Åbn hovedmenuen

Ændringer

276 bytes tilføjet ,  for 5 år siden
m
 
==== Hunnerrigets undergang ====
Attilas død udløste en magtkamp mellem hans sønner Ellac, Dengizich og Ernakh. Mens hunnerne var optaget af indbyrdes strid, gjorde [[gepiderne]] oprør mod dem, ledet af Arderic. Ellac havde vundet magtkampen blandt brødrene, og han var i spidsen for den hær, der skulle bringe gepiderne og deres allierede tilbage under hunnisk dominans. De to hære kæmpede ved floden Nedao i [[Pannonien]] (nuværende Ungarn) i 454. Ellac faldt i slaget og hunnerne måtte opgive overherredømmet over gepider og flere andre folkeslag i området. De øvrige brødre forsøgte i løbet af 450'erne og 460'erne flere gange at genoprette overherredømmet, men uden held, og i takt med at flere folkeslag faldt fra, måtte hunnerne trække sig tilbage til området nord for Donaus udløb i Sortehavet. I 467-68 forsøgte Dengizich et angreb over Donau mod det Østromerske rige, men han blev overvundet i 469, og hans hoved sendt på en stage til Konstantinopel. Dermed var det slut på det hunniske rige. De overlevende hunner, der havde været med Dengizich, fik lov til at slå sig ned i det nuværende [[Dobrogea]] som østromerske undersåtter. Broderen Ernakh fik med sine tilhængere på samme måde lov til at slå sig ned syd for Donau i det nuværende Bulgarien.<ref name=autogeneret2 /> Der var kun tale om mindre grupper hunnere, og til gengæld for at få asyl i det østromerske rige, måtte hunnerne betale for deres ophold og levere soldater til den romerske hær.<ref>Heather (2009), side 259.</ref> Kilderne nævner hunniske lejesoldater under krigene mod vandaler og ostrogoter i 533 og 538.<ref>Norwich, side 207 & 218.</ref> Hunnerne på Balkan sluttede sig tilsyneladende til [[avarerne]], og de deltog i belejringen af Konstantinopel i 626.<ref>Norwich, side 295.</ref>
 
Herefter forsvinder hunnerne ud af historien. Man kan finde senere henvisninger til "hunner" i historieskrivningen i middelalderen, men det drejer sig typisk om, at forfatteren opfatter folkeslag, der bor i det gamle hunniske rige, som "hunner", uanset hvad folket selv har valgt at kalde sig.<ref>Halsall, Guy, ''Barbarian migrations and the Roman West, 376–568'', side 48, Cambridge University Press, 2008, ISBN 0-521-43491-2</ref>
[[Fil:AttilatheHunonhorsebackbyGeorgeSStuart.jpg|thumb|upright=1.35|Denne figur er George Stuarts bud på, hvordan en hunnisk kriger så ud. Stigbøjlerne er uhistoriske.]]
 
== Udseende og skikke ==
Når man læser beretninger om hunnerne, må man hele tiden have i baghovedet, at de er skrevet af hunnernes modstandere (hunnerne var selv [[Analfabetisme|analfabeter]]), og man vil derfor lede forgæves efter rosende omtale af deres væsen og udseende. Goteren [[Jordanes]], der skrev i 551 i Italien - omkring 100 år efter hunnerigets undergang - omtaler hunnerne som ''"en vild race, der i begyndelsen boede i sumpene, en forkrøblet, ildelugtende og splejset stamme, knapt menneskelig, og uden et sprog, bortset fra noget, der kun svagt mindede om menneskelig tale."''
9.997

redigeringer