Martsrevolutionen: Forskelle mellem versioner

'''Martsrevolutionen''' er den ofte anvendte betegnelsebetegnelsen for en række borgerligt-liberalt inspirerede revolutioner, der udsprangopstod i marts 1848 i de 38 tyske [[småstat]]er, der på dette tidspunkt var løst bundet sammen i [[det tyske forbund]] under de-facto ledelse af de to store tyske stater [[Preussen]] og [[Østrig-Ungarn]], der ofte lå i intern splid.

Allerede i forbindelse med den borgerligt-liberale [[julirevolutionen|julirevolution]] i Frankrig 1830, var tyske borgeretyskere blevet inspireret til at kræve større demokratiske reformer,. hvilketDet udmøntede sig bl.a. udmøntede sig i en stor forsamling ved [[Hambacher Fest]] i 1832, hvor de [[Schwarz-Rot-Gold|sort-rød-gule]] farver blev symbolet for kampen om mere frihed.

Efterhånden blev kravene om mere åbenhed, mindre censur, større politisk frihed og mere demokrati smeltet sammen med ønsket om, at [[Tysklands samling|samle de mange småstater til en tysk nation]], og i forbindelse med den franske [[Februarrevolutionen (Frankrig)|februarrevolution]] udbrød der så opstande rundt omkringom i de tyske stater og byer. Kravene kunne de autoritære herskere i de forskellige stater ikke sidde overhørig, og dannelsen af et parlament i Frankfurt så en overgang ud til at kunne etablere en ny stor samlet tysk nation med et demokratisk valgt parlament. Det lykkedes dog i løbet af 1849 de konservative kræfter især ledet af [[Otto von Bismarck|Bismarck]]s Preussen at slå igen og genetablere ordenen med autoritære herskere i de forskellige stater. Martsrevolutionen i Tyskland havdefik også konsekvenser for Danmark, hvor nationalliberale under ledelse af [[Orla Lehmann]] krævede mere demokrati.

I forbindelse med [[Napoleonskrigene]] i startenbegyndelsen af det 19. århundrede havde flere tusinde tyske studenter og andre meldt sig frivilligt for at kaste franskmændene ud af de tyske områder i en rækkede slag, der senere er blevet døbtkaldt ''die Befreiungskriege'' (Befrielseskrigene). Disse slagDet fik en stigende nationalisme til at brede sig i samfundet,. ogIsær isæri de tyske studenterforeninger, [[Burschenschaften]], begyndte kravene om en tysk samling af de forskellige nationer at blive stadigt mere tydelige. Ved [[Wienerkongressen]] blev mange af de frivillige dog skuffet, da konservative kræfter ved [[Wienerkongressen]] under ledelse af især den østrig-ungarske minister [[fyrst Metternich]] formåede at stoppe disse ideer og genetablere ordenen. Perioden der fulgteTiden efter 1814/1815 nævnes derfor ofte [[restaurationen]], fordi de gamle herskere og de gamle systemer fortsatte, næsten som om Napoleon aldrig havde været der.

I løbet af de følgende år voksede de borgerlige i antal, og denmagthavernes stadigt stærkere brug af censur fra magthavernes side gik ud over mange af de forfattere, der i den såkaldte [[Vormärz]]-periodetiden agiterede for større politisk frihed. Ved [[Hambacher Fest]] i 1832 samledes over 30.000 borgere sig, for at manifestere, at mande ønskede et opbrud med den gamle orden, som restaurationspolitikken havde genskabt.

Udbruddet af voldelige optøjer i Paris i februar 1848 sprangbredte sig i marts 1848 over til de tyske stater, hvor borgerne nu gjorde oprør mod den herskende orden,. derDe ifleste lysetstater afi den overvældende folkelige opbakning denne bevægelse fik,Tyskland bøjede sig for alle kravene i delyset flesteaf staterden iovervældende Tysklandfolkelige opbakning.

Revolutionen i Tyskland begyndte den 27. februar 1848 i Mannheim, hvor en nydannet folkeforsamling stillede en række krav omkrævede reformer. Dette skridtDet spredtebredte sig hurtigt til andre stater i det tyske forbund, bl.a. Baden og Bayern. I løbet af marts spredtebredte revolutionen sig over hele det tyske område, og mange fyrster blev tvunget til at give store indrømmelser.

Den 18. maj åbnede mannationalforsamlingen Frankfurteri nationalforsamlingen,Frankfurter et demokratisk parlament, der skulle udfærdige en forfatning for et nyt samlet Tyskland.

Efter at have arbejdet på dette i ti måneder kunne forsamlingen fremlægge et udkast den 28. marts 1849. I mellemtiden havde de autoritære fyrster genvundet fatningen, og da den stærke preussiske konge [[Friedrich Wilhelm IV]] den 3. april afviste at følge forfatningens forordninger, så det meget sort ud. Efter enborgerkrigslignende kort periodetilstande i maj med borgerkrigslignende tilstande mellem fyrstestyrker og de revolutionære, stod det til sidst klart, at revolutionen var død.

Mange af de tyskere, der havde været aktive i forbindelse med revolutionen, flygtede til især USA, hvor deres virkelyst efterlod mange kendetegn især i de tyske befolkningsgrupper i USA.