Indbyrdes undervisning: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Mindre Rettelser |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet |
||
Linje 1:
'''Indbyrdes undervisning''' kaldes den undervisningsmetode, efter hvilken de mere fremskredne [[elev]]er under [[lærer]]ens tilsyn underviser eller vejleder de øvrige, hvorved det bliver muligt med en forholdsvis ringe udgift at få et stort antal elever undervist af een lærer i een skolestue. Stærkt overfyldte skoler og begrænset lærerkraft havde allerede tidligere med nødvendighed fremkaldt en art indbyrdes undervisning, men det var dog først mod slutningen af det 18. århundrede, at skotten [[Andrew Bell]] (i [[Madras]]) og [[John Lancaster]] (i [[London]]) omtrent samtidig, men uafhængige af hinanden bragte denne undervisningsmaade i fast form. Begges metoder stemte i det væsentlige overens. Efter det Bell-Lancaster’ske system inddeles en skoleklasses elever i mindre grupper, der hver med sin "hjælper" (engelsk: ''monitor'') i spidsen tager plads foran de langs skolestuens [[væg]]ge ophængte tabeller og her indøves i stavning, læsning, regning og geografi, ja endog i historie og religion.
Som metodens fortrin anså man, at een lærer samtidig kunne beskæftige en stor mængde børn (indtil 1000) af alle aldre og på flere uddannelsesmæssige udviklingstrin, hvad der var så meget lettere, som det apparat, der anvendtes, var indrettet således, at lærerens gerning indskrænkedes til at holde det hele i den af apparatet anviste gænge. Dette bestod væsentlig i en række tabeller (de i Danmark anvendte udgjorde 80 læse-, 100 skrive-, 120 regne- og 15 geografitabeller), der skulle gennemgås af alle børnene. Det var ikke alene bestemt i hvilken orden, dette skulle ske, men også på hvilken måde der skulle arbejdes. Læreren gav i en [[fløjte]] ("signalpiben") tegn til, når eleverne skulle træde ud fra deres pladser og hen til tabellerne, når de skulle begynde at læse, når de skulle skifte tabel og så videre. Foruden at tilse, at signalerne blev nøje fulgte, havde læreren — ved en indviklet og besværlig bogføring (konceptbog, journal m.m.) — at føre kontrol med hver elevs fremskridt.
I begyndelsen blev den Bell-Lancaster’ske metode højt skattet. Den bredte sig fra England ud over en stor del af Europa og Nordamerika. Især blev den hilst med begejstring af folkeskolens venner i de lande, hvor almueundervisning enten helt savnedes eller stod på et lavt standpunkt. Sådanne steder kunne den måske også få nogen betydning, men i lande som fx. Danmark, hvor folkeskoleundervisningen var nået til en vis udvikling, kunne metoden kun virke mekaniserende og vænne eleverne fra al selvstændig tænken og åndeligt selvarbejde.
== I Danmark og Norge ==
Indbyrdes undervisnings havde i Danmark og Norge sin storhedstid fra 1818 til 1830-erne. Kong [[Frederik 6.]] var stærkt interesseret i den, og han støttedes ivrig af [[major]] J.N.B. Abrahamson, der fik en overordentlig stor indflydelse på skolevæsenet. Det første kraftige angreb på metoden og den måde på hvilken, den blev påtvungen skolerne, rettedes af [[H.N. Clausen]] i "''Maanedsskrift for Litteratur''" i 1831, og var så vel begrundet, at al tvang over for skolerne fremtidig ophørte, og efterhånden forlod man fuldstændig metoden.
== Eksterne henvisninger ==
*[http://runeberg.org/salmonsen/2/12/0274.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XII, s. 264; opslag: Indbyrdes Undervisning]
[[Kategori:Pædagogik]]
| |||