William Gladstone: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Intro |
m →Intro |
||
Linje 4:
Gladstone var søn af en velstående, politisk aktiv [[købmand]] i [[Liverpool]] og blev uddannet ved [[Eton]] og [[Oxford]]. I [[1832]] blev han indvalgt som konservativ i [[Underhuset]], hvor han bortset fra [[1846]]-[[1847|47]] havde sæde indtil [[1895]], og han gjorde sig snart bemærket på forskellige poster i [[Robert Peel]]s ministerier. Gladstone gav i bogen ''[[The State in Its Relations with the Church]]'' fra [[1838]] udtryk for sine stærkt [[konservativ]]e og religiøse synspunkter, og i [[1845]] brød han med regeringen på grund af dens støtte til katolske skoler i [[Irland]]. Peel kaldte ham snart tilbage som medarbejder ved gennemførelsen af [[Toldloven]] af [[1846]], hvilket betød, at Gladstone faldt i sin kreds, men i [[1847]] blev han valgt for [[Oxford University]].
I de følgende år bevægede Gladstone sig mod [[liberalismen]], og [[1852]]-[[1855|55]] var han finansminister i [[George Hamilton-Gordon, 4. jarl af Aberdeen|Aberdeen]]s koalition af såkaldte peelitter og liberale. I [[1859]] blev han finansminister i [[Henry John Temple, 3. viscount Palmerston|Palmerston]]s liberale ministerium, og ved Palmerstons død i [[1865]] stod Gladstone som en af det liberale partis ledere; han var desuden en af Underhusets mest fremragende talere med en uovertruffen beherskelse af både de store perspektiver og detaljerne, ikke mindst på det finansielle område. Året efter, at [[John Russell]] i [[1866]] havde trukket sin regering tilbage, dannede Gladstone sit første ministerium, og et omfattende reformarbejde blev iværksat. I [[1869]] afskaffedes den protestantiske irske statskirke, i [[1870]] gennemførte han en skolelov og en hærreform, der afskaffede køb af officersstillinger, og i [[1873]] fulgte en retsplejereform. I [[1874]] trådte han tilbage til fordel for [[Benjamin Disraeli]].
Som oppositionens leder angreb Gladstone med stor kraft regeringens tyrkiskvenlige udenrigspolitik, og i [[1880]] kunne han igen overtage regeringsledelsen, hvor han indstillede den ekspansive udenrigspolitik. I den periode blev det irske spørgsmål aktuelt, og Gladstone søgte med en blanding af tvangslove og imødekommenhed at dæmpe uroen i Irland. Hans ministerium faldt i [[1885]], blandt andet fordi han tøvede med at støtte anneksionen af [[Egypten]] og [[Sudan]].
| |||