32 ⟶ 33:
 
{{Reflist}}
 
[[Kategori:Liberalisme]]