Charles Canning, 1. jarl Canning: Forskelle mellem versioner

Canning studerede i [[Oxford]] sammen med lorderne [[James Broun-Ramsay, 1. markis af Dalhousie|Dalhousie]] og [[James Bruce, 8. jarl af Elgin|Elgin]], der senere blev henholdsvis hans forgænger og efterfølger i [[Britisk Indien|Indiens]] styrelse. Han valgtes 1836 til [[Underhuset]], men blev allerede næste år ved sin moders død [[peer]]. Canning var 1841—46 [[understatssekretær]] for [[Udenrigsministeriet]] og derefter i 4 måneder kommissær for statsskovene; hørte siden til [[Robert Peel|peelitterne]] og afslog 1852 tilbud om en plads i [[Edward Smith-Stanley, 14. jarl af Derby|Lord Stanleys]] ministerium. 1853—55 var han generalpostmester, indførte vigtige fremskridt i [[postvæsen]]et og gjorde 1854 [[Rowland Hill]] til fast oversekretær. Februar 1856 tiltrådte han stillingen som [[generalguvernør]] i Indien og udfoldede under [[Sepoy-oprøret|den store opstand]] 1857 megen kraft og dygtighed, men efter sejren så stor forsonlighed og mildhed, at han blev kaldt ''Lord Clemency''. Hans proklamation 1858 om ejendoms inddragelse til straf for alle dem, som i [[Audh]] havde deltaget i oprøret, blev dadlet af [[Edward Law, 1. jarl af Ellenborough|Lord Ellenborough]], [[minister for Indien]], men vandt parlamentets billigelse og medførte maj samme år ministerens fald. Senere udmærkede Canning sig ved sin iver for landets opkomst og for [[hær]]ens og [[finanserfinans]]nesernes bedre ordning, samt gennemførte vigtige [[reformerreform]]er i [[forvaltning]] og [[lovgivning]]. Til løn for sin virksomhed blev han 1859 ophøjet til [[Jarl (titel)|jarl]]. Marts 1862 vendte han tilbage til England med nedbrudt helbred og døde 3 måneder efter.