Johan af Holsten: Forskelle mellem versioner

'''Johan af Holsten''' (død [[27. september]] [[1359]]), også kendt under navnene '''''Johan af Plön''''' og '''''Johan den Milde''''', var [[Holsten|holstensk]] [[Greve (rang)|greve]] og pantherre i [[Skånelandene]] samt på [[Sjælland]] og [[Lolland]]. Han var søn af [[Gerhard den Blinde]] og [[Erik Klipping]]s [[enke]] [[Agnes af Brandenburg]], og således halvbror til kong [[Erik Menved]] og [[Christoffer 2.]]. Han kendes også under navnene Johan af Plön og Johan den Milde.

Han erhvervede i 1312 den østlige del af Holsten og i 1315 [[Kiel]]. Han støttede sine halvbrødre Erik Menved og Christoffer 2., men foretrak siden at støtte [[Valdemar 3.|Hertug Valdemar]]. Efter Erik Menveds død lykkedes det efterhånden Johan sammen med sin fætter, [[grev Gerhard]], gennem forskellige intriger at tilrive sig pantebreve, først på Lolland og siden på Sjælland og Skånelandene. På det tidspunkt var alliancen mellem Johan og Gerhard brudt, og sidstnævnte havde erhvervet den vestlige del af [[Danmark]]. Johan på sin side havde udstykket sine pantelen i mindre dele og pantsat bl.a. Skånelandene til andre nordtyske adelsmænd, som med stor grumhed inddrev skatter og udplyndrede skåningerne efter bedste evne. Det forårsagede i [[1332]], at skåningerne gjorde oprør og med den [[Lund (Sverige)|lundensiske]] [[ærkebiskop]] [[Karl Eriksen|Karl Eriksen Røde]] i spidsen søgte beskyttelse hos [[Sverige]]s og [[Norge]]s konge, [[Magnus Eriksson Smek]] (som i øvrigt var Johans og Gerhards grandnevø). Magnus Smek indløste det skånelandske pantebrev og titulerede sig derefter også "konge af Skånelandene".