William Gladstone: Forskelle mellem versioner

'''William Ewart Gladstone''' ([[29. december]] [[1809]] – [[19. maj]] [[1898]]), var en britisk politiker, premierminister [[1868]]-[[1874|74]], [[1880]]-[[1885|85]], [[1886]] og [[1892]]-[[1894|94]]. Gladstone var søn af en velstående, politisk aktiv [[købmand]] i [[Liverpool]] og blev uddannet ved [[Eton]] og [[Oxford]]. I [[1832]] blev han indvalgt som konservativ i [[Underhuset]], hvor han bortset fra [[1846]]-[[1847|47]] havde sæde indtil [[1895]], og han gjorde sig snart bemærket på forskellige poster i [[Robert Peel]]s ministerier. Gladstone gav i bogen ''[[The State in Its Relations with the Church]]'' fra [[1838]] udtryk for sine stærkt konservative[[konservativ]]e og religiøse synspunkter, og i [[1845]] brød han med regeringen pga.på grund af dens støtte til katolske skoler i [[Irland]]. Peel kaldte ham snart tilbage som medarbejder ved gennemførelsen af [[Toldloven]] af [[1846]], hvilket betød, at Gladstone faldt i sin kreds, men i [[1847]] blev han valgt for [[Oxford University]].

I de følgende år bevægede Gladstone sig mod [[liberalismen]], og [[1852]]-[[1855|55]] var han finansminister i [[George Hamilton-Gordon, 4. jarl af Aberdeen|Aberdeen]]s koalition af såkaldte peelitter og liberale. I [[1859]] blev han finansminister i [[Henry Palmerston]]s liberale ministerium, og ved Palmerstons død i [[1865]] stod Gladstone som en af det liberale partis ledere; han var desuden en af Underhusets mest fremragende talere med en uovertruffen beherskelse af både de store perspektiver og detaljerne, ikke mindst på det finansielle område. Året efter, at [[John Russell]] i [[1866]] havde trukket sin regering tilbage, dannede Gladstone sit første ministerium, og et omfattende reformarbejde blev iværksat. I [[1869]] afskaffedes den protestantiske irske statskirke, i [[1870]] gennemførte han en skolelov og en hærreform, der afskaffede køb af officersstillinger, og i [[1873]] fulgte en retsplejereform. I [[1874]] trådte han tilbage til fordel for [[Benjamin Disraeli]].

Som oppositionens leder angreb Gladstone med stor kraft regeringens tyrkiskvenlige udenrigspolitik, og i [[1880]] kunne han igen overtage regeringsledelsen, hvor han indstillede den ekspansive udenrigspolitik. I den periode blev det irske spørgsmål aktuelt, og Gladstone søgte med en blanding af tvangslove og imødekommenhed at dæmpe uroen i Irland. Hans ministerium faldt i [[1885]], bl.a.blandt andet fordi han tøvede med at støtte anneksionen af [[Egypten]] og [[Sudan]].

Gladstone vendte tilbage i [[1886]], men han måtte gå af et halvt år senere efter et nederlag i Underhuset pga.på grund af sin irske politik, indførelsen af [[Home Rule]]. I [[1892]] dannede Gladstone endelig sit fjerde og sidste ministerium efter som oppositionsleder at have gjort det irske spørgsmål til sit afgørende politiske programpunkt. Det faldt i [[1894]], da denne gang [[Overhuset]] standsede gennemførelsen af Home Rule, og han trak sig derpå ud af politik.

Gladstone havde som politisk leder vendt sig imod den aggressive britiske ekspansionspolitik (mod bl.a.bland andet [[Rusland]]) og blev derfor betragtet som udenrigspolitisk forsigtig og usikker, men han havde aktivt fremmet det britiske samfunds demokratisering. Han rummede i sin person mange af den victorianske tidsalders bedste egenskaber, en dyb overbevisning om nødvendigheden af og en stærk vilje til utrætteligt at kæmpe for, hvad hans kristne tro tilsagde ham, var retfærdighed. Politik var for Gladstone en kaldelse til at virkeliggøre [[Gud]]s vilje, og hans hele personlighed var for hans tilhængere legemliggørelsen af en retfærdig og moralsk politik, hvori kristendommens etik og den liberale fremskridtstro forenedes.