Mary Rose: Forskelle mellem versioner

'''''Mary Rose''''' var et [[krigsskib|orlogsfartøj]] af typen [[karrak]], som indgik i den [[Royal Navy|engelske flåde]] under [[Henrik 8. af England|Henrik 8.]]'s regeringstid i første halvdel af [[1500-tallet]]. Efter 33 års indsats mod franske, bretonske og skotske styrker deltog skibet i sit sidste slag den 19. juli 1545. I spidsen for et angreb mod franske [[galej]]er sank ''Mary Rose'' i [[Solent]]sundet mellem [[Isle of Wight]] og det engelske fastland, inden for synsvidde af Southsea Castle, som er den fæstning uden for [[Portsmouth]], hvor Henrik 8. selv befandt sig. ''Mary Rose'' genopdagedes i 1971 og bjergedes i oktober 1982 ved et af de mest bekostelige og komplicerede [[marinarkæologi]]ske projekter nogensinde. Til trods for at en stor del af skibet er nedbrudt af [[erosion]] og [[biologi]]ske angreb, har de tilbageværende dele uvurderlig historisk værdi som en tidskapsel fra England i første del af 1500-tallet.

 

 

''Mary Rose'' var under fire årtiers sporadiske krige et af de største orlogsfartøjer i den engelske flåde. Samtidig er det et af de tidligste eksempler på et specialbygget krigsskib, som aldrig er anvendt som handelsskib. Det var bevæbnet med tunge kanoner, som var skjult bag [[kanonport]]e, hvilket var en relativt ny opfindelse. Teoretisk var det endda et af de første fartøjer, som kunne affyre [[bredside]]r, selv om den [[linjetaktik]], som udnyttede denne mulighed i kamp, endnu ikke var opfundet. Der findes flere forklaringer på, at skibet sank, baseret på historiske kilder, historisk viden om 1500-tallets skibsbyggeri og på praktiske eksperimenter. Den præcise årsag til forliset er dog stadig usikker på grund af modstridende teorier og mangel på afgørende fysiske beviser.

Ved slutningen af 1400-tallet var England et relativt lille kongedømme i den europæiske periferi. De store militære sejre mod de franske konger i [[hundredårskrigen]] hørte fortiden til; kun den mindre [[enklave]] ved [[Calais]] var tilbage som minde om de engelske kongers franske besiddelser. [[Rosekrigene]], en langvarig [[borgerkrig]] mellem slægterne [[York (slægt)|York]] og [[Lancaster (slægt)|Lancaster]], var afsluttet for nylig, og den sejrende Henrik 8. havde etableret [[Tudor (slægt)|huset Tudor]] som det nye engelske [[dynasti|kongedynasti]]. [[Henrik 5. af England|Henrik 5.'s]] omfattende oprustning af den engelske flåde var dog ikke blevet fortsat af hans efterfølgere, og mellem 1422 og 1509 byggede den engelske krone kun seks krigsskibe. Flåder, som tillhørte enkelte adelige eller forskellige grupperinger var ofte større, mere veludrustede og effektive end de, som tilhørte den kongelige centralmagt. Den alliance, som blev indgået mellem [[Bretagne]] og [[Frankrig]] ved giftermålet mellem [[Ludvig 8. af Frankrig|Ludvig 8.]] og [[Anna af Bretagne]] i 1491, stillede også England i en strategisk svær situation på landets sydlige flanke og kunne true mange vigtige handelsruter. Trods dette lykkedes det Henrik at sikre en langvarig fredsperiode og opretholde en lille, men slagkraftig kongelig flåde i sin regeringstid.<ref>Rodger (1997), s. 153-156.</ref>

 

 

Den mindre flåde, som Henrik arvede fra sin far, bestod kun af to større skibe, karrakkerne ''Regent'' og ''Sovereign'' (begge navne med betydningen "regent"). Kun nogle måneder efter Henriks tronbestigelse bestiltes de to store krigsskibe ''Mary Rose'' og ''Peter Pomegranate'' ("Peter Granatæble", også bare kendt som ''Peter'') på henholdsvis omkring 500 og 450 [[ton]]. Hvem af kongerne, som faktisk bestilte skibene er ikke klarlagt; bygningen begyndte i Henrik 8.'s regeringstid, men en flådeoprustning kan have været planlagt allerede inden. Det var dog Henrik 8., som sørgede for, at skibene blev bygget, og det var også ham, som beordrede, at et antal større skibe skulle bygges, blandt andet det store ''[[Henry Grace à Dieu]]'' ("Henrik af Guds nåde") på over 1.000 ton, som i folkemunde fik navnet ''Great Harry'' ("Store Harry").<ref>Marsden (2003), s. 1–2; Rodger (1997), s. 165–166.</ref> Frem mod 1520'erne havde Henrik dermed lagt grunden til den permanente kongelige flåde, ofte kaldet ''Navy Royal'', som den moderne britiske Royal Navy stammer fra.<ref>Rodger (1997), p. 221.</ref>

 

[[Fil:MaryRose-ship hall.jpg|thumb|225px|Det som er tilbage af ''Mary Rose'''s skrog. Man ser tydeligt alle dæk og endda den smule, som er tilbage af det laveste dæk i agterkastellet.]]

