Riffel: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
mNo edit summary
jeg har slettet alt det vrøvl der stod om overgangen til bagladerer, samt opfindelsen af riffler, og tilføjet mere om rifflens historie op i 1900 tallet.
Linje 4:
En '''riffel''' er et [[gevær]] med riffelgang i løbet, det vil sige, at løbet indvendigt er forsynet med langsgående riller med svag skruning. Formålet med en riffelgang er at give projektilet en rotation. Dette giver større træfsikkerhed.
 
man har kendt til rifler siden det 15. århundrede. Riflen blev dengang opfundet, fordi datidens sortkrudt brændte meget urent, så løbene blev tilsmudset og efterhånden mindre og mindre anvendelige. Efterhånden fik bøssemagere ideen til at skære lange riller i løbene, som fungerede som en slags render til krudtslammet. på et tidspunkt har en formenlig tysk bøssemager, fået ideen til at lave de langsgående riller spiralformede, så de derved kunne tage mere krudtslam. Da viste det sig, at disse spiralformede riller, fik kuglen til at roterer og flyve mere stabilt. i starten blev rifler primært brugt til jagt og sportsskydning, da kuglen skulle presses ind i riffelgangen under ladningen, og derfor tog 3,5 gange længere at lade, end datidens glatløbede musketter. derfor så riffler meget lidt, og måske ingen militær anvendelse, før sidst i det 18. århundreder. første gang at riffler fik betydning på slagmarken var under den amerikanske uafhængighedskrig, da lokale militser anvendte Kentucky rifflen mod briterne. men den i den kontinentale - og den britiske kolonihær, var henholdsvis Charleville musketten, og den britiske Long Land Pattern Musket (kendt som Brown Bess) stadig de primære våben.
I [[forlader]]ens tid havde man også riffelgang, men da man ved ladning skulle kunne presse kuglen ned gennem løbet, måtte kuglens diameter være lidt mindre end riffelgangen krævede. Derfor var der i bunden af løbet anbragt en spids tap på den skrue, der lukkede løbet bagtil (derfor kaldet tapskruen). De sidste slag med ladestokken pressede den bløde blykugle ned over denne tap, så kuglen samtidig blev presset ud i riffelgangen. [[Krudt]]ladningen lå så i den frie plads rundt om det nederste af tappen. Et sådant gevær kaldes en ''tapriffel''.
 
i starteten af det 19. århundreder, og især under napoleonskrigene, oprettede mange europæiske nationer, særlige riffelkorps, til at beskyde fjenden fra flankerne, på afstande op til 300 m. dog spillede de glatløbede musketter stadig den største rolle i infanteri træfingerne.
Da man gik over til bagladere havde man ikke denne tap, så kuglen blev lavet med en kegleformet fordybning bagtil, så trykket fra drivladningen pressede de tyndere vægge i fordybningen ud i riffelgangen. Dette projektil blev opkaldt efter opfinderen Minié og hedder altså et [[Minié projektil|miniéprojektil]].
 
Først i løbet af 1840´erne, da man begyndte at eksperimentere med nye projektilformer, begyndte riffler så småt at blive det primære infanteri våben. dels skyldes denne udskiftning udviklingen, og forbedringen af minié projektilet. Fordelen ved dette projektil var, at det havde en tilspidset aerodynamisk form, og en udhulet, base. projektilet kunne nu være smallere end løbet, så man nu kunne lade en riffel lige så hurtigt som en glatløbet musket.
 
Det skyldtes at den udhulede base, blev trykket ud i løbet af eksplosions-trykket under affyringen.
 
I midten af det 19. århundrede, begyndte opfindere og bøssemagere, at udvikle gradvist mere effektive bagladerriffler.
 
en milepæl inden for våben teknologi var Johan Nikolai von Dreyse´s tændnåls gevær, som var den første egentlige boltaction riffel. den havde et bundstykke med et håndtag på siden, der i lukket tilstand stod i en ca 45 graders vinkel, og låst bag en "notch" udskæring i løbet. ved ladning blev håndtaget manipuleret til 90 grader, og trukket tilbage, hvilket spændte en nåle-agtig slagstift. derpå anbragtes en papirs patron i kammeret, og bolten blev lukket og låst.
 
I løbet af 1860´erne blev de første effektive repetér rifler udviklet, herunder Spencer riflen og Henry riflen (forløberen til den ikoniske Winchester leveraction riffel).
 
disse riffler havde dog de bagsider at de dels ikke var velegnede til skydning i liggende position, p.g.a håndtaget der skulle manipuleres nedad, og dels at (primært Henry rifflen) ikke kunne tage særligt kraftige patroner, p.g.a dens relativt svage lås. det medførte at langt de fleste militær nationer, primært var bevæbnet med enkeltsskuds rifler indtil der blev udviklet mere effektive magazin boltaction rifler i løbet af 1870´erne og 80´erne.
 
de mest kendte af disse er henholdsvis:
 
USA: Div. Springfield trapdoor riffler.
 
Storbritanien: Enfield snider rifflen, Martini Henry Rifflen
 
Frankrig: Chassepot Mle 1866
 
Tyskland: Dreyse M41, Mauser G/71
 
I løbet af 1880´erne og 90´erne gjorde især Enfield og Mauser sig bemærket med særdeles effektive magasin rifler, der fortsatte i brug, i forskællige udgaver, helt op til 1940´erne.
 
i løbet af de sidste 20 år af det 19. århundreder begyndte fremsynede våbenproducenter, at eksperimentere med selvladende semi automatiske rifler, og en del franske selvladende rifler blev da også brugt i 1.verdenskrig, men var langt fra et standard våben. Den første semi automatiske riffel der blev udleveret i stort omfang, var den amerikanske M1 Garand riffel, der blev USA´s standard gevær i 1936, og anvendt i stor stil i 2.verdenskrig.
 
i mange år havde hære verden over eksperimenteret med lette infanteri våben, som havde samme ildkraft som et maskingevær, men mobilitet som en riffel. i næsten 25 år var det tætteste man kom på, maskinpistoler, men da disse affyrede relativt svage pistol patroner, kunne de ikke anvendes over stører afstande. Det første store gennembrud kom under 2.verdenskrig, da rapporter om kampsituationer afslørede, at de fleste infanteri træfninger fandt sted langt under 300 m. det blev også mere og mere klart at almindelige infanteri riffler slet ikke kunne anvende store riffelpatroner, til det fulde potentiale, da en 30. cal. riffelpatron kan være dødeligt effektiv ud til næsten 2000 m, men almindelige rifler, kunne kun anvendes på mellem 500 og 1000 m (max). resultatet blev, at man udviklede forkortede versioner af de store riffelpatroner, den første, 7.92x33 kurz, blev udviklet til Tysklands MP43/Sturmgevehr 44 i 1942. Sovjetunionen fulgte snart trop, med deres 7.62x39 mm M43 patron.der senere blev anvendt til deres AK47 riffel. fordelen for disse patroner var, at de var effektive ud til 300-600 m, men samtidig gav mindre rekyl, pga den reducerede længde. man kunne nu ramme relativt præcist med fuldautomatisk ild, ud på mere end 100 m.
 
De [[Frankrig|franske]] model [[1840]]-rifler, man indførte i [[Danmark]] i [[1848]] var forladere (taprifler), og i [[1860'erne]] blev mange af dem lavet om til [[baglader]]e ved at ændre tapskruen, skære ud til sidehængslet bundstykke og bore op i løbet bagfra til et kammer til en [[patron (ammunition)|patron]] med randtænding. Disse patroner blev ladet med miniéprojektiler for at kunne udnytte riffelgangen.