Utøya: Forskelle mellem versioner

I gamle dage lå der en [[husmand]]splads med nogle få køer på øen, som havde skiftende velstående ejere. I 1893 blev Utøya opkøbt af den senere [[statsminister]] Jens Kristian Meinich Bratlie, der benyttede øen som sommersted i fyrre år. Han var [[Høyre]]-mand, men solgte i 1933 alligevel ejendommen til [[LO]], som lod børn af arbejdsløse tilbringe somrene dér. Årligt fik tres piger og tres drenge plads i Utøyas [[feriekoloni]]. Den senere kafébygning blev opført for at huse børnene. I 1950 fik AUF Utøya forærende som en jubilæumsgave fra LO, og samtidig stillede statsminister [[Einar Gerhardsen]] sig i spidsen for en stor indsamling til drift af ejendommen. Entusiasmen omkring Utøya var den gang enorm. Mange unge slog telt op og tilbragte sommerferien på øen. Der stod egne [[portal]]er ved hver af [[fylke]]slejrene. Her var politiske aktiviteter, dans og idræt. I løbet af 1960'erne dabbedestilnede interessen dog af, og Utøya holdt lukket i et par år. Men i 1970'erne vågnede entusiasmen igen, og i slutningen af 1980'erne fik man masselejrene med henved tusinde deltagere fra hele landet. <ref>{{Cite news | author = Kristin Jansen | title = Utøya - AUFs hjerte | publisher = BT-magasinet, s. 13 | date = 21. juli 2012}}</ref>