 

De to kasteller havde yderligere dæk, men eftersom næsten intet af dem er bevaret, har de måttet rekonstrueres ved hjælp af historiske kilder. Samtidige skibe af lignende størrelse registreredes med tre dæk i begge kasteller. Selv om det ikke kan afgøres af fysiske beviser, støttes denne tolkning af illustrationer i den samtidige [[Anthonyrullen|Anthonyrulle]] og dens fortegnelser over våben.<ref>Peter Marsden, "Reconstruction of the ''Mary Rose'': her Design and Use" i Marsden (2009), s. 371–378; Alexzandra Hildred, "The Fighting Ship" i Marsden (2009), s. 340–341.</ref>

=== Første franske krig ===

[[File:Cordeliere and Regent.jpg|thumb|170px|alt=To store sejlskibe side om side, hærget af ild|Et samtidigt maleri af ''Cordelière'' og ''Regent'' i brand efter eksplosionen om bord på den førstnævnte.]]

''Mary Rose'' deltog første gang i kamp i 1512. Spanien og England ville gennemføre fælles flådeaktioner mod Frankrig. Engelske fartøjer skulle tage sig af de franske og bretonske flåder i den [[Engelske Kanal]], mens spanske styrker angreb i [[Biscayabugten]] og på land mod [[Gascogne]]. Den dengang 35-årige [[Edward Howard]] blev udset til øverste admiral i april og valgte ''Mary Rose'' som sit [[flagskib]]. Hans første opgave var at afværge truslen fra den franske flåde mellem England og Spaniens nordkyst, så spanske styrker kunne landsættes ved grænsen mod Frankrig ved [[Fuentarabia]]. Hans flåde bestod af atten fartøjer, blandt hvilke var de store ''Regent'' og ''Peter Pomegranate'' med mere end 5.000 mand. Howards raid førte til, at man erobrede tolv bretonske skibe og i løbet af fire dage udkæmpede mindre aktioner på land i [[Bretagne]], hvor man nedbrændte et stort antal byer.<ref>Marsden (2003), s.10.</ref>

 

 

=== Anden franske krig ===

[[Fil:Henry VIII of England, by Hans Holbein the Younger.jpg|thumb|left|170px|Henrik 8. malet af [[Hans Holbein den yngre]] 1536–37.]]

I 1522 var Henrik 8. atter i krig med Frankrig gennem sin alliance med den tysk-romerske kejser [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] Tanken var at angribe på to fronter med et engelsk fremstød i nord. ''Mary Rose'' deltog i troppetransporter i juni 1522 og ved erobringen af den bretonske havn Morlaix den 30. juni. Flåden sejlede derefter hjem, og ''Mary Rose'' overvintrede i Dartmouth.<ref>Marsden (2003) s. 13–15.</ref> Krigen rasede til 1525 og igen gik Skotland ind på fransk side. Til trods for, at [[Charles Brandon]], 1. hertug af Suffolk, var tæt på at indtage [[Paris]] i 1523, lykkedes det ikke at opnå større fremgang hverken i Frankrig eller Skotland. I og med at den franske armé led nederlag i [[slaget ved Pavia]] den 24. februar 1525 og Frans 1. blev taget til fange af Karl 5.'s styrker, var krigen i praksis afsluttet uden betydende engelske gevinster eller erobringer.<ref>Rodger (1997), s. 174–175.</ref>

=== Tredje franske krig ===

[[Fil:Claude d'Annebault.jpg|thumb|170px|Portræt af den franske admiral [[Claude d'Annebault]], øverstbefalende over den franske flåde, som angreb [[Isle of Wight]]; [[François Clouet]], januar 1535.]]

Henriks stadig mere indviklede ægteskabelige forhold, den hårdhændede og uortodokse opløsning af de katolske klostre og konfiskeringen af kirkens ejendomme ophidsede både paven og katolske regenter over hele Europa, så England blev stadig mere isoleret. Henrik var i 1544 kommet overens med kejser Karl 5. om, at de i fællesskab skulle angribe Frankrig. Engelske styrker erobrede [[Boulogne]] i september, men med store tab, og efter at Karl havde opnået sine mål og indgået en separatfred med Frankrig i Crépy, var England alene tilbage i krig mod Frankrig.<ref>Rodger (1997), s. 176–182.</ref> I maj 1545 havde franskmændene samlet en stor flåde ved [[Seine]]ns munding med den hensigt at [[Franske invasion af Isle of Wright|landsætte tropper på engelsk jord]]. Skøn over styrkens størrelse har varieret; mellem 123 og 300 fartøjer ifølge franske kilder; op til 226 sejlskibe og galejer ifølge krønikeskriveren [[Edward Hall]]. Udover den massive flådestyrke samledes 50.000 mand ved Havre de Grâce (nutidens [[Le Havre]]). Over for disse stod en engelsk styrke på 160 skibe og 12.000 mand under [[John Dudley]] klar i Portsmouth tidligt i juni. Inden den franske flåde afsejlede, gennemførte englænderne et forebyggende, men lidet succesfuldt angreb i midten af juni. I begyndelsen af juli sejlede den franske styrke under admiral [[Claude d'Annebault]] mod England og 128 skibe stod uden modstand ind i Solentsundet den 16. juli. Henrik havde 80 skibe, som kunne sættes ind mod den franske styrke, inklusive flagskibet ''Mary Rose'', men underlegenhed i tunge galejer, som var de mest effektive i det beskyttede Solentsund, fik den engelske styrke til at søge ind i Portsmouth havn.<ref>Loades (1992), s. 131–132.</ref>

