Allerede hos tidlige kristne kirkefædre, f.eks. [[Tertullian]], forstås Gud som treenig, med Helligånden som den tredje person i [[Treenigheden]] (med [[Gud Fader|Faderen]] og [[Sønnen]] som den første og anden person){{kmkilde mangler|dato=Uge 24, 2014}}. I det 4. århundrede, da kirken begyndte at fastlægge sit grundlag, blev Helligånden i første omgang slet ikke diskuteret. Ved [[koncil]]et i [[Nikæa]] var det således kun forholdet mellem Faderen og Sønnen, der blev diskuteret, mens Helligånden ikke var til debat. Det blev fastslået, at Sønnen var helt og fuldt Gud ("af samme væsen som Faderen", "sand Gud af sand Gud"). Senere i det 4. århundrede stødte [[Athanasius]] på ægyptiske kristne, der benægtede, at Helligånden var af samme væsen som Faderen og Sønnen. Athanasius angreb dem og hævdede Helligåndens guddommelighed, fordi frelsen også var fra Helligånden, og kun Gud kunne frelse. På det 2. koncil i Konstantinopel i [[381]] blev Helligånden (i den [[nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse]]) derfor også sidestillet med Faderen og Sønnen, men man undlod at bruge udtrykket "af samme væsen", fordi man helst ville holde sig til bibelske vendinger{{kmkilde mangler|dato=Uge 24, 2014}}. I stedet sagde man, at Heligånden "udgår fra Faderen" (en formulering fra Johannesevangeliet). Det var dog teologernes mening, at Helligånden var af samme væsen som Faderen og Sønnen, og desuden at Helligånden udgår fra Faderen gennem Sønnen, som det fremgår af samtidige skrifter (f.eks. [[Gregor af Nyssa]]).
[[Augustin]]s treenighedslære byggede også på den nikænske teologi og Konstantinopel-koncilet, men lagde i højere grad op til, at Helligånden udgår fra Faderen "og Sønnen", og senere tilføjede man ligefrem disse ord til trosbekendelsen i Vesten i den tidlige middelalder ("filioque"). Dette var i [[1054]] en af årsagerne til [[Det store skisma 1054|skismaet mellem øst- og vestkirken]].
