Suez-krigen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet intern henvisning |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet fra svensk wiki |
||
Linje 1:
[[Fil:1956 Suez war - conquest of Sinai.jpg|thumb|300px|Erobringen af [[Sinai-halvøen]], [[1. november]] – [[5. november]] [[1956]].]]
'''Suez-krigen''' ([[Hebraisk (sprog)|Hebraisk]]: מבצע קדש), ([[Arabisk (sprog)|Arabisk]]: أزمة السويس – العدوان الثلاثي) også kaldet '''Suez-krisen''' var en væbnet konflikt udkæmpet på [[Egypten|egyptisk]] territorium i [[1956]] mellem på den ene side [[Israel]], [[Storbritannien]] og [[Frankrig]] og på den anden side [[Egypten]].
== Baggrund ==
[[Gamal Abdel Nasser]] styrtede i [[1952]] [[Farouk af Ægypten|kong Farouk af Egypten]] og var Egyptens stærke mand. Han ønskede at gøre landet til en magtfaktor i [[Mellemøsten]]. Storbritanniens kontrol over [[Suez-kanalen]] gjorde det vanskeligt, og Egypten havde brug for våben.▼
▲[[Gamal Abdel Nasser]] styrtede i [[1952]] [[Farouk af Ægypten|kong Farouk af Egypten]] og var kort tid efter Egyptens stærke mand.
#Som følge af udfaldet af [[den arabisk-israelske krig 1948]] stod Egypten på dårlig fod med Israel. Nogen fredsaftale var ikke indgået mellem de to lande, og Nasser støttede palæstinenserne i deres fortsatte kampe mod Israel. Flere angreb på Israel havde deres oprindelse dels i Sinai-ørkenen dels i [[Gaza-striben]], to områder mere eller mindre under egyptisk kontrol. Den 28. februar 1955 angreb Israel en egyptisk afdeling i Gaza, og 38 egyptere blev dræbte. Dette bidrog til, at Nasser ønskede at købe flere våben.
#Samtidig ønskede Nasser at blive den arabiske verdens leder. Han kritiserede oprettelsen af [[Bagdadpagten]] i 1955 mellem Storbritannien, Iran, Irak, Tyrkiet og Pakistan, og dette samt en konflikt om hidtidige britiske koloni [[Sudan]]s stilling som nyt selvstændigt land (modsat Egyptens ønske om at underlægge landet sin kontrol) førte til, at Storbritannien nægtede at sælge våben til Egypten. Også USA nægtede at sælge våben tiltrods for den tilnærmelse mellem USA og Egypten, der var sket i de samme år. I stedet tog Nasser kontakt til [[Sovjetunionen]], og et salg af våben her fra skete via [[Tjekkoslovakiet]].
#Nasser igangsatte bygningen af [[Aswan]]-[[dæmning]]en for at skabe sikrere vilkår for jordbrug langs [[Nilen]] og producere [[elektricitet]], men USA frafaldt et tidligere løfte om at give økonomisk støtte til byggeriet, da man blev klar over våbenhandelen med Sovjetunionen. Storbritannien sagde også nej, men mest af politiske grunde: premierminister [[Anthony Eden]] mente, at Nasser var en trussel mod Storbritanniens indflydelse i området. Som alternativ indkomstkilde for at finansiere byggeriet valgte Nasser i [[1956]] at nationalisere [[Suez-kanalen]]. Det var forudset, at denne skulle overdrages Egypten i 1968, men denne overdragelse blev nu fremrykket med 12 år og uden at kompensere Storbritannien og Frankrig. Frankrig og Storbritannien var delejere i selskabet, der ejede kanalen, og de mistede dermed indkomster fra sejladsen gennem denne. Derved skærpedes modsætningerne mellem Egypten og de to lande yderligere (for Storbritanniens vedkommende spørgsmålet om Bagdadpagten og Sudan, for Frankrigs vedkommende det forhold, at Egypten støttede FLN-guerillaen under borgerkrigen i algeriet).
#Egypten havde på trods af en henstilling vedtaget i FN forhindret Israel i at bruge Suez-kanalen og skærpede sin politik ved at blokere for brug af Tiranstrædet mellem Sinai-halvøen og Saudi-Arabien.