 

==== Navigationsinstrumenter ====

[[Fil:Henry VIII and the Barber Surgeons, by Hans Holbein the Younger, Richard Greenbury, and others.jpg|thumb|170px|alt=Kong Henrik 8. i fuldt kongeligt antræk med regalier, omgivet af en knælende gruppe mænd, alle i sort tøj og nogle med tilsvarende, tætsluttende huer|Blandt de medicinske instrumenter fandtes også [[barber]]erens personlige ejendele, blandt andet en kostbar [[coif]] (tætsluttende hue) i sort [[fløjl|silkefløjl]] af samme type, som medlemmer af Worshipful Company of Barbers bærer i dette maleri af [[Hans Holbein den yngre]] fra 1540.<ref>Kirstie Buckland, "Silk Hats to Woolly Socks: Clotihing Remains from the ''Mary Rose'', Silk caps or coifs" i Gardiner (2005), s. 35–37.</ref>]]

 

Et af de mest bemærkelsesværdige fund blev gjort i en af batteridækkets kahytter, som menes at have tilhørt barberen (bartskæreren), en højtuddannet medicinsk ekspert, som tog sig af besætningens helse og velbefindende og fungerede som skibslæge. De vigtigste fund lå i en intakt trækiste, der indeholdt over 60 genstande, som barberen anvendte ved lægelig behandling. Blandt disse var træskafterne fra en komplet samling [[kirurgi]]ske instrumenter og mange barberknive (hvis stålblade dog var rustet bort), en [[injektion]]ssprøjte i kobber til brug ved rensning af sår og behandling af [[gonoré]], en stor samling beholdere med mediciner og en dygtigt udskåret sutteflaske i træ til madning af patienter. Der fandtes også genstande med tilknytning til [[hygiejne]] som [[øreske]]er, skåle til barbering og kamme. Med denne omfattende værktøjssamling og medicinen kunne barbereren sammen med en eller flere medhjælpere behandle benbrud, foretage [[amputation]]er og tage sig af andre akutte skader, behandle et stort antal sygdomme og hjælpe besætningen med at opretholde et minimum af personlig hygiejne.<ref>Jo Castle og många andra, "Septicaemia, Scurvy and the Spanish Pox: Provisions for the Sickness and Injury at Sea" i Gardiner (2005), s. 171f.</ref>

 

== Udstilling ==

[[File:MaryRoseMuseum1.jpg|thumb|Koncepttegning af det nye [[Mary Rose Museum]].]]

Straks efter beslutningen om at hæve ''Mary Rose'' begyndte diskussionen om, hvor det skulle udstilles. Den østlige del af Portsea Island ved Eastney var blandt de første forslag, men blev opgivet på grund af problemer med parkering og afstanden fra det [[værft]], hvor skibet oprindeligt blev bygget. I juli 1981, godt et år inden hævningen, blev det foreslået, at det skulle stå ved siden af [[Horatio Nelson]]s berømte flagskib [[HMS Victory|''Victory'']] i [[Portsmouth Historic Dockyard]], hvor en række andre berømte orlogsskibe er udstillet som museumsskibe. En gruppe, som kaldte sig "Maritime Preservation Society" ("Selskabet til maritim bevarelse"), foreslog [[Southsea Castle]], hvorfra Henrik 8. havde bevidnet forliset, og der var udbredt skepsis omkring en placering ved det historiske værft. Kritikken gik så langt, at en lokalpolitiker ved en lejlighed truede med at trække samtlige lovede donationer tilbage, hvis den endelige placering af udstillingsbygningen skulle blive ved værftet. Det debatteredes i [[byråd]]et og i lokalavisen ''The News'', om projektet var de store omkostninger værd. Skønt debatten tidligt i 80-erne beskrives som hård af forfatteren Dafid Childs, var projektet aldrig i egentlig fare på grund af skibets store symbolværdi for såvel Storbritanniens som Portsmouths maritime historie.<ref>Childs (2007), s. 199.</ref>