Kaukasuskrigene: Forskelle mellem versioner

 

Krigene blev udkæmpede af tre russiske [[zar]]er: [[Aleksander 1. af Rusland|Aleksander 1.]], [[Nikolaj 1. af Rusland|Nikolaj 1.]] og [[Aleksander 2. af Rusland|Aleksander 2.]]. De vigtigste russiske militære ledere var [[Aleksej Jermolov]] mellem [[1816]]-[[1827]], [[Mikhail Vorontsov]] mellem [[1844]]-[[1853]] og [[Aleksandr Barjatinskij]] mellem [[1853]]-[[1856]].

 

Den russiske [[invasion]] blev mødt af hård modstand. Den første periode i krigen, som sluttede samtidig med Aleksander 1.s død og med [[dekabristoprøret]] i [[1825]], opnåede forbausende få fremgange mod lokalbefolkningen, især sammenlignet med den da nylige [[Napoleons felttog i Rusland 1812|sejr over Napoleon]].

 

I marts [[1855]], under [[Krimkrigen]], fik russerne indgået en [[våbenhvile]] med Sjamil, men våbenhvilen var imidlertid kortvarig, og kampene blev genoptaget senere samme år. Mellem 1856 og 1859 angreb general Barjatinskij med en hær på 250.000 mand, og bjergfolkenes modstand blev til sidst knust, og krigen sluttede med, at Rusland erobrede hele det nordlige Kaukasus. Sjamil svor troskab til zaren og flyttede til det centrale Rusland. Afslutningen på krigen blev erklæret den [[2. juni]] [[1864]] ved et [[dekret]] fra zaren.

 

En af følgerne af krigen var ''muhajir'', en [[udvandring]] af en stor del af den [[muslim]]ske [[urbefolkning]] til det Osmanniske rige i sidste del af [[1800-tallet]].

 

Forfatterne [[Mikhail Lermontov]] og [[Leo Tolstoj]] deltog i kampene og poeten [[Aleksandr Pusjkin]] skrev om det i digtet "Fanget i Kaukasus" i 1821.

 

[[Kategori:Krige i Asien]]