Vincent-Marie de Vaublanc: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Retter flertydig: Senatet til Frankrigs senat + kosmetiske ændringer |
m Ref. format. |
||
Linje 133:
===="Frankrig higer efter sin konge"====
En nutidig tysk historiker vurderer at Vaublancs udnævnelse snarere skyldes hans fortid end hans talent.<ref name="ReferenceA">Thadden, Rudolf von. ''Restauration und napoleonisches Erbe: Der Verwaltungszentralismus als politisches Problem in Frankreich (1814–1830). '' Wiesbaden: Steiner, 1972. s. 112-122.</ref> Andre historikere går længere endnu, ved at tillægge Vaublanc en ”inkompetence der kun modsvares af hans forfængelighed”.<ref>Waresquiel, Emmanuel de, og Benoît Yvert. ''Histoire de la Restauration 1814-1830: Naissance de la France moderne.'' Paris: Perrin, 1996.</ref>
Det kan dog ikke nægtes at Vaublanc, i løbet af sit ministerium, udfolder så lidenskabelig en kontrarevolutionær og kongetro aktivitet at selv Kongen hævder at tabe pusten. Under en debat i det nu stærkt royalistisk dominerede parlament udråber Vaublanc endda pludselig ”Frankrig higer efter sin konge!” Hvorpå de deputerede og tilskuerne i tribunen, under stor akklamation, rejser sig og gentager: ”Ja, Frankrig higer efter sin konge!”<ref>Vaublanc, ''Mémoires.'' Bind 3, s. 282.</ref>
I oktober [[1815]] udsender han en cirkulære til landets præfekter for at holde dem i snor i løbet af denne tid, mærket som den er af antirevolutionære udrensninger. Vaublancs ordvalg viser den side han selv har valgt: "Deres første pligt er at opretholde ro og orden(...) Årvågenhed forebygger uro og gør det unødvendigt at bruge magt."<ref>Vaublanc, ''Mémoires.'' Bind 3, s. 270.</ref> Han tøver dog ikke selv ved at anvende magt, idet han nu låser hele præfektstanden fast på royalisternes side. Ved slutningen af hans korte ministerium er enhver præfekt der har spillet den mindste rolle under Napoleon blevet fjernet.<ref name="ReferenceA"
Måneden efter underskriver han en afgørende ordre, der gør det muligt for ultra-royalisterne at infiltrere den siden revolutionen, og under enhver uro og opstand, så strategiske Nationalgarde. Og i januar [[1816]] fremskynder han "fornyelsen" af landets borgmestre og underborgmestre. Hans instruks til præfekterne lyder: "Ved denne fornyelse bør De også fjerne de borgmestre og underborgmestre der, uden at stå til formel afskedigelse, forekommer Dem uegnede til deres embede".<ref name="ReferenceA"/>
| |||