I denne situation opstod der et fælles ønske hos Israel, Storbritannien og Frankrig om at standse Nassers fortsatte politik. De 3 lande lagde planer, der skulle sikre Storbritannien og Frankrig fornyet kontrol over Suez-kanalen og reducere truslen mod Israel.
==Krigsplanen==
Planlægning af angrebet på Egypten skete i Paris. Man aftalte, at Israel skulle handle som om, man forsøgte sig med en invasion. Man skulle landsætte faldskærmstropper nær kanalen og sende pansertropper gennem [[Sinai-ørkenen]]. Briterne og fransmændene skulle der efter anmode begge sider om at trække sig tilbage fra kanalzonen. Man var fuldt ud klar over, at Egypten ville nægte. Der efter skulle britiska og franske tropper udstationeres for at beskytte kanalen. Man regnede med, at USA og Sovjetunionen ville protestere, men efter som USA var midt inde i et præsidentvalg, troede man, at præsident Eisenhower ville vare tilbageholdende med at træffe nogen internationale beslutninger. Sovjetunionen var optaget af [[Ungarn-opstanden]] og forventedes derfor ikke at komme med nogen stærke protester. Planen var så klar, at militærhistorikeren sir [[Basil Liddell Hart]] har karakteriseret den som den mest brilliante i krigskunstens historie.<ref>{{bokref |efternamn=Wibeck |förnamn=Sören |titel=Ett land, två folk: Israel-Palestinakonfliktens historia |år=2009 |utgivare=Historiska media |utgivningsort=Lund |isbn=978-91-85873-29-6 |libris=11360812 |sid=203–208}}</ref>
== Krigens forløb ==
[[Fil:Tzniha-mitle.jpg|thumb|Israelisk faldskærmsjæger ved Mitlapasset.]]
Den 29. oktober 1956 angreb israeliske afdelinger som aftalt Egypten. Faldskærmsjægere landsattes i Sinai, og tropper avancerede hurtigt mod Suez-kanalen uden at møde modstand. I løbet af kort tid nærmede Israel sig kanalen fra øst. Storbritannien og Frankrig gjorde det klart, at de opfattede krigen som en trussel både mod freden og mod færdsel på Suez-kanalen. De forlangte, at både Egypten og Israel skulle holde sig mindst 16 km fra kanalen og tilbød midlertidigt at besætte Suez-kanalen for at adskille de egyptiske og israeliske styrker. Israel sagde som aftalt ja, mens Egypten som ventet sagde nej. Derfor igangsatte [[Storbritannien]] og [[Frankrig]] en invasion og besatte tre fjerdedele af kanalzonen under den såkaldte ''Operation Musketer'' og bombarderede egyptiske baser. Sejren syntes klar for de tre, da begivenhederne fik en brat afslutning. Efter stærkt pres i FN fra [[USA]]s og [[Sovjetunionen]]s side måtte man afbryde invasionen.
Begge lande var klar over, at USA og [[Sovjetunionen]] ville reagere skarpt, men de havde også regnet med at komme eventuelle reaktioner i forkøbet ved at være i kanalzonen, inden [[supermagt]]erne nåede at reagere. Imidlertid reagerede USA meget hurtigt gennem FN. Storbritannien og Frankrig nedlagde veto i [[FN's sikkerhedsråd|sikkerhedsrådet]], men ikke i generalforsamlingen. Stillet overfor USA's reaktion og Sovjetunionens trusler om brug af [[atomvåben]] mod [[London]] og [[Paris]] gav Storbritannien og Frankrig op. Krigen resulterede i, at en FN-styrke blev placeret langs den egyptisk-israelske grænse. En del danske FN-soldater gjorde tjeneste her i årene [[1957]]-[[1967|67]].▼
▲Begge lande var klar over, at USA og [[Sovjetunionen]] ville reagere skarpt, men de havde også regnet med at komme eventuelle reaktioner i forkøbet ved at være i kanalzonen, inden [[supermagt]]erne nåede at reagere. Imidlertid reagerede USA meget hurtigt gennem FN. Storbritannien og Frankrig nedlagde [[veto]] i [[FN's sikkerhedsråd|sikkerhedsrådet]], men kunne ikke stille noget op i generalforsamlingen. Stillet
