Falsifikationisme: Forskelle mellem versioner

Popper understreger [[induktionsproblemet]] og tilslutter sig [[fallibilisme]]n. Ifølge ham er en [[videnskab]]elig [[teori]] ''ikke'' endegyldigt bevist, selv om den bekræftes af [[observation]]er ved nok så mange kontroleksperimenter; der kan når som helst gøres en observation, som ikke "passer ind" i ellers veletablerede videnskabelige "love". Et klassisk eksempel er en person, som aldrig har set [[svane]]r i andet end hvid fjerdragt og på grundlag deraf formulerer den hypotese, at alle svaner er hvide. Den dag, denne person ser (og undersøger) en sort svane, må vedkommende dog forkaste teorien om, at der kun findes hvide svaner. Pointen er at denne person ikke kan sætte sig ud ved en å og ''verificere'' (se [[verifikationisme]]) sin første hypotese, da han altid tilfældigvis kan sidde ved en å, hvor ingen sorte svaner kommer forbi. At empirisk tælle 1.000, 10.000 eller flere hvide svaner garanterer aldrig at den næste svane han observerer også er hvid.

Det er, ifølge fasifikationisterne, grundlæggende sådan videnskaben hænger sammen. Faktisk stiller Popper det [[metodologi]]ske krav til en fremsat teori, førend den kan regnes for videnskabelig, at det skal være muligt at angive betingelser for, hvordan den principielt kan vises at være fejlagtig. Det kræves med andre ord, at videnskabelige teorier skal være '''falsificerbare'''. Ikke hermed sagt,Dvs. at teorien nødvendigvis skal kunne falsificeres, thi i så fald måtte den forkastes som forkert, men teorien skal være udformet på en sådan måde, at der kan opstilles forsøg, der potentielt kan falsificere den. I denne forbindelse påpeger Popper, at visse teorier kan være så [[tvetydighed|tvetydigt]] eller [[vaghed|vagt]] formulerede, at enhver begivenhed uden stort besvær kan tolkes som en bekræftelse af pågældende teori. Eksempler herpå kunne være en [[heksedoktor]]s eller et [[horoskop]]s forudsigelser på baggrund af diverse [[spekulation|spekulative]] teoribygninger.