N.P. Nielsen: Forskelle mellem versioner

Hans skønne stemme vuggede på rytmernes svulmende velklang og hans muskelstærke skikkelse med den ædle holdning og det fritbårne hoved gav tilskuerne det indtryk, at der stod en mand bag de store ord. Derimod lykkedes en rolle som Hamlet ikke for ham, fordi han savnede åndfuldhed i diktionen, og i de store karakterroller: Macbeth, Kong Lear, Hakon Jarl og Palnatoke stod han tilbage for Dr. Ryge, hvis lidenskab var dybere. August Bournonville skrev, at Nielsens stemme forholdt sig »til Ryges som det fyldige, men bløde Valdhorn til Kamplurens skarpe gennemtrængende Toner«. Dog, selv om samtiden ikke mente, at Nielsen nåede sin forgænger i fremstillingen af disse skikkelser, kom ingen af Nielsens efterfølgere til at stå mål med ham. Han udførte også et stort repertoire i lystspillet, og inden for dette område ydede han sin bedste kunst i ældre roller.

 

 

Et par år før han fik sit ønske opfyldt (1855), skrev Heiberg til ministeriet: »Uagtet Theatret maa betragte det som et Tab at miste en i så mange Henseender begavet Skuespiller, som det, alene på Grund af hans udvortes Fortrin, bliver vanskeligt at erstatte, så vil på den anden Side den store Letsindighed, hvormed han behandler sin Kunst, idet han så godt som aldrig memorerer en Rolle, og derved stadigen besværer sine Medspillende, der må bruge alle slags Kunstgreb for at dække hans Usikkerhed og derved redde Stykkernes Virkning, bevirke, at Beklagelsen over hans Afgang bliver mindre«. Dog, efter Heibergs afsked knyttedes Nielsen atter til teatret, hvor han optrådte sidste gang 24. februar 1860 som (Markien i »Kamp og Sejr«.