Befolkningstæthed: Forskelle mellem versioner

 

== Bestemmende forhold ==

Befolkningstætheden afspejler altid i nogen grad erhvervsmulighederne for det pågældende sted. Udnyttelse af tidligere uudnyttede næringsmuligheder eller ændringer i disse vil tillige medføre ændringer i befolkningens fordeling<ref>Aagesen, s. 17</ref>. I ældre tid (inden bilismen og industrialiseringen slog igennem) afspejlede befolkningstætheden fortrinsvis landbrugets forhold (jorder med gode jordbundsforhold havde en større tæthed), idet kystegne med gode muligheder for [[fiskeri]] og/eller [[søfart]] tillige skilte sig ud. Selv efter bilismens gennembrud er der en vis sammenhæng, idet man nu blot må tilføje landskabelig skønhed, skatteforhold, politiske forhold, tilgængelighed ved samfærdselsmidler og [[byplanlægning]] som supplerende forhold, der i større eller mindre grad influerer på bosætningsfordelingen<ref>Aagesen, s. 26</ref>.

 

 

På den anden side er der også visse problemer ved fastlæggelsen af befolkningstætheder. Da befolkningstætheden i almindelighed vil være uens fra sted til sted, bliver afgrænsningen af det område, hvis befolkningstæthed udtrykkes, at største betydning. Således kan en [[stationsby]] eller anden bymæssig bebyggelse (der jo tidligere ikke udgjorde en administrativt afgrænset enhed) påvirke den gennemsnitlige befolkningstæthed for det sogn eller den kommune, den ligger i<ref>således Vejen, Haslev, Hadsund, Kellerup og Gilleleje i 1950, jvf. Aagesen (1961), s. 12</ref>. På tilsvarende måde kunne i ældre til størrelsen af en [[købstad]]s landdistrikt (det vil sige ikke-bymæssigt bebyggede del af [[købstadskommune]]ns område) også påvirke den gennemsnitlige befolkningstæthed<ref>Aage Aagesen (1961), s. 12 peger her på Rødby og Skagen</ref>. Desuden kunne afgrænsningen af det administrative område, hvis befolkningstæthed beregnes, yde indflydelse på udfaldet: måske ville en flytning af områdets afgrænsning i den ene eller anden retning påvirke udfaldet. Dertil kommer spørgsmålet om de inden for et område beliggende ubeboelige dele ([[sø]]er, [[skov]]e og lignende) – for slet ikke at tale om et tilhørende [[hav]]område – med rimelighed kan og bør medregnes.

 

Da det – som oven for er fremgået – ikke er alt land, der reelt er beboeligt, og da befolkningstætheden i bymæssige bebyggelser er langt større end i de landlige områder, kan disse gennemsnit være noget, ja meget, vildledende. Eksempelvis var den gennemsnitlige befolkningstæthed på [[Sjælland]] i [[1955]] 241,3 indbyggere pr. km², hvilket kan sammenlignes med 66,4 indbyggere pr. km² i [[Jylland]], 116,3 indbyggere pr. km² på [[Fyn]] med omliggende øer, 74,5 indbyggere pr. km² på [[Lolland]]-[[Falster]] og 82,8 indbyggere pr. km² på [[Bornholm]]. Udskilles imidlertid [[hovedstadsområdet]] (3.428 indbyggere pr. km²) bliver den gennemsnitlige befolkningstæthed for resten af [[Sjælland]] 92,7 indbyggere pr. km² eller omtrent af samme størrelse som resten af landet<ref>Aagesen, s. 7f</ref>.

 

== Problemer med klasseafgrænsningen ==

Det andet grundlæggende problem ved sammenligninger af ulige steders befolkningstætheder er naturligvis sammenfatningen af befolkningstætheder i grupper eller klasser: i princippet vil man kunne finde næsten glidende skalaer for befolkningstætheder, hvorfor det er afgørende at opstille klasseafgrænsninger, der afspejler vigtige skillelinjer med hensyn til befolkningstætheden. Man må her regne med, at det især er i den lavere ende af skalaen, at det kan være af værdi at foretage klasseafgrænsninger, mens det i den høje ende af skalaen er af mindre betydning<ref>således anvendte Aage Aagesen (1961), s. 13 følgende klasser: under 20 indbyggere pr. km², 20-40, 40-60, 60-80, 80-100, 100-200 og over 200 indbyggere pr. km²</ref>. Dertil kommer et tidsmæssigt problem: de skillelinjer, som på et givet tidspunkt måtte tegne sig, kan senere vise sig at have flyttet sig som følge af den almindelige befolkningsudvikling for det samlede område.