Det er ingen tvivl om, at Storbritannien og Frankrig tabte prestige. Sovjetunionen vandt, dels fordi den stillede op som Egyptens forsvarer, og dels fordi krisen i Suez afledte opmærksomheden fra opstanden mod Sovjetunionen i [[Ungarn]], der blev slået ned, uden de store internationale reaktioner.▼
Israel havde der imod ikke travlt med at trække sig ud til tross for stærkt pres fra de to supermakter USA og Sovjetunionen. [[David Ben-Gurion]], daværende israelsk statsminister, nægtede at trække styrkerne ud igen før Israel fik en garanti om, at blokaden ville ophøre. Efter fire måneder med forhandlinger foreslog den kanadiske udenrigsminister Lester Pearson at opprette en FN-styrke ved navn [[United Nations Emergency Force|UNEF]] (United Nations Emergency Force). Flere nationer skulle bidrage til denne styrke, som skulle fungere som en fredsbevarende buffer mellem Israel og Egypten, og sikre Israel fra fremtidige fedayeen-angreb fra Sinai og Gaza. Nasser var ikke særlig begejstret for forslaget, efter som han mente, at dette belønnede det, han kaldte "israelsk aggression". David Ben-Gurion var heller ikke glad, efter som han mente, at Nasser ville have ret til at få UNEF-styrken fjernet, når han måtte føle trang til det. Partene blev enige om et kompromis, hvor Egypten ville få ret til at smide styrkerne ud, hvis dersom Generalforsamlingen var enig i, at opgaven var udført. Desuden garanterede USA for Israel, at en ny egyptisk blokade af Tiran-strædet ville blive anset som en krigshandling, og konstatere, at i så tilfælde ville Israel have ret til at forsvare sig. Til sidst blev UNEF-styrken sat sammen af styrker fra [[Norge]], [[Sverige]], [[Jugoslavien]], [[Indonesien]], [[Indien]], [[Finland]], [[Danmark]], [[Columbia]], [[Canada]] og [[Brasilien]]. Danske FN-soldater gjorde tjeneste her i årene [[1957]]-[[1967|67]], til udbruddet af [[seksdageskrigen]] i 1967.
At USA nægtede at støtte Storbritannien og Frankrig, førte til en meget negativ stemning imellem landene. Forholdet mellem Frankrig og USA kølnedes. Det var en stor overraskelse, at USA og Sovjetunionen kunne opnå enighed om noget. I Storbritannien førte det til, at premierminister Eden gik af.▼
== Betydning ==
USAs valg at følge Sovjetunionen i sin kritik mod England, Frankrig og Israel var overraskende set fra [[den kolde krig]]s perspektiv. Man kan formode, at USA valgte at gå med på Sovjets krav efter, at man hårdt havde kritiseret Sovjetunionens invasion af Ungarn, som udspillede sig på samme tidspunkt. desuden truede Sovjetunionen med at [[atombomb]]e [[London]] og [[Paris]], hvis invasionen ikke blev afbrudt.<ref>{{bokref |efternamn=Vaughan |förnamn=Lowe |medförfattare=Adam Roberts, Jennifer Welsh, Dominik Zaum |år=2008 |url=http://books.google.com/books?id=5ROlQUFZIpoC&pg=PA291&lpg=PA291 |titel=The United Nations Security Council and War |utgivningsort=Oxford |utgivare=Oxford University Press |isbn=0-19-953343-1 |sid=291 |språk=engelska}}</ref>
▲Det er ingen tvivl om, at Storbritannien og Frankrig tabte prestige. Sovjetunionen vandt, dels fordi den stillede op som Egyptens forsvarer,
▲At USA nægtede at støtte Storbritannien og Frankrig, førte til en meget negativ stemning imellem landene. Forholdet mellem især Frankrig og USA kølnedes. Det var en stor overraskelse, at USA og Sovjetunionen kunne opnå enighed om noget. I Storbritannien førte
Det måske vigtigste resultat af Suez-krisen var, at det blev klart for verden, at når USA og Sovjetunionen sagde nej, så kunne ingen andre stille noget op. De to landes status som supermagter blev tydelig.
Line 27 ⟶ 40:
{{Jødernes historie|state=collapsed}}
{{Commonscat|Suez Crisis}}
{{autoritetsdata}}
| |||